bibliomani

I may be a little bit in love with Erlend Loe. Definitely with his writing. Volvo Lastvagnar (meaning Volvo trucks – in Swedish, not Norwegian) is the sequel to Doppler, which I very much enjoyed reading.

But while Volvo Lastvagnar may be a bit less touching than Doppler was, it is even more wacky and over-the-top-meta. I’m actually not sure whether to call this a novel or notes on writing a novel – plus a few pages of film scrips and reminiscing about a sprained ankle. And stuff. And an old, dancing woman, high on pot. And a bird-watching scout with strange eating habits. And of course, Bongo the moose.

Yet another novel about dysfunctional families and parent-child-relationships gone terribly wrong. The Wasp Factory is another recent example, but the novel My Sister, my Love reminded me the most of was the grim and haunting We Need to Talk About Kevin by Lionel Shriver.

This is the first novel by Oates I’ve read, allthough she’s been recommended to me several times (thanks, Ellen). And my only regret now is that I didn’t read her long ago.

My Sister, my Love is postmodernist in a modernist way. Is that possible? Post-postmodernism? Anyway, very ironic and meta, but within the frame of the narrative, and aptly written. And the story itself is gripping. It mimics the murder of Jon Benét-Ramsey, the American six year old beauty queen whose murder has never been solved, and tells a sad tale of suburbian bliss,  where the children swap “meds” and beauty spells happiness. Highly recommendable.

An interesting novel about … love and translation, I guess. So that’s right up my alley.

This is a debut novel, but clearly written by a writer who knows his po-mo literature. The main story reminded me – probably intentionally – of Amos Oz’ A Tale of Love and Darkness in being an old jewish writer telling the story of his life. That is punctured by some very elaborate translator’s notes. And the scoop is of course that the novel isn’t a translation.

So an unreliable narrator telling the story about his progrom-ridden childhood and adulthood in New York, which turned out not to have streets paved with gold. And a translator trying to make sense of that story along with his own love life and the whole concept of translating. And it works really well, maybe even for non-translators.

Jeg læste den første del af bogen ét rap og med en klump i halsen, og den var en ren genistreg. I novellen, som Lessing kalder den, beskriver hun sine forældres liv, som hun forestiller sig, det ville have formet sig, hvis første verdenskrig aldrig var sket. Det er en gribende historie, både fordi Lessing skriver så godt, som hun gør, men også fordi man læser den med bevidstheden om, at krigen jo faktisk fandt sted, og at den invaliderede begge hendes forældre, fysisk såvel som psykisk. Og det har selvfølgelig også påvirket Lessing selv i hendes barndom og opvækst.

Efter novellen følger en række … erindringsglimt? Og her stod jeg af. Jeg ved simpelthen ikke, hvad formålet var med de små beskrivelser af ting, steder og forhold i hendes barndom. Måske er det, fordi jeg har læst Lessings glimrende selvbiografi, og det her i en vis grad var en gentagelse. Men det virkede mest som løsrevet fyld på mig.

Det her er ubetinget et fabelagtigt stykke historieskrivning, og det er anmelderne (altså de rigtige) jo også rørende enige med mig (sagde hunden)  i. Andet bind af sagaen fortsatte over stok og sten, lige så medrivende og krimiagtigt som det første.

Materialet er selvfølgelig rasende godt – vaskeægte, danske terrorister, der oven i købet lykkedes med deres lækkert planlagte kriminalitet, og kun blev fældet ved en tilfældighed. Der er masser af “hvis nu”‘er i historien, som en fiktionsforfatter ikke kunne have konstrueret bedre. (mere…)

Det her er efterfølgeren til The Big Over Easy, som jeg i sin tid dømte uoversættelig og i det hele taget svær at læse for en ikke-brite. Men nu fandt jeg altså The Fourth Bear for en slik i en tilbudsbunke, og så kunne jeg alligevel ikke dy mig. Den er lige så langt ude som forgængeren på en dødbringende blanding af syre og engelske børnerim, og hvis man ikke er vokset op med sidstnævnte, misser man retti-rettimange pointer. Hvis man nu tilfældigvis er professionel sprognørd og formidler af britisk kultur, kan man selvfølgelig se det som en researchopgave, men det er ikke rigtig formålet med den.

However; The Fourth Bear var faktisk lettere at følge med i end forgængeren, måske fordi jeg fra starten var indstillet på, at jeg skulle slå lidt op undervejs. Og udover at være bindegal og helt utrolig morsom,  så hænger den fantastisk nok også sammen som kriminalroman. Det er simpelthen spændende, hvem der slog Guldlok ihjel, og ikke mindst hvordan det kunne være, at grøden i de tre skåle havde forskellig temperatur, selv om den var hældt op samtidigt.

