bibliomani

Oooh, I thoroughly enjoyed Bechdels classic cartoon, spanning 25 years and a multitude of lesbian lives and political rants.

Hold da kæft, hvor jeg grinede! Af lige dele forargelse og sproglig imponade. Det her er én lang, rablende sviner af alle, der er involveret i det cirkus, hvor lesbiske går hen for at få børn. Storkklinikken, de lesbiske selv, amerikanske hjemmesider med regnbuebabytøj, sæddonorer og Cryos’ hjemmeside. De bliver udstillet, hånet og spiddet, knivskarpt, intelligent og med et mål af sproglig ekvilibrisme, jeg ikke mindes at have set magen til. Og Glaffey slipper af sted med det, fordi det er så aggressivt og hadsk og overgjort, at hun selv kommer til at fremstå som mindst lige så langt ude som dem, hun kritiserer – som hun jo selv er en af. Det er elegant, sprudlende, tankevækkende og på det sproglige plan helt utrolig sjovt.

Nej. For 117. gang: Vi vil ikke med ud på KUA for at gro mos på vores æggestokke og drømme om at blive genfødt som russisk riffel i Colombias regnskov. Så luk arret, Sørøver Sally, og pas på, vi ikke kommer og piller din mor, mor og kæledyrskonstruktion fra hinanden og skyller din placebofamilie ud i toilettet. Kære Gud og skaber, kan man eventuelt få bemyndigelse til at dømme levende og døde for en kort bemærkning, så frøene af ugræs kan blive føget tilbage på klippegrunden, hvor de kommer fra, og vi andre kan få lov til at lege med blomsterne og bierne på den rigtige side af hegnet for os selv. Vi er nogle, hvis arvingers skattebilletter på sigt kommer til at finansiere deres gammeljomfrunalske aftenskolekurser og midtvejskritiske terapiforløb, så hit med børnepengene, og fri os fra Sex and the city på urtete.

Altså, “midtvejskritiske”? Hvordan kan sådan noget få anmelderne til at blive andet end begejstrede? Det går over min forstand.

I stumbled on an enthusiastic review of this memoir in … some magazine in New York, maybe Bust or Bitch. And I need to remember to buy books on a whim, because this was such a good, interesting and educational read. Nick Krieger tells about his journey from woman to … transgender, I guess is the term he’d prefer. But really, it’s about a person who pursues happiness, and that’s what makes this memoir both heartwarming and touching. I recommend this book to anyone interested in gender and the boxes we try to fit each other into.

I was duly warned about this being brainless chick-lit, and it is. There’s also quite a bit of fashion-related namedropping in it of which I couldn’t care less. And the basic plot about witches in Manhattan’s high society is, to say the least, silly. But that aside, the novel is actually written in a good language, the story flows nicely along and the novel doesn’t try to be anything other than a nice beach read. So far, so good, although it’s not my preferred type of novel.

What I don’t get at all is the way the protagonist Jane Doyle acts. She’s all girly and dainty and bea-uuutiful and European. She lets her mother-in-law boss her around to an incredible extent and her fiance walk all over her, and her only response is to buy new underwear and faint when shocked. But she also saves said fiance’s backside, fights her way out of an attempted rape and escapes into the sequal (not a very elegant transition, I might add – Pierce might as well just have ended the novel with a big sign saying: NOW BUY THE NEXT VOLUME!).

Jane is definitely acting, strongly and independently – but only when hard pressed. Is this the new feminine ideal, I wonder? A woman who can hold her own and defend herself, but who only does so as a last resort?

I really enjoyed this novel about women, madness, identity and teenage bullying with a nice side plot of subversive stiching! Highly recommendable. This is the first novel by Hustvedt I’ve read, but to some degree it read like a fictional version of The Shaking Woman, which I should re-read soon. And, I wonder, is the title a nod to The Summer before the Dark by Doris Lessing?

I came across this book in the notes to Delusions of Gender (and bought it – bad strategy for getting through the unread books lurking on the shelves). I often hear parents describe how their offspring as if by magic are attracted to pink-glittery-princessy things in the case of girls, and blue-mechanical-rough-and-tumble things in the case of boys without them encouraging this in any way. And without any hands-on experience at parenting I find it difficult to argue my both intuitively and rationally based disagreement.

