I stumbled on the Norwegian artist Vanessa Baird and promptly bought her book of drawings and watercolour paintings. It has no other text than headings for the chapters that the book is divided in to, but the images themselves are poignant. They speak about womanhood, motherhood and the death of parents, strongly, cleverly and beautifully.
Elegantly written novel about growing up in a town in the state of New York in the 50′es and 60′es. About expectations towards women, failing parents, race and (re)constructing your own story. It could have been by Margaret Atwood, and towards the end it echoed The Edible Woman in particular. Classical women’s litterature, if not ground breaking. Tak for lån, Ellen.
I finally remembered to buy the rest of Dranger’s fabulous graphic novels about women. They would work well as an introduction to feminism. For instance, did you know why Cinderella’s stepsisters were so mean? Because she was so freakin’ beautiful and always rubbed it in her ugly stepsisters’ noses.
Marjane Satrapi er jo forfatteren og tegneren bag Persepolis om hendes opvækst i Iran i 80′erne. Embroideries er i den lidt lettere ende af spektret, og hurtigt læst. Den er, kort fortalt, en skildring af 9 kvinders lattermilde og bramfrie snak om sex, mænd, ægteskab og plastikoperationer (et broderi er åbenbart at få kunstigt genoprettet sin mødom). Den rejser nogle samfundsrelevante spørgsmål, men er også en kærlig skildring af en omgangsform. Bestemt en times læsning værd – og fundet på bogudsalget i Politikens Boghal til en 50′er.
Billedroman om Frøken Mærkværdig, der prøver at få styr på den der Karriere, der jo er så vildt vigtig, mens hun forsøger at undgå mørkemonstret og være tjekket, slank og kreativ. Lige på kornet, og oven i købet godt tegnet.
Nydeligt oversat fra svensk af Nina Hallgren Steinrud og Trine Laier.
Margaret Atwood er en fremragende forfatter. Hun skriver medrivende og følsomt, og trykker på nogle knapper, som i hvert fald virker for mig.
Sprogligt set er The Robber Bride en fornøjelse. Romanen følger tre midaldrende, temmelig forskellige, kvinder, og er skrevet i hvert deres, helt distinkte sprog, afhængigt af, hvem af dem romanen følger. Det er godt håndværk, det er sprogligt følsomt, og det holder læseren på tæerne. Her er det den intelligente, skarptsynede forsker Tonys øjne, vi ser virkeligheden ud fra: “Above Tony looms a prehensile arrangement of purplish dried flowers and strage pods, daring the aesthetically uninitiated to call it ugly.” (s. 484)
The Robber Bride udkom første gang i 1993, altså efter The Handmaid’s Tale (1985) og Cat’s Eye (1988), men før Alias Grace (1996) og The Blind Assassin (2000). Alle fire romaner er fremragende, og tonen i TRB minder meget om både Cat’s Eye og The Blind Assassin. Men desværre er plottet her slet ikke på højde med dem. Romanen rummer massevis af små historier og sideplot, men den store, overordnede historie mangler simpelthen en retning, en pointe, en berettigelse. Det er, som om Atwood har samlet en novellesamling til en roman, men aldrig rigtig har fundet ud af, hvad formålet egentlig var med at gøre det. I stedet kom samlingerne til at knage lidt mekanisk, og det er især trist, når hun både før og siden beviste, at hun også godt kan det med plots.
Og så var der en ting, der irriterede mig grænseløst, og som jeg ikke kan huske, jeg har set før i et sådant omfang: Manglende punktummer! Der manglede simpelthen et punktum i ny og næ, og ikke specielt sjældent. Meget mærkeligt, især fra et kæmpe forlag som Virago og i 17. oplag. Hrmpf.
Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det er for et ærinde, Lessing er ude i her. Allerede i forordet går det galt:
[...] I had been wondering if men were not a younger type [of humans], a junior variation. They lack the solidity of women, who seem to have been endowed with a natural harmony with the ways of the world. I think most people would agree with this, even if a definition would be hard to come by. Men in comparison are unstable, and erratic. Is Nature trying something out?
Det da en meget pudsig tanke, og romanen er ellers en rigtig flot, lækkert skrevet rammefortælling, stort set uden hverken personer eller plot; og det lidt der er, nemlig omhandlende fortælleren, bliver aldrig afsluttet. Men udover, at jeg slet ikke er enig i hendes grundliggende præmis, så forstår jeg simpelthen ikke, hvad formålet er med bogen. Hvad har hun gang i? Grøftegraveri for viderekommende?