Og en lækker detalje: Som alle Jasper Ffordes bøger har denne også ekstramateriale – ligesom enhver dvd med respekt for sig selv har. Men går ind på nurserycrime.co.uk, indtaster det password, som man kender, hvis man har læst bogen, og kan derefter læse en “wordumentary – the making of” samt et par “fraklippede” kapitler. Det er selvfølgelig en sjov gimmick, men for en nørd som mig er det også sindssygt interessant. Men jeg er jo også en af de to i landet, der faktisk ser ekstramaterialet på dvd’erne.

Det her var en af de mere sære bøger. Fabelagtigt sær. Jeg har efterhånden læst nogle stykker af Murakami, og den her kom tættest på The Wind-Up Bird Chronicle, som også var virkelig sær. Men den her virkede længere, måske fordi jeg afbrød den flere gange for at læse andre bøger (hvad jeg ellers meget sjældent gør). Eller måske afbrød jeg den, fordi den var lidt lang i det … Uanset hvad, havde den en meget distinkt tone; rolig og sær og alt-kan-ske-uden-at-det-virker-specielt-påfaldende. (mere…)

Jeg fandt romanen i den amerikanske boghandels fantasy-afdeling, hvor den stod sammen med de andre paperbacks med farvestrålende omslag og kostede det halve af de rigtige, 2 cm højere bøger ovre i skønlitteratur-afdelingen. Så kunne man ligesom justere sine forventninger med det samme. (mere…)

Det er længe siden, jeg har læst en bog, der gjorde mig i så dårligt humør. Det var faktisk nok We need to talk about Kevin, som bestemt ikke var en fest. På den gode måde.  Den her blanding af populærvidenskab, familietragedie og traneallegorier kunne ikke have været gjort bedre.

Så blev jeg endelig færdig med Murakamis novellesamling, som jeg har læst i småbidder i over en måned. Og det er længe for mig. Og … den var da meget god. Der var flere fine, velkomponerede noveller, og nogle, der måske var lidt mere kluntede eller som ikke sagde mig så meget. Men noveller er altså bare ikke lige mig. De er så … korte.

Surfacing er en moderne klassiker, og den har stået på min liste over Bøger Jeg Skal Læse siden 2. semester. Og det er altså ved at være længe siden.

Og jeg kan godt se, hvad det er, der gør den klassisk. Der er noget med kvinderolle (jeg tænkte The Edible Woman, Atwoods debutroman), noget med galskab og at grænsen mellem mennesker og dyr bliver udvisket (Doris Lessing: The Summer before the Dark), noget med at grænsen mellem mennesker og natur bliver udvisket (Thea Astley: Vanishing Points) og så var der et hint klassisk gyser med fire mennesker på en lille ø, hvor spændingerne vokser. Men jeg tænkte netop hele tiden på andre romaner. Jeg fik ikke rigtig noget, jeg ikke havde set før i andre romaner. Indrømmet, mange af dem er senere end Surfacing og helt sikkert kraftigt inspireret af den, men det gør jo ikke noget for min læseoplevelse. Og de andre af Atwoods romaner, jeg har læst, har været interessante og læsværdige langt udover den litteraturhistoriske interesse. Det var den her ikke helt.

Men stilistisk var den en nydelig postmodernistisk eksersits, som fx her, hvor hun tænker tilbage på sin barndoms kanoture:

They were going backwards, the howling was the village dogs. If the canoe had tipped over we would have been killed, but they were calm, they didn’t act like danger (…) (p. 11)

(Såvidt jeg ved, er det et klassisk træk for skitzofrene, at de til tider omtaler sig selv i tredje person.)

Og til sidst, hvor galskaben tager så godt fat, at tegnsætningen nogle gange ryger. Det er sgu godt tænkt.

… at få en stak bøger med posten fra Amazon. Det var en god fødselsdagsgave.

Jeg ledte på Booker-prisens hjemmeside efter, hvad deres kriterier egentlig er, men jeg kunne simpelthen ikke finde noget mere præcist end deres tag line “fiction at its finest”. Tja. Jeg må i hvert fald konstatere, at vinderne plejer at falde lige midt ned i min smag (med The English Patient som en skuffende undtagelse. Men den var der jo så nogle andre, der kunne lide). Og jeps, The Gathering var virkelig, virkelig god. Formmæssigt, sprogligt, tematisk, længdemæssigt, hele svineriet.

Hun er inde og rode ved de gode gamle tematikker om hukommelse/erindring og om galskab, som mindede mig om Carol Shields, Margaret Atwood og Doris Lessing, og det er altså en ret okay liga at være med i i min bog. Og så har hun virkelig mange, gode, knivskarpe observationer som for eksempel: (mere…)

Uha. Det var da godt nok en interessant og inspirerende selvbiografi. Den perfekte 30 års fødselsdagsgave. Andet bind er indkøbt.

