Nogle gange er de bedste bøger dem, jeg har sværest ved at skrive om. Og den her var fuldstændig vanvittig og ikke mindst helt fantastisk. Hvis der er noget, der hedder post-postmodernistisk, så er det det, den er. Den mindede mig om Jan Kjærstads episke, norske postmodernistiske Wergeland-trilogi eller om Paul Auster, men bare med turbo og selvironi og fuldstændig blottet for den selvhøjtidelighed, man nok godt kan beskylde de to for. Og oven i at han ikke skrev “Se mig, jeg er nyskabende!” mellem linjerne, så føltes det faktisk temmelig nyskabende med en bog, der både er på engelsk og på norsk, og med en masse snapshots midt i teksten. Og så tager handlingen selvfølgelig tykt pis på hele 90′er-ironien og 00′er-økobølgen. En skøn, skarp, udfordrende, intelligent og morsom bog.

Meget læsværdig, også for folk, der ikke læser uhyggelige bøger.

Udover at jeg jo er professionel sprognazi, så irriterer det sproglige mig så grænseløst, fordi det her faktisk er en god bog, der slet ikke har brug for finurlig sprogjonglering for at glide ned. Bille falder nemlig ikke, som jeg ellers frygtede, i fan-fælden, og heller ikke i venne-fælden. Han har faktisk skrevet en rigtig interessant bog om Sebastian i en skiftende samtid.

For en nørd som mig var det vildt interessant at høre bag scenen-detajler om indspilningen af de forskellige plader og om de oprindelige visioner om dem. Og at læse om Sebastians reaktioner på de færdige resultater og reflektioner over hans nuværende position i det danske musiklandskab. Bille får faktisk tegnet et godt portræt af en følsom kunstner, og jeg blev klogere på det, jeg har spurgt mig selv om i mange år: Hvorfor Sebastian holdt op med at lave skarp musik og gik over til den, i mine øjne, langt mindre interessante musicalgenre. Svaret er selvfølgelig kompliceret, og bliver også skildret som sådan, så jeg vil ikke forsøge at udlægge det her.

Ja, vel er bogen en helteskildring, men slet ikke uden bid og uenige modparter. Og den er også et portræt af en tid, en branche og måske endda et publikum. Bestemt læsværdig, også for folk, der ikke er besat af Knud C.

Skynd dig over på marensblog.dk og se nogle af striberne. De kan i øvrigt også snart ses i Politiken, hvor den charmerende tændstikdame bliver fast inventar.