bibliomani

Anden del af ungdomstrilogien om heksene i Engelsfors var fuldstændig lige så god som den første, og jeg ræsede igennem de 600 sider med hjertet helt oppe i halsen. Jeg er nok 20 år ældre end målgruppen, men det her er et eksempel på, at litteratur til unge ikke behøver være simpelt eller plat eller dårligt. Her er masser af facetter og gode pointer, og historien er fortalt efter alle kunstens regler. Jeg glæder mig til filmene og ikke mindst til tredje bind.

John Ajvide kan noget med at gøre det hverdagslige dødsens uhyggeligt – og netop fordi det er så hverdagsligt, bliver det endnu mere uhyggeligt. Her er det en historie om en far, der mister sit barn. I sig selv en tragisk historie og hjerteskærende beskrevet, men så let slipper læseren ikke.

Meget læsværdig, også for folk, der ikke læser uhyggelige bøger.

Endnu en dosis uhygge fra den svenske mester – ham, der skrev den  socialrealistiske zombiegyser Hanteringen av odöda og den socialrealistiske vampyrgyser Låt den rätte komma in. Og det er det, han kan: Skildre et fuldstændig troværdigt miljø og en helt troværdig situation – i dette tilfælde teenagepiger, der lever i en verden af internetfora, tv-talentkonkurrencer og mareridtsagtige klassefester – og så lige lade det gå lidt længere ud eller i en lidt anden retning end det plejer at gøre. Teenagepiger, der føler sig utilpasse i deres kroppe og omgivelser, og som reagerer ved at tage kontrollen i meget voldsom grad, har vi hørt om i tusind skildringer af spiseforstyrrelser. Her gør de samme mekanismer sig gældende, men udfaldet er ikke helt det samme. Og så kombineret med Allsång på Skansen. Se, det er en rigtig Ajvide-gyser.

Det her er første del i en fantasy-trilogi, mest rettet mod teenagere. Inden første bind blev udgivet, var trilogien solgt til oversættelse i 21 lande, og filmrettighederne med. Og ja, det kan jeg godt forstå. Jeg slugte murstenen på en uge, og var helt grebet, selv om jeg vel burde være 15-20 år for gammel til den. Plottet har med hekse og magi at gøre, men det helt bærende i romanen er solid, svensk socialrealisme, som vi kender den fra John Ajvides Lindqvists vampyrgyser Låt den rätte komma in. Her er mobning, spiseforstyrrelser, teenagekærlighed, forældresvigt og skolegang i centrum, og faktisk så meget, at hekseriet måske lidt for ofte glider helt i baggrunden. Men jeg blev bidt, og jeg glæder mig som en sortseende teenager til næste bind.

Mikael Parkvall er professor i lingvistik ved Stockholms Universitet, og tilsyneladende lidt af en gnaven, gammel mand. På den lune måde, heldigvis. Her i bogen giver han hals over for myter om (især det svenske) sprog, som han systematisk og let hånligt piller fra hinanden. Myter som at ordet “lagom” kun findes på svensk, at sproget bliver dårligere og dårligere og at tegnsprog ikke er et rigtigt sprog. Han metodiske modargumentation og klip fra dagspressen bliver måske en anelse monoton, men skrivestilen er veloplagt og pointerne gode.

I found this novel by accident at some sale in Stockholm a few years ago, then forgot about it, and then almost bookcrossed it because I wasn’t thrilled with Mikael Niemis bestseller Populärmusik från Vittula. But then my eyes fell on the first page, and I was hooked. It simply manages to combine two things that I love: a good crime novel and linguistics.  I learnt a lot about the Swedish language Meänkieli, which is close to Finnish, but spoken in the area surrounding Torneälven/Tornionjoki/Tornionväylä in Northern Sweden, and never guessed the identity of the killer. Not bad, eh?

This was by far the worst of the Hamilton-novels. I’m actually not sure that I’ll bother to read the rest of them. Several things were wrong with it:

1) It was far, far too long. I’m sure there’s a reason why crime novels aren’t usually 640 pages long. It was too long because:

1a) The language was positively rambling. Had Guillou become too successful at this point to edit at all?

1b) There were far, far too many plots, side plots, scene changes and loose ends. Plenty for two, maybe three books. Any author (or at least editor) knows that a side plot has to have some kind of relevance to the main plot. Just any relevance. And is there a rule about how many continents a crime novel can take place in?

2) The blurp was one of the worst I have ever read. It mentions things that happen within the last 50 of the 640 pages. That’s just not ok.

