bibliomani

This was by far the worst of the Hamilton-novels. I’m actually not sure that I’ll bother to read the rest of them. Several things were wrong with it:

1) It was far, far too long. I’m sure there’s a reason why crime novels aren’t usually 640 pages long. It was too long because:

1a) The language was positively rambling. Had Guillou become too successful at this point to edit at all?

1b) There were far, far too many plots, side plots, scene changes and loose ends. Plenty for two, maybe three books. Any author (or at least editor) knows that a side plot has to have some kind of relevance to the main plot. Just any relevance. And is there a rule about how many continents a crime novel can take place in?

2) The blurp was one of the worst I have ever read. It mentions things that happen within the last 50 of the 640 pages. That’s just not ok.

3) The characters were even more flat and nondescript than usual. The character of Göran Karlsson plays a significant role in this novel, and I have absolutely no idea what kind of person he is. None. Zip.

4) In the previous novels some Swedish politicians have played a role, but here it is not only “the prime minister”, but Carl Bildt, who was Sweden’s actual prime minister at the time. And Carl Bildt, in his multiple conversations with Hamilton, is a complete and utter ass. I think Guillou crosses a line there. Carl Bildt may have been a jerk, I have no idea, but to ridicule him over conversations that you make up yourself (because Hamilton is actually a ficticious person, remember?) isn’t at all fair play. Guillou abuses the novel as a medium to critisize a named politician, and he does it to the point of bashing. It has no relevance to the novel, and it belongs in a newspaper. Most unsympathetic.

It took me a long time, maybe six months, to read this, and that might have influenced my opinion. On the other hand, maybe it took me so long to read because it was bloomin’ boring.

I finally remembered to buy the rest of Dranger’s fabulous graphic novels about women. They would work well as an introduction to feminism. For instance, did you know why Cinderella’s stepsisters were so mean? Because she was so freakin’ beautiful and always rubbed it in her ugly stepsisters’ noses.

Endnu en bid af Hamilton-serien, og slet ikke en dårlig bid. Men der er mange af bøgerne, og det, at hovedpersonen er temmelig mekanisk, stiller krav til en tilsvarende mere interessant handling. Guillous styrke er, at han kan sin samtidspolitik. Denne foregår til dels i Sovjetunionen i opbruddets tid i de tidlige 90′ere (slutningen af 80′erne?), og det er det, helt uafhængigt af den svenske Hamilton, der gør romanen her spændende og interessant.

Billedroman om Frøken Mærkværdig, der prøver at få styr på den der Karriere, der jo er så vildt vigtig, mens hun forsøger at undgå mørkemonstret og være tjekket, slank og kreativ. Lige på kornet, og oven i købet godt tegnet.

Nydeligt oversat fra svensk af Nina Hallgren Steinrud og Trine Laier.

Jeg faldt over John Ajvide Lindqvist, fordi han har skrevet romanen bag den fremragende film Låt den rätte komma inn. Hans næste roman var denne, som fortsætter med samme blanding af helt almindelige mennesker og decideret gys. Og selv om jeg har læst en god håndfuld gys/skræk/horrorbøger i min tid, så foregik det altså i sidste årtusinde.

Og jeg er vist blevet blød på mine gamle dage, for jeg var simpelthen nødt til at holde en pause, fordi romanen blev for ulækker og måske især for påtrængende. Romanen handler om, at alle dem, der er døde i Stockholm inden for de sidste par måneder, vågner. Ja,  i Stockholm, hvor der bor helt almindelige svenskere med helt almindelige liv. Hvordan er det, når den ægtemand, man har plejet gennem hans demens, og som endelig har fået fred, banker på døren og ser alt andet end fredfyldt ud? Og hvordan ser ens lille, på tragisk vis omkomne barnebarn ud – og lugter – efter at have været gravet ned i et par uger? Alt det giver romanen ganske indgående og meget velskrevent svar på. Bestemt anbefalesesværdig, men ikke for sarte sjæle.

I øvrigt rummer novellesamlingen Pappersväggar en epilog til Hanteringen av odöda, som man bestemt også bør læse. Dog helst efter, man har læst romanen, i stedet for halvvejs igennem den, sådan som jeg kom til at gøre.

Det her er den bedste novellesamling, jeg nogensinde har læst. Som regel har jeg svært ved formatet, men jeg har tilsyneladende bare manglet et par svenske zombier og lidt norrlandsgys.

