Jon Fasman: The Geographer’s Library (2005)
Den her lægger sig i Dan Browns slipstrøm sammen med The Historian, Labyrinth (sjovt nok begge to også fra 2005) og et væld af andre thriller-agtige, historisk-agtige, magisk-agtige romaner. Dan Brown havde jeg ikke engang lyst til at læse (Stephen Fry, som jo selv er en fremragende forfatter, havde det på samme måde, som han harcelerer dygtigt over her), og de to nævnte var jeg ikke vildt begejstrede for. Måske var det alt den agtighed. De ville lidt for meget, blandede det med halvstuderet populærvidenskab, og reultatet blev lidt uhåndterligt og overfladisk … agtigt.
Forskellen mellem Jon Fasman og Elizabeth Kostova & Kate Mosse er, at Fasman faktisk skriver rigtig godt, humoristisk og fængende og endda om en person, ikke kun om en jagt på en gral eller 15 ting, der gør en udødelig, eller Mona Lisas kors-agtigt. Og derfor var The Geographer’s Library en fornøjelse at ræse igennem, selv om den grundliggende historie var tynd og opbygningen lidt skæv. Der var skarp persontegning, en selvironisk jegfortæller og fart over feltet, og hvis det var det, den ville, så gjorde den det rigtig godt.