Den svenske roman Bitterfittan er noget så udansk som en feministisk chilklitroman. Meget udansk og meget svensk, fordi den handler om en kvinde, der med egne ord er blevet en “bitterfisse” af kampen for at opretholde ligestillingen i parforholdet, da de får børn. Og det udanske heri er naturligvis ordet “opretholde”, der indikerer, at der inden barnets ankomst faktisk herskede ligestilling; en bevidst, oprigtig bestræbelse fra begge parter på at være to om alt, også de sure husholdningspligter, og især også om at se behovet for de sure husholdningspligter. Det er nemlig dér filmen knækker i den typiske danske familie. Kvinder laver husarbejdet, og manden hjælper til. Hjælper til.
Nå. Ikke dermed sagt, at alle danske mænd er mandschauvinister. Blot at der er meget mere fokus på ligestilling i Sverige, og derfor er det muligt at skrive en bog, der kombinerer feminisme og chiklit. (mere…)
På forsiden af min udgave af Lady Oracle (Vintage, 2007, paperback) står der øverst oppe “a mistress of controlled hysteria. TIME”. Den tænkte jeg meget over; hysteri er jo en ting, der interesserer mig, og jeg kunne ikke rigtig få det til at passe med romanens handling. Skulle vi ud i en Elaine Showalter-agtig tanke om spiseforstyrrelser som vor tids massehysteri? Den køber jeg sådan set, men er det noget, der ender i en anmeldelse i The Time? Men, men, der er en forklaring på alt. Google kunne afsløre, at citatet stammer fra denne anmeldelse. Som er af Surfacing. Citatet har altså ingenting at gøre med Lady Oracle. Så forstår jeg det bedre. Og begrebet hysteri kan vel godt bruges om det, der sker for hovedpersonen i Surfacing. Det eneste spørgsmål, der står tilbage, er, hvem i alverden der finder på at klippe noget fra anmeldelsen af én bog, og sætte det på forsiden af en anden? Måske den samme som finder på at skrive de der fuldstændigt vildledende bagsidetekster (som LO i øvrigt også har en af)? Det her er afgjort et af mit livs helt store spørgsmål.
Men bortset fra det, var Lady Oracle helt oppe på siden af The Blind Assassin, Cat’s Eye og Alias Grace. Den er på mange måder en grundbog i spiseforstyrrelseskvindelitteratur, men den formåede det, som Surfacing ikke rigtig gjorde, nemlig at skille sig ud som en selvstændig, nærværende, medrivende roman.
Surfacing er en moderne klassiker, og den har stået på min liste over Bøger Jeg Skal Læse siden 2. semester. Og det er altså ved at være længe siden.
Og jeg kan godt se, hvad det er, der gør den klassisk. Der er noget med kvinderolle (jeg tænkte The Edible Woman, Atwoods debutroman), noget med galskab og at grænsen mellem mennesker og dyr bliver udvisket (Doris Lessing: The Summer before the Dark), noget med at grænsen mellem mennesker og natur bliver udvisket (Thea Astley: Vanishing Points) og så var der et hint klassisk gyser med fire mennesker på en lille ø, hvor spændingerne vokser. Men jeg tænkte netop hele tiden på andre romaner. Jeg fik ikke rigtig noget, jeg ikke havde set før i andre romaner. Indrømmet, mange af dem er senere end Surfacing og helt sikkert kraftigt inspireret af den, men det gør jo ikke noget for min læseoplevelse. Og de andre af Atwoods romaner, jeg har læst, har været interessante og læsværdige langt udover den litteraturhistoriske interesse. Det var den her ikke helt.
Men stilistisk var den en nydelig postmodernistisk eksersits, som fx her, hvor hun tænker tilbage på sin barndoms kanoture:
They were going backwards, the howling was the village dogs. If the canoe had tipped over we would have been killed, but they were calm, they didn’t act like danger (…) (p. 11)
(Såvidt jeg ved, er det et klassisk træk for skitzofrene, at de til tider omtaler sig selv i tredje person.)
Og til sidst, hvor galskaben tager så godt fat, at tegnsætningen nogle gange ryger. Det er sgu godt tænkt.
… at få en stak bøger med posten fra Amazon. Det var en god fødselsdagsgave.
