Margaret Atwood er en fremragende forfatter. Hun skriver medrivende og følsomt, og trykker på nogle knapper, som i hvert fald virker for mig.
Sprogligt set er The Robber Bride en fornøjelse. Romanen følger tre midaldrende, temmelig forskellige, kvinder, og er skrevet i hvert deres, helt distinkte sprog, afhængigt af, hvem af dem romanen følger. Det er godt håndværk, det er sprogligt følsomt, og det holder læseren på tæerne. Her er det den intelligente, skarptsynede forsker Tonys øjne, vi ser virkeligheden ud fra: “Above Tony looms a prehensile arrangement of purplish dried flowers and strage pods, daring the aesthetically uninitiated to call it ugly.” (s. 484)
The Robber Bride udkom første gang i 1993, altså efter The Handmaid’s Tale (1985) og Cat’s Eye (1988), men før Alias Grace (1996) og The Blind Assassin (2000). Alle fire romaner er fremragende, og tonen i TRB minder meget om både Cat’s Eye og The Blind Assassin. Men desværre er plottet her slet ikke på højde med dem. Romanen rummer massevis af små historier og sideplot, men den store, overordnede historie mangler simpelthen en retning, en pointe, en berettigelse. Det er, som om Atwood har samlet en novellesamling til en roman, men aldrig rigtig har fundet ud af, hvad formålet egentlig var med at gøre det. I stedet kom samlingerne til at knage lidt mekanisk, og det er især trist, når hun både før og siden beviste, at hun også godt kan det med plots.
Og så var der en ting, der irriterede mig grænseløst, og som jeg ikke kan huske, jeg har set før i et sådant omfang: Manglende punktummer! Der manglede simpelthen et punktum i ny og næ, og ikke specielt sjældent. Meget mærkeligt, især fra et kæmpe forlag som Virago og i 17. oplag. Hrmpf.