bibliomani

Denne bog er endnu en i rækken af bøger og ekspeditioner, der prøver at finde ud af, hvad der egentlig skete dengang i 1907, da Jørgen Brønlund, Ludvig Mylius-Erichsen og Peter Høegh Hagen døde i Grønland under Danmark-ekspeditionen. Brønlund efterlod sig et kryptisk dødsbrev, de to andres lig blev aldrig fundet – eller også gjorde de – og hændelsen var i det hele taget omgivet med tilpas meget mystik til, at der kan filosoferes indgående om emnet, hvad der da også er blevet gjort. Denne bog rummer både Brønlunds dagbog i oversættelse og resultater fra nylige ekspeditioner deroppe, og selv om den ikke er særlig overskueligt opbygget, er den spændende læsning.

Jeg har en mangeårig fascination af polarekspeditionsbøger, og jeg ved ikke helt hvorfor. Det er noget med beskrivelsen af det smukke og samtidigt nåedsløse landskab, hvor mennesket er overladt til sig selv og sin udrustning. Og ligesom det sjoveste ved Tour de France er de store styrt (er det ikke?), er der nok også en lille del af mig, der sidder og venter på femdagessnestormen, hvor fortælleren til sidst må sætte tænderne i sin makker, mens han knækker sine egne, frostsorte tæer af.

Men det sker aldrig i 4 mand og solen, og at det er en atypisk polarberetning bliver slået fast lige fra starten. Den er nemlig holdt i en både humoristisk og filosofisk tone, og invaliderende vabler og problemer med udrustning er henvist til appendixets noter. Til gengæld flyder den over af smukke beretninger og humoristiske betragtninger fra en i det store hele uproblematisk færd henover indlandsisen.