Kirsten Skaarup: Det kærlige køkken (2008)
Jeg har altid været vild med mad, men jeg er for nylig også blevet ret vild med kogebøger. Jeg har ikke skrevet om dem her før, men min seneste anskaffelse har så meget (og så inspirerende) tekst, at jeg slet ikke kan lade være.
Det kærlige køkken er en vegetarkogebog, som måske især henvender sig til kødspisere, der gerne vil spise mere vegetarisk, men som også fungerer fint for en vegetar-grænsende-til-veganer som mig. Det kærlige køkken er også en klima-kogebog, som undertitlen “grøn mad til en sårbar planet” slår fast.
Bogen indledes af et længere kapitel om miljøkonsekvenserne af den mad, som de fleste af os er vokset op med, og som mange stadig spiser. Statistikkerne, som bogen er rig på, og som den serverer interessant og forståeligt, siger, at en gennemsnitlig dansker fortærer 1 kg svinekød om ugen. (Det lyder helt sindssygt i mine ører. Det er måske 15 år siden, jeg sidst spiste en svinekotelet.) Miljøbelastningen ved produktionen af 1 kg svinekød er 6,4 kg. co2, mod 0,12 kg for 1 kg grøntsager. Og så har jeg slet ikke nævnt det liv, svinet har levet, før det (endelig) er blevet til koteletter. Skaarup er ikke fordømmende, men hun argumenterer overbevisende for at man nedsætter sit kødindtag.
Hun gør også sit til at aflive de mange myter, man møder som vegetar. Nej, vegetarer har ikke svært ved at få protein. Nej, vegetarisk mad er ikke dyrt. Nej, vegetarisk mad tager ikke lang tid at lave. Og så især, hovedet på sømmet: Nej, vegetarisk mad er ikke kedeligt, savsmuldstrist og smagløst.
Det bevises i de 350 opskrifter, illustreret af appetitvækkende billeder. Jeg har ikke lavet dem endnu, men de spreder sig over mange køkkener, sværhedsgrader og grader af “eksotiskhed”. Og så er de leveret i et begejstret sprog og en tone, der ikke forudsætter, at læseren er imbicil. Alt i alt en overordentlig inspirerende lære- og kogebog, som jeg håber vil få flere til at spise flere planter og færre dyr. Velbekomme.
Læs mere om bogen på Kirsten Skaarups hjemmeside, hvoraf det søreme fremgår, at hun for hvert solgt eksemplar af bogen donerer 10 kr til en indisk organisation, der bespiser fattige børn. Det er da ikke til at stå for.
27. februar 2010 kl. 21:45
Jeg er ikke vegetar, så jeg overholder ikke filosofien i Kirsten Skaarups kogebøger, men jeg er ret vild med hendes mad. Jeg bruger denne kogebog ofte, og en af hendes forrige: Vegetarisk køkken.