Det, jeg normalt ikke kan lide ved selvbiografier, er den grundliggende præmis om, at det er muligt at huske (og fremstille) sit liv som en kronologisk, velordnet fortælling. “Jeg blev født Derogder i år dittendatten, og jeg husker tydeligt, da blablabla.” Det er simpelthen for mærkeligt, for kunstigt, for glossy. Det er for alvor gået op for mig ved at læse denne selvbiografi, som fuldstændig skrotter dén præmis. Lessing lægger i stedet ud med at sige: “Ja, selvfølgelig aner jeg ikke, hvad jeg kan huske, og hvad jeg har konstrueret, fordi jeg har fået det fortalt så mange gange, men nu er alle mulige klaphatte i gang med at skrive biografier om mig, så jeg må jo hellere skrive min selvbiografi.” Bogen er propfyldt med afstikkere frem og tilbage i tid og med metakommentarer om det at huske og rekonstruere, af efterrationaliseringer og undren. Det er i lige så høj grad en bog om fænomenet erindring som om Lessings opvækst og ungdom i Rhodesia, med et godt skud kolonihistorie. Fantastisk.

En feministisk roman? Nej, ikke i den traditionelle forstand. Hovedpersonen er for eksempel en mand. Men måske i den forstand, at den handler om normalitet og vores måde at definere normaliteten. Og ikke mindst vores tendes til at definere normaliteten. Og det er jo et klassisk tema inden for den feministiske litteratur. Mænd er normaliteten, kvinder er hysteriske, mandhaftige, irrationelle når de forsøger at analysere, argumentere, ændre og pirke i status quo.

I denne roman er det en mand, der befinder sig i den situation, at fordi han opfører sig anderledes, bliver han diagnosticeret som syg. Han lider af hukommelsestab, og hvad er hans garanti for, at den (for)historie, man siger er hans, er mere sand end det, han selv kan huske eller fornemme om sin fortid?

Det hele er nemlig (bare) historier, og én er ikke mere værd eller sand end en anden. (mere…)

Denne roman er i sin form noget så viktoriansk som en brevroman, en epistolary novel, som minder mig om Wilkie Collins’ The Woman in White, som jeg med stor fornøjelse nulrede et helt halvt år engang. Men den er også noget så moderne som en fiktiv blog-føljeton, et litterært eksperiment og et webbaseret rollespil i real time. Og så er den en vaskeægte spionroman i en fantasy-setting.

De mails, der udgør romanen, er kun redigeret sparsomt efterfølgende, og fremstår derfor med stavefejl, inkonsekvente stednavne og løse ender. Og så er de skrevet af amatører, der ikke skriver med udgivelse for øje, der tager pis på hinanden eller har travlt med deres “first life”. Bogen har altså alle forudsætninger for at være noget juks, hvis det ikke var for dens velskrevenhed, entusiasme – og måske netop den flabethed, at de skider på, om det er noget juks, om alting lige er stavet ens hver gang, og om der overhovedet er nogle læsere, der gider sidde og holde rede i de løse ender (hvad var det med den afbrændte ged, for eksempel?). Det er historien, spændingen og eksperimentet selv, der driver forfatterne, og jeg følte mig drevet af historien, spændingen og den uforudsigelighed, som hele rammen lægger ned over historien. (mere…)

Hvad var det? Det var i hvert fald en god bog, og der var også en masse får og en hel masse hints til Dostojevskij. Så langt er jeg med. Langt ude. På en rigtig fed måde.

En flot, enkel og meget sådan klinisk beskrivende fortælling om … nogle hændelser i en nat. Dejlig impotent og på to skridts afstand, og ikke særlig lang. Meget elegant.

Ja, så er jeg i gang med min Dostojevskij-marathon. Jeg har købt hans samlede værker efter at have nydt De Ydmygede og de Sårede (alene titlen!), og Dobbeltgængeren blev altså min første bid af de billige paperbacks.

Og sikken start. Den var væsentlig mere uhyggelig og grum på en psykologisk måde, end jeg havde troet. Jeg fik puttet hovedpersonens grænseløse usikkerhed og skitzofreni så langt ind bag øjnene, at det næsten var for meget. Stram, effektiv opbygning og ingen lykkelige slutninger der. Orwellsk.

Oh! Nobel Prize-material all right. Stemningmættet og sprogligt så fint nørklet, at den tog mig en evighed at læse. Men på den gode måde. Lidt ligesom at snacke oliven og drikke rødvin. Og oven i middelalderstemningen blandt miniature-tegnere i Istanbul er der fuld smæk på postmodernismen med skiftende fortællere for hvert kapitel og en mordgåde med en morder, der selv lægger falske spor ud for læseren, mens han selv kommenterer på det. Herligt.