Anyway, An Unconventional Family is the autobiography of Sandra Bem about her hands-on experience with an egalitarian, heterosexual relationship and with gender-blind child rearing. The latter is enforced in a very practical way (among others) by drawing breasts and long hair on the, say, policeman in the childrens’ books, moustache on the milkmaid, and generally refraining from using the gender-specific pronouns (“the little piggy went to get his-or-her dinner”). It may sound comical and definitely radical, but it’s extremely interesting to hear this story in retrospect, especially because the book ends with interviews with the children, now in their early 20′es.

The egalitarian relashionship-aspect is much less exotic, but interesting in another way: Much of what Sandra Bem and her husband did was considered outrageous and provoking in the US in the middle of the 60′es and the 70′es. Things like being (truly) equally responsible for cooking dinner, buying groceries, remembering to buy said groceries, cleaning, raising the children and so on. But to a Scandinavian in this day and age this doesn’t seem exotic at first glance, and I kept having to remind myself how unusual this arrangement was in those days. And second glance, though, feminism in Denmark has suffered a gigantic backlash, and I bet quite few families actually verbalise the need – or wish – for the relationship to be truly egalitarian. But that’s a whole different story. Thought provoking book indeed.

I stumbled on the Norwegian artist Vanessa Baird and promptly bought her book of drawings and watercolour paintings. It has no other text than headings for the chapters that the book is divided in to, but the images themselves are poignant. They speak about womanhood, motherhood and the death of parents, strongly, cleverly and beautifully.

Elegantly written novel about growing up in a town in the state of New York in the 50′es and 60′es. About expectations towards women, failing parents, race and (re)constructing your own story. It could have been by Margaret Atwood, and towards the end it echoed The Edible Woman in particular. Classical women’s litterature, if not ground breaking.  Tak for lån, Ellen.

I finally remembered to buy the rest of Dranger’s fabulous graphic novels about women. They would work well as an introduction to feminism. For instance, did you know why Cinderella’s stepsisters were so mean? Because she was so freakin’ beautiful and always rubbed it in her ugly stepsisters’ noses.

Marjane Satrapi er jo forfatteren og tegneren bag Persepolis om hendes opvækst i Iran i 80′erne. Embroideries er i den lidt lettere ende af spektret, og hurtigt læst. Den er, kort fortalt, en skildring af 9 kvinders lattermilde og bramfrie snak om sex, mænd, ægteskab og plastikoperationer (et broderi er åbenbart at få kunstigt genoprettet sin mødom). Den rejser nogle samfundsrelevante spørgsmål, men er også en kærlig skildring af en omgangsform. Bestemt en times læsning værd – og fundet på bogudsalget i Politikens Boghal til en 50′er.

Billedroman om Frøken Mærkværdig, der prøver at få styr på den der Karriere, der jo er så vildt vigtig, mens hun forsøger at undgå mørkemonstret og være tjekket, slank og kreativ. Lige på kornet, og oven i købet godt tegnet.

Nydeligt oversat fra svensk af Nina Hallgren Steinrud og Trine Laier.

Margaret Atwood er en fremragende forfatter. Hun skriver medrivende og følsomt, og trykker på nogle knapper, som i hvert fald virker for mig.

Sprogligt set er The Robber Bride en fornøjelse. Romanen følger tre midaldrende, temmelig forskellige, kvinder, og er skrevet i hvert deres, helt distinkte sprog, afhængigt af, hvem af dem romanen følger. Det er godt håndværk, det er sprogligt følsomt, og det holder læseren på tæerne. Her er det den intelligente, skarptsynede forsker Tonys øjne, vi ser virkeligheden ud fra: “Above Tony looms a prehensile arrangement of purplish dried flowers and strage pods, daring the aesthetically uninitiated to call it ugly.” (s. 484)

The Robber Bride udkom første gang i 1993, altså efter The Handmaid’s Tale (1985) og Cat’s Eye (1988), men før Alias Grace (1996) og The Blind Assassin (2000). Alle fire romaner er fremragende, og tonen i TRB minder meget om både Cat’s Eye og The Blind Assassin. Men desværre er plottet her slet ikke på højde med dem. Romanen rummer massevis af små historier og sideplot, men den store, overordnede historie mangler simpelthen en retning, en pointe, en berettigelse. Det er, som om Atwood har samlet en novellesamling til en roman, men aldrig rigtig har fundet ud af, hvad formålet egentlig var med at gøre det. I stedet kom samlingerne til at knage lidt mekanisk, og det er især trist, når hun både før og siden beviste, at hun også godt kan det med plots.

