bibliomani

Uha. Det var da godt nok en interessant og inspirerende selvbiografi. Den perfekte 30 års fødselsdagsgave. Andet bind er indkøbt.

Det, jeg normalt ikke kan lide ved selvbiografier, er den grundliggende præmis om, at det er muligt at huske (og fremstille) sit liv som en kronologisk, velordnet fortælling. “Jeg blev født Derogder i år dittendatten, og jeg husker tydeligt, da blablabla.” Det er simpelthen for mærkeligt, for kunstigt, for glossy. Det er for alvor gået op for mig ved at læse denne selvbiografi, som fuldstændig skrotter dén præmis. Lessing lægger i stedet ud med at sige: “Ja, selvfølgelig aner jeg ikke, hvad jeg kan huske, og hvad jeg har konstrueret, fordi jeg har fået det fortalt så mange gange, men nu er alle mulige klaphatte i gang med at skrive biografier om mig, så jeg må jo hellere skrive min selvbiografi.” Bogen er propfyldt med afstikkere frem og tilbage i tid og med metakommentarer om det at huske og rekonstruere, af efterrationaliseringer og undren. Det er i lige så høj grad en bog om fænomenet erindring som om Lessings opvækst og ungdom i Rhodesia, med et godt skud kolonihistorie. Fantastisk.

Dette indlæg blev skrevet 19. november 2007 kl. 22:24 og er gemt i po-mo, women. Følg kommentarerne til indlægget med RSS 2.0 feed. Du kan kommentere, eller trackbacke fra din egen side.