Det fængslende ved novellerne er, at Lindqvist blander nede-på-jorden-socialrealisme, hverdagsbetragtninger og helt almindelige liv med zombier, gys og vand, der bliver levende. Det er uhyggeligt, magisk og til tider gory, men stadig vedkommende.

Forfatteren har også skrevet bogen bag den fremragende svenske vampyrfilm Låt den rätte komma inn, som jo også netop blander det dagligdags med det overnaturlige. En anden af hans romaner hedder Hanteringen av odöda, som den sidste novelle i denne samling er en epilog til.

Der sker så meget i Hamiltonbøgerne, at der ikke har været behov for at gøre selve figuren Hamilton særlig tredimensionel. Og det må være en kæmpe fordel, når man skriver en serie, fordi man så nemt kan fylde belejlige egenskaber på figuren efterhånden som man får brug for dem. Her i bind seks åbenbarer Hamilton sig således som den fødte mafia-forhandler og i øvrigt en hård og hævntørstig hund.

Og selv om det måske er lidt svært at genkende Hamilton fra de tidligere bøger (ligesom Daniel Craigs og Roger Moores James Bonder ikke har meget til fælles) resulterer det i en spændende og action-packed roman. Og når man, som jeg, ikke er særlig godt læst ind på mafiaens forhold på Sicilien i 1990′erne, er det svært at vide, hvor plausibel historien er. Den virker til tider temmelig karikeret, men det understreger Guillou også flere gange, at den gør. Og ja, stereotypier kommer jo et sted fra.

Alt i alt en rigtig god bog. Meget mere action end krimi eller agentroman, men helt sikkert mere i publikums (og forlæggerens) smag end den foregående romans jagt gennem arkiverne.

Den her var åbenbart (ifølge det altid interessante ekstramateriale) den mindst populære bog om den svenske supermand Hamilton, som da heller ikke rigtig ruller sig ud som supermand. Til gengæld fortsætter hans umoralske handlinger og skrupler over dette i lige linje fra bind fire, og det gør ham ikke specielt sympatisk. Og det fungerer faktisk ret godt.

Historien kredser om to mord, der tilsyneladende har rødder i Anden Verdenskrig, og det giver anledning til lange udredninger om det neutrale Sveriges opførsel under krigen, herunder udlevering af jøder til Gestapo, tysk våbentransport ad svenske jernbaner osv. Meget interesssant, ret spændende men ikke særlig Hamilton-agtigt. Men det var nok et klogt valg af Guillou dengang, i stedet for bare at fortsætte i samme gænge.

Så vidt jeg kan læse af bagsideteksten (som jeg jo ellers plejer at holde mig fra), er der action på drengen igen i bind seks, som jeg – ih! – ser frem til at læse.

Jeg troede, det her var en krimi, men det synes jeg nu kun man kan sige om de første og de sidste 100 sider. Resten var skummel, nordsvensk landsbyuhygge i og omkring Svartvattnet, der også dannede ramme om den dårlige stemning i hendes fabelagtige trilogi Vargskinnet. Den her er skrevet inden trilogien, men rummer bipersoner, der bliver foldet mere ud i Vargskinnet. Ret sjovt.

Og igen blev jeg fuldstændig revet med. Ekman er bare en rigtig god forfatter, og følelsen af den lille by, der dækker over sine egne, er udpenslet klaustrofobisk. Og hun kaster om sig med løse ender, som hun samler op på, nærmest umærkeligt elegant. Alt i alt en stor fornøjelse at læse.

Og det er jeg ikke ene om at mene. Romanen vandt Nordisk Råds litteraturpris i 1994, og den udgave, jeg faldt over og købte i Stockholm for nogle uger siden, er en En bok för alla-udgivelse, der gør, at den kun kostede 30 svenske træpenge. Og os, der jubler over de nye, billige pocketbøger til 70 kr …

Nej, det her er ikke en novellesamling, men den læner sig op ad en hårfin grænse, for der er stort set ingen sammenhæng mellem afsnittene, og den eneste progression består i, at hovedpersonerne bliver ældre. I modsætning til Beatles, som også er delvist selvstændige beretninger fra en barndom og opvækst, men som hænger fremragende sammen. Skildringen af den nordsvensk-finske fåmælte kultur er god og til tider morsom, men nogen uudslettelig læseoplevelse var det her altså ikke.

