bibliomani

This was by far the worst of the Hamilton-novels. I’m actually not sure that I’ll bother to read the rest of them. Several things were wrong with it:

1) It was far, far too long. I’m sure there’s a reason why crime novels aren’t usually 640 pages long. It was too long because:

1a) The language was positively rambling. Had Guillou become too successful at this point to edit at all?

1b) There were far, far too many plots, side plots, scene changes and loose ends. Plenty for two, maybe three books. Any author (or at least editor) knows that a side plot has to have some kind of relevance to the main plot. Just any relevance. And is there a rule about how many continents a crime novel can take place in?

2) The blurp was one of the worst I have ever read. It mentions things that happen within the last 50 of the 640 pages. That’s just not ok.

3) The characters were even more flat and nondescript than usual. The character of Göran Karlsson plays a significant role in this novel, and I have absolutely no idea what kind of person he is. None. Zip.

4) In the previous novels some Swedish politicians have played a role, but here it is not only “the prime minister”, but Carl Bildt, who was Sweden’s actual prime minister at the time. And Carl Bildt, in his multiple conversations with Hamilton, is a complete and utter ass. I think Guillou crosses a line there. Carl Bildt may have been a jerk, I have no idea, but to ridicule him over conversations that you make up yourself (because Hamilton is actually a ficticious person, remember?) isn’t at all fair play. Guillou abuses the novel as a medium to critisize a named politician, and he does it to the point of bashing. It has no relevance to the novel, and it belongs in a newspaper. Most unsympathetic.

It took me a long time, maybe six months, to read this, and that might have influenced my opinion. On the other hand, maybe it took me so long to read because it was bloomin’ boring.

Det her var en af de mere sære bøger. Fabelagtigt sær. Jeg har efterhånden læst nogle stykker af Murakami, og den her kom tættest på The Wind-Up Bird Chronicle, som også var virkelig sær. Men den her virkede længere, måske fordi jeg afbrød den flere gange for at læse andre bøger (hvad jeg ellers meget sjældent gør). Eller måske afbrød jeg den, fordi den var lidt lang i det … Uanset hvad, havde den en meget distinkt tone; rolig og sær og alt-kan-ske-uden-at-det-virker-specielt-påfaldende. (mere…)

Nu har jeg trippeltjekket igen; Iselin C. Hermann er dansker, men det er svært at tro, at Domino ikke er en oversat fransk roman. Den bugner af franske kulturelle markører, og sproget er til tider lidt kringlet som efter en samvittighedsfuld og(/men) vellykket oversættelse. Det er ikke overgjort, men det er den følelse, man får, når man læser romanen. Og det er godtnok elegant formidlet af forfatteren.

Selve historien er også elegant, både tænkt og udført. Præmissen er den, vi efterhånden er helt vant til, med flere historier, tilsyneladende uden forbindelse, der flettes ind i hinanden. Her er konceptet bare taget et skridt længere, men uden at Hermann bliver prætentiøs af den grund.

Og se, her har tilsyneladende været en bagsidetekstskribent indover, der ikke har sit lille hovede fuldt af kapok. Bagsiden afslører nemlig ikke (ikke!) det twist, som er hele bogens genistreg – og som jeg ikke vil røbe her.

I det hele taget en rigtig god roman om at dominere og blive domineret, og om at ens liv kan være så skrøbeligt stablet op, at det kan vælte, hvis bare én brik bliver forskubbet. Og så var den søreme gratis. Lindhardt og Ringhof har simpelthen lavet et særtryk, som er blevet lagt rundt omkring. Jeg fandt mit eksemplar på en salatcafe i KbhK, og fik på den måde mod alle odds læst en ny, dansk roman.

Jeg kimser simpelthen alt, alt for lidt. Jeg kimser fx ikke af de unge, danske krimiprinsesser, der forsøger at gøre Liza Marklund og hendes svenske veninder kunsten efter, og som jeg ved klarer det godt rent salgstalsmæssigt. Og jeg kimser slet ikke af bøger, der er bestsellere, udgivet i otte oplag (foreløbig) og ifølge forfatterens egen hjemmeside skrevet af “Danmarks mest læste krimiforfatter”, hvordan man så end måler det. Som for eksempel Sara Blædels anden krimi om Louise Rick, gårdens finest.

Men det burde jeg gøre en hel masse mere, for Sara Blædels Kald mig prinsesse, som gudhjælpemig er andet bind af foreløbigt tre i serien, er endnu et eksempel på en sprogligt såvel som plotmæssigt klodset bestseller. Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvorfor er det så sjældent, man kan få en velskrevet bestseller? (mere…)

På forsiden af min udgave af Lady Oracle (Vintage, 2007, paperback) står der øverst oppe “a mistress of controlled hysteria. TIME”. Den tænkte jeg meget over; hysteri er jo en ting, der interesserer mig, og jeg kunne ikke rigtig få det til at passe med romanens handling. Skulle vi ud i en Elaine Showalter-agtig tanke om spiseforstyrrelser som vor tids massehysteri? Den køber jeg sådan set, men er det noget, der ender i en anmeldelse i The Time? Men, men, der er en forklaring på alt. Google kunne afsløre, at citatet stammer fra denne anmeldelse. Som er af Surfacing. Citatet har altså ingenting at gøre med Lady Oracle. Så forstår jeg det bedre. Og begrebet hysteri kan vel godt bruges om det, der sker for hovedpersonen i Surfacing. Det eneste spørgsmål, der står tilbage, er, hvem i alverden der finder på at klippe noget fra anmeldelsen af én bog, og sætte det på forsiden af en anden? Måske den samme som finder på at skrive de der fuldstændigt vildledende bagsidetekster (som LO i øvrigt også har en af)? Det her er afgjort et af mit livs helt store spørgsmål.

Men bortset fra det, var Lady Oracle helt oppe på siden af The Blind Assassin, Cat’s Eye og Alias Grace. Den er på mange måder en grundbog i spiseforstyrrelseskvindelitteratur, men den formåede det, som Surfacing ikke rigtig gjorde, nemlig at skille sig ud som en selvstændig, nærværende, medrivende roman.