bibliomani

En erindringsbog i modsætning til en selvbiografi, med en hel del meta-”her sidder jeg og skriver, jeg må hellere komme videre med kapitlet om Zelda”, som fungerer godt. Lange reported speech-monologer i James Joyces sande ånd, og namedropping, så jeg føler mig meget lidt intellektuel (og meget lidt jødisk). Det kunne være interessant at vide, om en almindelig jødisk/hebraisktalende intellektuel virkelig kender alle de litterære og kulturpersonligheder, der bliver henvist til? Eller formidler Oz netop sin fars og onkels åndssnobberi?

Sådan noget er jo nærmest umuligt at gengive i en oversættelse, og jeg sad og savnede et forord af oversætteren (som dog havde enkelte noter.) Hanne Friis har umiddelbart gjort det rigtigt godt. Jeg har en klar fornemmelse af, at når Oz selv har stået for de klumper – eller lidt omstændtlige formuleringer, for nu at være høflig – der er rundt omkring. Men jeg ville selvfølgelig heller ikke ville kunne genkende en hebraisk kalke, hvis den var der (og det er derfor, jeg ikke læser litteratur oversat til dansk fra nogle af de sprog jeg selv oversætter fra; jeg sidder og “hører” hvad der har stået på kildesproget, og det problem har jeg altså ikke rigtig med hebraisk.)

Fortællingen, for det er nemlig lige nøjagtig en fortælling med maser af spring og sidebemærkninger, skrider fremad (og til siden) i et adstadigt tempo, som det tog mig ganske lang tid at komme ind i. Muligvis også fordi jeg afbrød læsningen med to Stieg Larsson-thrillere, hvis tempo man ikke ligefrem kan kalde adstadigt.

Den omstændtlige fortælleform er charmerende nok, men jeg forstår simpelthen ikke, hvad hans gentagelser går ud på. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg fx. har fået at vide, at onkel Staszcek manglede en fortand, så han lignede en skurk når han smilede. Hver gang bliver det fortalt, som var det første gang, man hører om det, og jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvad formålet er. Den eneste virkning, det har på mig, er, at jeg bliver helt vildt irriteret. Hvis det skal bibringe en umiddelbarhed eller spontanitet eller mundtlighed til fortællingen, ja, så synes jeg ikke det lykkes. Især ikke, når romanen bliver ved helt til side 630. Redaktion, tak.

Dette indlæg blev skrevet 22. december 2007 kl. 20:56 og er gemt i other. Følg kommentarerne til indlægget med RSS 2.0 feed. Du kan kommentere, eller trackbacke fra din egen side.