I lighed med forgængeren knækker denne roman; ikke bare på midten, men i tre dele. Men denne gang har Guillou (eller en skarpsynet redaktør) opdaget det i tide og faktisk inddelt romanen i tre dele eller “bøger”, som er skarpt adskilte og lige så godt kunne have endt som separate bind i serien. Og det fungerer rigtig godt, fordi det virker så overlagt og faktisk logisk i forhold til handlingen.

Og der er smæk på handlingen med masser af spioner og russere og brådne kar. Og Hamilton spiller spillet som en virtuos med interessante overvejelser indover om, hvor grænsen går mellem at spionere, at samarbejde og at hverve. Hvis Guillou bare nogenlunde vidste, hvad han skrev om (og det gjorde han vist), så er det her et yderst interessant indblik i efterretningstjenesternes virke helt ude på kanten af grundloven.  Og ellers er det rendyrket paranoia. Og det er jo altid spændende at læse. (mere…)

Det var så tredje bind i Hamilton-serien, og den levede desværre ikke op til de to foregående. Plottet var noget konstrueret, de grundliggende præmisser underligt vage, romanen knækkede helt og aldeles midtover, og der var en hel del uafsluttede sideplot og konflikter. Samtidig var tegningen af Carl Hamilton svagere end i de to første bind, og han blev for alvor (interessant nok, egentlig, men ikke ordentlig gennemarbejdet) etableret som en usympatisk hovedperson. Overordnet set fremstod romanen sjusket og ujævn, men dog stadig med nogle velfungerende spændingssekvenser, og som håbet uden et terroristbabehattrick. Fjerde bind står og venter i bogreolen, og jeg håber, den er på højde med de første to bind. Ellers er jeg ikke helt sikker på, at jeg binder an med seriens sidste ni.

Så var Carl Hamilton, det stadig übercool, svenske svar på James Bond (måske især i hans nyeste, mere muskelsvulmende manifestation, men det er en anden historie) på banen igen, denne gang blandt Rote Armee Fraktions finest. Og det var igen tankevækkende, at terroristerne ingenting havde at gøre med det, der i dag primært forbindes med terrorister. Og igen var det svært, på den gode, udfordrende måde, at hitte rede i midtfirsernes terroristfraktioner.

Der er spænding og fart over feltet og rigtigt godt plot her, og endda en fin kobling til den første roman. Dog irriterede det mig, at Hamilton igen, pokkers da osse, blev nødt til at gå i seng med en modellækker terroristbabe for ikke at blive afsløret. Jeg ser frem til at læse tredie installation i serien, men håber, at Guillou om ikke andet så finder på en ny undskyldning for Hamiltons labre erobringer.

Jeg havde ret; Hamilton er den cooleste svensker nogensinde. Og Jan Guillou forstår at smække en kriminalroman sammen, selv i første forsøg. Og så var det interessant, omend svært, at læse en roman om terrorisme, der er skrevet i et helt andet udenrigspolitisk klima end det, vi har i dag. Jeg ser frem til at læse bind to i sagaen.

På dansk har vi ikke rigtig et godt ord for “binge”. Ordbogen foreslår orgie, men binging er også forbundet med “at falde i”. Og ja, nu skete det igen. De der svenske bogpriser, altså. Og gode forfattere, selvfølgelig. Weekendens høst:

Mikael Niemi: Mannen som dog som en lax og Populärmusik fra Vittula. Sidstnævnte er blevet mig anbefalet utallige gange, førstnævnte lå bare og så så spændende ud.

Kerstin Ekman: Händelser vid vatten. Den har stået på læselisten længe, især efter jeg læste hendes udmærkede trilogi Vargskinnet.

Jan Guillou: Coq Rouge, Den demokratiske terroristen, I nationens interesse og Fiendens fiende. De første fire bind i serien om den måske cooleste (omend fiktive) svensker nogensinde, Carl Hamilton. Jeg læste et par stykker af dem for 15-20 år siden, men nu skal der gås systematisk til værks.

