Horst Prillinger et al: Messages from the Lost Continent (2006)
Denne roman er i sin form noget så viktoriansk som en brevroman, en epistolary novel, som minder mig om Wilkie Collins’ The Woman in White, som jeg med stor fornøjelse nulrede et helt halvt år engang. Men den er også noget så moderne som en fiktiv blog-føljeton, et litterært eksperiment og et webbaseret rollespil i real time. Og så er den en vaskeægte spionroman i en fantasy-setting.
De mails, der udgør romanen, er kun redigeret sparsomt efterfølgende, og fremstår derfor med stavefejl, inkonsekvente stednavne og løse ender. Og så er de skrevet af amatører, der ikke skriver med udgivelse for øje, der tager pis på hinanden eller har travlt med deres “first life”. Bogen har altså alle forudsætninger for at være noget juks, hvis det ikke var for dens velskrevenhed, entusiasme – og måske netop den flabethed, at de skider på, om det er noget juks, om alting lige er stavet ens hver gang, og om der overhovedet er nogle læsere, der gider sidde og holde rede i de løse ender (hvad var det med den afbrændte ged, for eksempel?). Det er historien, spændingen og eksperimentet selv, der driver forfatterne, og jeg følte mig drevet af historien, spændingen og den uforudsigelighed, som hele rammen lægger ned over historien.
Jeg kan godt lide, i bøger i det hele taget, når man ikke kender reglerne for universet. Det er vel det, man kalder fantasy, men kriminalromaner eller bøger sat i et for mig fremmed miljø kan også gøre det. Jeg ved som læser ikke, hvor grænserne går for, hvad der kan ske og hvilken drejning historien kan tage. Her havde jeg den metaviden (er det et ord?), at aktørerne faktisk heller ikke præcist vidste, hvad de andre kunne finde på at kaste i hovedet på dem. Og det fungerede rigtig godt.
Spontaniteten, stavefejlene og de løse ender gav mig også en følelse af umiddelbarhed og autencitet, der på et eller andet plan gjorde den sindssyge mailudveksling meget troværdig. En anden stor styrke ved bogen var, at man i den grad blev dumpet ned in medias res i et univers, som man aldrig nogensinde fik forklaret. Der var en smule forklaring af selve missionen til sidst, men aldrig den mindste indføring i verdenen eller mekanismerne. Og det fungerede bare helt utrolig godt, måske fordi figurerne “spillede” deres roller så godt og nonchalant. Jeg ville gerne læse flere bøger skrevet på den her måde. Der skete noget nyt her.
En af bogens “skribenter” er Mig Living, hvis blog jeg nyder at læse.