3) The characters were even more flat and nondescript than usual. The character of Göran Karlsson plays a significant role in this novel, and I have absolutely no idea what kind of person he is. None. Zip.

4) In the previous novels some Swedish politicians have played a role, but here it is not only “the prime minister”, but Carl Bildt, who was Sweden’s actual prime minister at the time. And Carl Bildt, in his multiple conversations with Hamilton, is a complete and utter ass. I think Guillou crosses a line there. Carl Bildt may have been a jerk, I have no idea, but to ridicule him over conversations that you make up yourself (because Hamilton is actually a ficticious person, remember?) isn’t at all fair play. Guillou abuses the novel as a medium to critisize a named politician, and he does it to the point of bashing. It has no relevance to the novel, and it belongs in a newspaper. Most unsympathetic.

It took me a long time, maybe six months, to read this, and that might have influenced my opinion. On the other hand, maybe it took me so long to read because it was bloomin’ boring.

I finally remembered to buy the rest of Dranger’s fabulous graphic novels about women. They would work well as an introduction to feminism. For instance, did you know why Cinderella’s stepsisters were so mean? Because she was so freakin’ beautiful and always rubbed it in her ugly stepsisters’ noses.

Endnu en bid af Hamilton-serien, og slet ikke en dårlig bid. Men der er mange af bøgerne, og det, at hovedpersonen er temmelig mekanisk, stiller krav til en tilsvarende mere interessant handling. Guillous styrke er, at han kan sin samtidspolitik. Denne foregår til dels i Sovjetunionen i opbruddets tid i de tidlige 90′ere (slutningen af 80′erne?), og det er det, helt uafhængigt af den svenske Hamilton, der gør romanen her spændende og interessant.

Billedroman om Frøken Mærkværdig, der prøver at få styr på den der Karriere, der jo er så vildt vigtig, mens hun forsøger at undgå mørkemonstret og være tjekket, slank og kreativ. Lige på kornet, og oven i købet godt tegnet.

Nydeligt oversat fra svensk af Nina Hallgren Steinrud og Trine Laier.

Jeg faldt over John Ajvide Lindqvist, fordi han har skrevet romanen bag den fremragende film Låt den rätte komma inn. Hans næste roman var denne, som fortsætter med samme blanding af helt almindelige mennesker og decideret gys. Og selv om jeg har læst en god håndfuld gys/skræk/horrorbøger i min tid, så foregik det altså i sidste årtusinde.

Og jeg er vist blevet blød på mine gamle dage, for jeg var simpelthen nødt til at holde en pause, fordi romanen blev for ulækker og måske især for påtrængende. Romanen handler om, at alle dem, der er døde i Stockholm inden for de sidste par måneder, vågner. Ja,  i Stockholm, hvor der bor helt almindelige svenskere med helt almindelige liv. Hvordan er det, når den ægtemand, man har plejet gennem hans demens, og som endelig har fået fred, banker på døren og ser alt andet end fredfyldt ud? Og hvordan ser ens lille, på tragisk vis omkomne barnebarn ud – og lugter – efter at have været gravet ned i et par uger? Alt det giver romanen ganske indgående og meget velskrevent svar på. Bestemt anbefalesesværdig, men ikke for sarte sjæle.

I øvrigt rummer novellesamlingen Pappersväggar en epilog til Hanteringen av odöda, som man bestemt også bør læse. Dog helst efter, man har læst romanen, i stedet for halvvejs igennem den, sådan som jeg kom til at gøre.

Det her er den bedste novellesamling, jeg nogensinde har læst. Som regel har jeg svært ved formatet, men jeg har tilsyneladende bare manglet et par svenske zombier og lidt norrlandsgys.

Det fængslende ved novellerne er, at Lindqvist blander nede-på-jorden-socialrealisme, hverdagsbetragtninger og helt almindelige liv med zombier, gys og vand, der bliver levende. Det er uhyggeligt, magisk og til tider gory, men stadig vedkommende.

Forfatteren har også skrevet bogen bag den fremragende svenske vampyrfilm Låt den rätte komma inn, som jo også netop blander det dagligdags med det overnaturlige. En anden af hans romaner hedder Hanteringen av odöda, som den sidste novelle i denne samling er en epilog til.

Der sker så meget i Hamiltonbøgerne, at der ikke har været behov for at gøre selve figuren Hamilton særlig tredimensionel. Og det må være en kæmpe fordel, når man skriver en serie, fordi man så nemt kan fylde belejlige egenskaber på figuren efterhånden som man får brug for dem. Her i bind seks åbenbarer Hamilton sig således som den fødte mafia-forhandler og i øvrigt en hård og hævntørstig hund.