Og så var der en ting, der irriterede mig grænseløst, og som jeg ikke kan huske, jeg har set før i et sådant omfang: Manglende punktummer! Der manglede simpelthen et punktum i ny og næ, og ikke specielt sjældent. Meget mærkeligt, især fra et kæmpe forlag som Virago og i 17. oplag. Hrmpf.

Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det er for et ærinde, Lessing er ude i her. Allerede i forordet går det galt:

[...] I had been wondering if men were not a younger type [of humans], a junior variation. They lack the solidity of women, who seem to have been endowed with a natural harmony with the ways of the world. I think most people would agree with this, even if a definition would be hard to come by. Men in comparison are unstable, and erratic. Is Nature trying something out?

Det da en meget pudsig tanke, og romanen er ellers en rigtig flot, lækkert skrevet rammefortælling, stort set uden hverken personer eller plot; og det lidt der er, nemlig omhandlende fortælleren, bliver aldrig afsluttet. Men udover, at jeg slet ikke er enig i hendes grundliggende præmis, så forstår jeg simpelthen ikke, hvad formålet er med bogen. Hvad har hun gang i? Grøftegraveri for viderekommende?

Den svenske roman Bitterfittan er noget så udansk som en feministisk chilklitroman. Meget udansk og meget svensk, fordi den handler om en kvinde, der med egne ord er blevet en “bitterfisse” af kampen for at opretholde ligestillingen i parforholdet, da de får børn. Og det udanske heri er naturligvis ordet “opretholde”, der indikerer, at der inden barnets ankomst faktisk herskede ligestilling; en bevidst, oprigtig bestræbelse fra begge parter på at være to om alt, også de sure husholdningspligter, og især også om at se behovet for de sure husholdningspligter. Det er nemlig dér filmen knækker i den typiske danske familie. Kvinder laver husarbejdet, og manden hjælper til. Hjælper til.

Nå. Ikke dermed sagt, at alle danske mænd er mandschauvinister. Blot at der er meget mere fokus på ligestilling i Sverige, og derfor er det muligt at skrive en bog, der kombinerer feminisme og chiklit. (mere…)

På forsiden af min udgave af Lady Oracle (Vintage, 2007, paperback) står der øverst oppe “a mistress of controlled hysteria. TIME”. Den tænkte jeg meget over; hysteri er jo en ting, der interesserer mig, og jeg kunne ikke rigtig få det til at passe med romanens handling. Skulle vi ud i en Elaine Showalter-agtig tanke om spiseforstyrrelser som vor tids massehysteri? Den køber jeg sådan set, men er det noget, der ender i en anmeldelse i The Time? Men, men, der er en forklaring på alt. Google kunne afsløre, at citatet stammer fra denne anmeldelse. Som er af Surfacing. Citatet har altså ingenting at gøre med Lady Oracle. Så forstår jeg det bedre. Og begrebet hysteri kan vel godt bruges om det, der sker for hovedpersonen i Surfacing. Det eneste spørgsmål, der står tilbage, er, hvem i alverden der finder på at klippe noget fra anmeldelsen af én bog, og sætte det på forsiden af en anden? Måske den samme som finder på at skrive de der fuldstændigt vildledende bagsidetekster (som LO i øvrigt også har en af)? Det her er afgjort et af mit livs helt store spørgsmål.

Men bortset fra det, var Lady Oracle helt oppe på siden af The Blind Assassin, Cat’s Eye og Alias Grace. Den er på mange måder en grundbog i spiseforstyrrelseskvindelitteratur, men den formåede det, som Surfacing ikke rigtig gjorde, nemlig at skille sig ud som en selvstændig, nærværende, medrivende roman.

