Kerstin Ekman: Händelser vid vatten (1993)
Jeg troede, det her var en krimi, men det synes jeg nu kun man kan sige om de første og de sidste 100 sider. Resten var skummel, nordsvensk landsbyuhygge i og omkring Svartvattnet, der også dannede ramme om den dårlige stemning i hendes fabelagtige trilogi Vargskinnet. Den her er skrevet inden trilogien, men rummer bipersoner, der bliver foldet mere ud i Vargskinnet. Ret sjovt.
Og igen blev jeg fuldstændig revet med. Ekman er bare en rigtig god forfatter, og følelsen af den lille by, der dækker over sine egne, er udpenslet klaustrofobisk. Og hun kaster om sig med løse ender, som hun samler op på, nærmest umærkeligt elegant. Alt i alt en stor fornøjelse at læse.
Og det er jeg ikke ene om at mene. Romanen vandt Nordisk Råds litteraturpris i 1994, og den udgave, jeg faldt over og købte i Stockholm for nogle uger siden, er en En bok för alla-udgivelse, der gør, at den kun kostede 30 svenske træpenge. Og os, der jubler over de nye, billige pocketbøger til 70 kr …
9. januar 2009 kl. 14:26
Jeg kalder det en krimi, men først og fremmest er bogen vel bare fantastisk litteratur, ligesom hendes vidunderlige trilogi. Jeg har læst den i hvert fald to gange (også på svensk, både fordi det er billigt, og jeg godt kan lide at læse skandinaviske & engelske krimier på originalsproget).
Hilsener fra en sand krimifreak.
12. januar 2009 kl. 18:06
Ja! Trilogien er også fantastisk. Som du måske har set, er jeg i øjeblikket i gang med Jan Guillous Hamilton-romaner. Jeg ved ikke, om du definerer dem som krimier, men det gør jeg, og jeg synes, de er gode. På svensk, naturligvis
18. juli 2011 kl. 09:01
[...] mindede mig en hel del om Kerstin Ekmans Händelser vid vatten, som også er en meget lidt action-agtig krimi – faktisk nærmere en roman-med-et-mord-i. [...]