Neil Gaiman: American Gods (2001)
Jeg fandt romanen i den amerikanske boghandels fantasy-afdeling, hvor den stod sammen med de andre paperbacks med farvestrålende omslag og kostede det halve af de rigtige, 2 cm højere bøger ovre i skønlitteratur-afdelingen. Så kunne man ligesom justere sine forventninger med det samme.
Det er nok bare mig, der har en bøf med hele genre-begrebet, men jeg kan ikke se, at Gaiman adskiller sig fra andre, på parnasset hyldede, forfattere som fx. Salman Rushdie og Haruki Murakami. Altså lige bortset fra, at deres bøger bliver kaldt magisk realisme og postmodernisme, og er 2 cm højere og 5 dollars dyrere end Gaimans, der får det populærlitterære, af-ungdomsværelser-lugtende stempel “fantasy”. Til gengæld kan jeg ikke se den store lighed mellem American Gods og fantasy-dronningen Trudi Canavans bøger, som bugner af troldmænd og hekse og fantasiuniverser og sære dyr.
Nå, men jeg læste altså American Gods som en postmodernistisk, magisk realistisk fremragende, spændende og på samme tid humorisktisk og dyster fortælling om en mand, der kommer ud af fængslet og konfronteres med en anden virkelighed end den, han havde glædet sig til bag tremmerne. Den skrevet af en tydeligt belæst forfatter, der med sikker hånd blander én del Messias-myte med guderne (sic) må vide hvor mange dele andre religiøse myter. Det er også en road movie (road novel?), en dannelsesroman og en ode til Amerika. Og så er den velskrevet. Sproget er godt og distinkt fra person til person. Fortællingen flyder og er spændende, underholdende og interessant. Og smukt og elegant får Gaiman samlet op og bundet knude på romanens temmelig mange sideplot og løse ender, helt uden at det bliver langtrukkende eller opremsende, som 70 siders afslutning ellers nemt kan blive det.
Alt i alt: Tankevækkende højkvalitetslitteratur, som folk lige kan vove på at kimse af. Sgu.
Tags: genre-kvababbelser
9. oktober 2008 kl. 23:20
[...] med den helt særegne logik. En af de bøger, jeg afbrød den her for at læse, var Neil Gaimans American Gods, og det var en sjov oplevelse at vende tilbage til den højtagtede, intellektuelle Murakami og se [...]
28. oktober 2008 kl. 23:43
Fandt din blog via andre steder osv – er her nu og læste netop dine tanker om American Gods. Har desværre ikke læst det hele selv af den, men jeg vil lige spørge om du har læst noget andet af Gaiman. Jeg stiftede første gang bekendtskab med hans værker i 90erne da jeg var Stor comics-fan – jeg elskede hans ‘The Sandman’ serie på 75 tegneserier. Nu senest har jeg læst hans novelle-samlling “Fragile Things” med stor glæde.
29. oktober 2008 kl. 00:18
Det hele af den? Gik du i stå, eller er du bare stadig i gang? Nej, jeg har desværre ikke læst andet af ham, men jeg ved godt, at jeg har noget til gode. Og så er det altid interessant, når kunstnere breder sig over flere genrer.
30. december 2008 kl. 18:29
[...] morsom i al sin selvironiske misantropi. Når jeg får en kæleelg, vil jeg også kalde den Bongo.) American Gods af Neil Gaiman (Tanken om, at de guder, ingen tror på længere, henslæber et ynkeligt rakkerliv, [...]
11. august 2009 kl. 16:22
[...] read by Neil Gaiman, and I liked this immensely, too, although it was quite similar to the other, Americans Gods. And at times a bit rushed (how exactly did the Beast of London enter into the equation?). Only [...]