Surfacing er en moderne klassiker, og den har stået på min liste over Bøger Jeg Skal Læse siden 2. semester. Og det er altså ved at være længe siden.

Og jeg kan godt se, hvad det er, der gør den klassisk. Der er noget med kvinderolle (jeg tænkte The Edible Woman, Atwoods debutroman), noget med galskab og at grænsen mellem mennesker og dyr bliver udvisket (Doris Lessing: The Summer before the Dark), noget med at grænsen mellem mennesker og natur bliver udvisket (Thea Astley: Vanishing Points) og så var der et hint klassisk gyser med fire mennesker på en lille ø, hvor spændingerne vokser. Men jeg tænkte netop hele tiden på andre romaner. Jeg fik ikke rigtig noget, jeg ikke havde set før i andre romaner. Indrømmet, mange af dem er senere end Surfacing og helt sikkert kraftigt inspireret af den, men det gør jo ikke noget for min læseoplevelse. Og de andre af Atwoods romaner, jeg har læst, har været interessante og læsværdige langt udover den litteraturhistoriske interesse. Det var den her ikke helt.

Men stilistisk var den en nydelig postmodernistisk eksersits, som fx her, hvor hun tænker tilbage på sin barndoms kanoture:

They were going backwards, the howling was the village dogs. If the canoe had tipped over we would have been killed, but they were calm, they didn’t act like danger (…) (p. 11)

(Såvidt jeg ved, er det et klassisk træk for skitzofrene, at de til tider omtaler sig selv i tredje person.)

Og til sidst, hvor galskaben tager så godt fat, at tegnsætningen nogle gange ryger. Det er sgu godt tænkt.

… at få en stak bøger med posten fra Amazon. Det var en god fødselsdagsgave.

Jeg ledte på Booker-prisens hjemmeside efter, hvad deres kriterier egentlig er, men jeg kunne simpelthen ikke finde noget mere præcist end deres tag line “fiction at its finest”. Tja. Jeg må i hvert fald konstatere, at vinderne plejer at falde lige midt ned i min smag (med The English Patient som en skuffende undtagelse. Men den var der jo så nogle andre, der kunne lide). Og jeps, The Gathering var virkelig, virkelig god. Formmæssigt, sprogligt, tematisk, længdemæssigt, hele svineriet.

Hun er inde og rode ved de gode gamle tematikker om hukommelse/erindring og om galskab, som mindede mig om Carol Shields, Margaret Atwood og Doris Lessing, og det er altså en ret okay liga at være med i i min bog. Og så har hun virkelig mange, gode, knivskarpe observationer som for eksempel: (mere…)

Det var så andet (og sidste) bind af selvbiografien om Doris Lessings 50′ere, der bredte sig lidt, faktisk fra 1949 til 1962. Der var noget flere deciderede erindringer, opremsninger af hændelser og tumulter i kommunistpartiet, og måske blev den en anelse tung to tredjedele henne. Men alt i alt en spændende og yderst inspirerende læseoplevelse.

Uha. Det var da godt nok en interessant og inspirerende selvbiografi. Den perfekte 30 års fødselsdagsgave. Andet bind er indkøbt.

Det, jeg normalt ikke kan lide ved selvbiografier, er den grundliggende præmis om, at det er muligt at huske (og fremstille) sit liv som en kronologisk, velordnet fortælling. “Jeg blev født Derogder i år dittendatten, og jeg husker tydeligt, da blablabla.” Det er simpelthen for mærkeligt, for kunstigt, for glossy. Det er for alvor gået op for mig ved at læse denne selvbiografi, som fuldstændig skrotter dén præmis. Lessing lægger i stedet ud med at sige: “Ja, selvfølgelig aner jeg ikke, hvad jeg kan huske, og hvad jeg har konstrueret, fordi jeg har fået det fortalt så mange gange, men nu er alle mulige klaphatte i gang med at skrive biografier om mig, så jeg må jo hellere skrive min selvbiografi.” Bogen er propfyldt med afstikkere frem og tilbage i tid og med metakommentarer om det at huske og rekonstruere, af efterrationaliseringer og undren. Det er i lige så høj grad en bog om fænomenet erindring som om Lessings opvækst og ungdom i Rhodesia, med et godt skud kolonihistorie. Fantastisk.