Bibliofil som jeg er, har jeg gået de sidste otte måneder og ventet på, at tredje bind i Millennium-trilogien kom i det lækre, lille Månpocket-format, som jeg havde de to første i. Så det var først nu (en uge inden den lovede udgivelsesdato, men alligevel) at jeg fik læst afslutningen på Salander-sagaen. Og den var søreme også god. Der var ikke helt lige så meget smæk på actionen som i bind to, men så var det også gået hen og blevet komisk. Og hele retssalsdelen var faktisk noget mere stillestående end jeg havde ventet mig af los grande finale, men det opvejedes af den tilfredsstillelse det er at se De Onde blive sat for en harm, retfærdig dommer. (mere…)

Den svenske roman Bitterfittan er noget så udansk som en feministisk chilklitroman. Meget udansk og meget svensk, fordi den handler om en kvinde, der med egne ord er blevet en “bitterfisse” af kampen for at opretholde ligestillingen i parforholdet, da de får børn. Og det udanske heri er naturligvis ordet “opretholde”, der indikerer, at der inden barnets ankomst faktisk herskede ligestilling; en bevidst, oprigtig bestræbelse fra begge parter på at være to om alt, også de sure husholdningspligter, og især også om at se behovet for de sure husholdningspligter. Det er nemlig dér filmen knækker i den typiske danske familie. Kvinder laver husarbejdet, og manden hjælper til. Hjælper til.

Nå. Ikke dermed sagt, at alle danske mænd er mandschauvinister. Blot at der er meget mere fokus på ligestilling i Sverige, og derfor er det muligt at skrive en bog, der kombinerer feminisme og chiklit. (mere…)

Ny, svensk antologi om “hur vi delas upp och hur vi hör ihop”, som undertitlen hedder. Spændende både mht. form og indhold. Formmæssigt fordi indlæggene består af alt fra artikler med højt lixtal og alle de politisk korrekte feministiske termer til et poetryslamagtigt digt og en småpornografisk novelle. Og det fungerer rigtig godt. Forholdet mellem kønnene er et svært, mangesidet emne, så det skal selvfølgelig også belyses fra mange sider.

En anden fed ting, og jeg er sikker på, at det er overlagt, er, at forfatterens navn ikke er angivet ved det enkelte indlæg, men til sidst i en oversigt sammen med et par ord om hver. Det betyder, at man ikke kender forfatterens køn, og det betyder faktisk meget, opdagede jeg, når man læser feministisk kritik/musings. Jeg læste bogen sådan, at jeg efter hvert indlæg slog op i oversigten og læste om forfatteren. Det gav tit et nyt/andet perspektiv på det, jeg lige havde læst, og på min egen reaktion. For ja, det er meget nemt at forudsætte forfatterens køn, især når teksten handler om feminisme og ligestilling. Og så var der de tekster, hvor forfatterens køn blev “afsløret” et stykke inde, og så sad jeg der med sprækker i feminismen. For hvorfor gik jeg ud fra at det var en kvinde, ikke en mand, der var på vej hen for at hente sit barn i børneinstitutionen?

Jeg er på det sidste blevet mere opmærksom på, at der faktisk pågår en debat om feminisme og ligestilling i Danmark også, men hold kæft, hvor er svenskerne bare længere fremme.

Jeg mindes ikke, jeg før har læst en så hæsblæsende, lang, helt fantastisk action-slutning, som i bund og grund er hamrende usandsynlig, men som jeg åd råt og med stor nydelse. De her bøger skriger på en amerikansk filmatisering af den smagfulde slags.

Andet bind i trilogien var noget mindre stringent og noget mere vævende end “Män som hatar kvinnor”, men den kunne bære det hele vejen igennem. Og Stieg Larsson er en imponerende forfatter, genren uanset. Fx det, at han først beskriver Selanders nye lejlighed gennem Blomkvists øjne, ja, det er simpelthen godt tænkt, godt skrevet, rørende og stærkt. Jeg ser frem til tredje bind, men kommer desværre til at vente nogle måneder på at den udkommer i det svenske Månpocket-format.

Stieg Larsson modbeviser heldigvis min spirende mistanke om, at en roman for at blive bestseller skal være drivende klichéfuld i sprog såvel som indhold. Pyha, så er der alligevel håb for Litteraturen.

EDIT: Det er netop gået op for mig, at romanen i sin engelske oversættelse hedder “The Girl with the Dragon Tattoo”. Hvor sært. Idiomet “at lege med ilden” er jo for en gangs skyld direkte oversætteligt.

Kort sagt: Den bedste kriminalroman jeg har læst i årevis. By far.