Jeg ledte på Booker-prisens hjemmeside efter, hvad deres kriterier egentlig er, men jeg kunne simpelthen ikke finde noget mere præcist end deres tag line “fiction at its finest”. Tja. Jeg må i hvert fald konstatere, at vinderne plejer at falde lige midt ned i min smag (med The English Patient som en skuffende undtagelse. Men den var der jo så nogle andre, der kunne lide). Og jeps, The Gathering var virkelig, virkelig god. Formmæssigt, sprogligt, tematisk, længdemæssigt, hele svineriet.
Hun er inde og rode ved de gode gamle tematikker om hukommelse/erindring og om galskab, som mindede mig om Carol Shields, Margaret Atwood og Doris Lessing, og det er altså en ret okay liga at være med i i min bog. Og så har hun virkelig mange, gode, knivskarpe observationer som for eksempel: (mere…)
Det var så andet (og sidste) bind af selvbiografien om Doris Lessings 50′ere, der bredte sig lidt, faktisk fra 1949 til 1962. Der var noget flere deciderede erindringer, opremsninger af hændelser og tumulter i kommunistpartiet, og måske blev den en anelse tung to tredjedele henne. Men alt i alt en spændende og yderst inspirerende læseoplevelse.
Uha. Det var da godt nok en interessant og inspirerende selvbiografi. Den perfekte 30 års fødselsdagsgave. Andet bind er indkøbt.
Det, jeg normalt ikke kan lide ved selvbiografier, er den grundliggende præmis om, at det er muligt at huske (og fremstille) sit liv som en kronologisk, velordnet fortælling. “Jeg blev født Derogder i år dittendatten, og jeg husker tydeligt, da blablabla.” Det er simpelthen for mærkeligt, for kunstigt, for glossy. Det er for alvor gået op for mig ved at læse denne selvbiografi, som fuldstændig skrotter dén præmis. Lessing lægger i stedet ud med at sige: “Ja, selvfølgelig aner jeg ikke, hvad jeg kan huske, og hvad jeg har konstrueret, fordi jeg har fået det fortalt så mange gange, men nu er alle mulige klaphatte i gang med at skrive biografier om mig, så jeg må jo hellere skrive min selvbiografi.” Bogen er propfyldt med afstikkere frem og tilbage i tid og med metakommentarer om det at huske og rekonstruere, af efterrationaliseringer og undren. Det er i lige så høj grad en bog om fænomenet erindring som om Lessings opvækst og ungdom i Rhodesia, med et godt skud kolonihistorie. Fantastisk.
Her kan man virkelig tale om et stabilt forfatterskab. Jeg har i hvert fald ræset gennem alle de fem bøger, jeg indtil videre har læst af Atwood, også selvom de blev skrevet i løbet af over 20 år. Jeg skal vist se at komme i gang med at læse resten. Hvilken en skal være den næste? (Jeg har udover TBA læst The Edible Woman, The Handmaid’s Tale, Alias Grace og The Cat’s Eye)
Atwood skriver bare virkelig godt. Personskildringen er god, og … ja, jeg bliver grebet. Jeg tror, jeg gættede hovedtwistet ret tidligt, men det ødelagde heldigvis ikke noget, måske tvært imod. Det er en anden af de ting, hun kan: suspense.
Denne var ikke nær så po-mo som Alias Grace (og det er jeg jo ellers vild med), men det stod på en måde ret godt til den mellemkrigs-dekadence, handlingen var gennemsynret af. (Selvom AG jo ikke ligefrem kan siges at foregå i cyberage’n)
Og så er jeg måske på vej ind i en stime af bøger om gamle mennesker, der sidder og er spydige (på den fede måde), og jeg må med skam melde, at de to kloge kvinder Margaret Atwood og Kerstin Ekman har givet mig et godt nip større respekt for gamle mennesker.
Flot afslutning på trilogien. En flot, klassisk, men stadig moderne trilogi. Bestemt anbefalelsesværdig.
And here’s another disturbing novel about childhood traumas and memory. I read most of this in one day, cancelling appointments and tasks as I went along. If I ever get to teach po-mo lit, remind me to use this novel. It would go well with Ishiguro’s When We Were Orphans, but it has the female/feminist perspective. My kind of novel exactly.
Very grim and distrurbing novel; in all ways brilliant. Not to be recommended to people who are pregnant or considering becoming it. Ever.
Dejligt. Jeg glæder mig allerede til sidste del af trilogien. Hun klarer springet ud i det industrialiserede samfund strålende, samtidig med at Svartvattnet bliver ved med at føles relevant for fortællingen. Det føles episk, faktisk.
Smuk og foruroligende.