Og selv om det måske er lidt svært at genkende Hamilton fra de tidligere bøger (ligesom Daniel Craigs og Roger Moores James Bonder ikke har meget til fælles) resulterer det i en spændende og action-packed roman. Og når man, som jeg, ikke er særlig godt læst ind på mafiaens forhold på Sicilien i 1990′erne, er det svært at vide, hvor plausibel historien er. Den virker til tider temmelig karikeret, men det understreger Guillou også flere gange, at den gør. Og ja, stereotypier kommer jo et sted fra.

Alt i alt en rigtig god bog. Meget mere action end krimi eller agentroman, men helt sikkert mere i publikums (og forlæggerens) smag end den foregående romans jagt gennem arkiverne.

Den her var åbenbart (ifølge det altid interessante ekstramateriale) den mindst populære bog om den svenske supermand Hamilton, som da heller ikke rigtig ruller sig ud som supermand. Til gengæld fortsætter hans umoralske handlinger og skrupler over dette i lige linje fra bind fire, og det gør ham ikke specielt sympatisk. Og det fungerer faktisk ret godt.

Historien kredser om to mord, der tilsyneladende har rødder i Anden Verdenskrig, og det giver anledning til lange udredninger om det neutrale Sveriges opførsel under krigen, herunder udlevering af jøder til Gestapo, tysk våbentransport ad svenske jernbaner osv. Meget interesssant, ret spændende men ikke særlig Hamilton-agtigt. Men det var nok et klogt valg af Guillou dengang, i stedet for bare at fortsætte i samme gænge.

Så vidt jeg kan læse af bagsideteksten (som jeg jo ellers plejer at holde mig fra), er der action på drengen igen i bind seks, som jeg – ih! – ser frem til at læse.

Jeg troede, det her var en krimi, men det synes jeg nu kun man kan sige om de første og de sidste 100 sider. Resten var skummel, nordsvensk landsbyuhygge i og omkring Svartvattnet, der også dannede ramme om den dårlige stemning i hendes fabelagtige trilogi Vargskinnet. Den her er skrevet inden trilogien, men rummer bipersoner, der bliver foldet mere ud i Vargskinnet. Ret sjovt.

Og igen blev jeg fuldstændig revet med. Ekman er bare en rigtig god forfatter, og følelsen af den lille by, der dækker over sine egne, er udpenslet klaustrofobisk. Og hun kaster om sig med løse ender, som hun samler op på, nærmest umærkeligt elegant. Alt i alt en stor fornøjelse at læse.

Og det er jeg ikke ene om at mene. Romanen vandt Nordisk Råds litteraturpris i 1994, og den udgave, jeg faldt over og købte i Stockholm for nogle uger siden, er en En bok för alla-udgivelse, der gør, at den kun kostede 30 svenske træpenge. Og os, der jubler over de nye, billige pocketbøger til 70 kr …

Nej, det her er ikke en novellesamling, men den læner sig op ad en hårfin grænse, for der er stort set ingen sammenhæng mellem afsnittene, og den eneste progression består i, at hovedpersonerne bliver ældre. I modsætning til Beatles, som også er delvist selvstændige beretninger fra en barndom og opvækst, men som hænger fremragende sammen. Skildringen af den nordsvensk-finske fåmælte kultur er god og til tider morsom, men nogen uudslettelig læseoplevelse var det her altså ikke.

I lighed med forgængeren knækker denne roman; ikke bare på midten, men i tre dele. Men denne gang har Guillou (eller en skarpsynet redaktør) opdaget det i tide og faktisk inddelt romanen i tre dele eller “bøger”, som er skarpt adskilte og lige så godt kunne have endt som separate bind i serien. Og det fungerer rigtig godt, fordi det virker så overlagt og faktisk logisk i forhold til handlingen.

Og der er smæk på handlingen med masser af spioner og russere og brådne kar. Og Hamilton spiller spillet som en virtuos med interessante overvejelser indover om, hvor grænsen går mellem at spionere, at samarbejde og at hverve. Hvis Guillou bare nogenlunde vidste, hvad han skrev om (og det gjorde han vist), så er det her et yderst interessant indblik i efterretningstjenesternes virke helt ude på kanten af grundloven.  Og ellers er det rendyrket paranoia. Og det er jo altid spændende at læse. (mere…)

Det var så tredje bind i Hamilton-serien, og den levede desværre ikke op til de to foregående. Plottet var noget konstrueret, de grundliggende præmisser underligt vage, romanen knækkede helt og aldeles midtover, og der var en hel del uafsluttede sideplot og konflikter. Samtidig var tegningen af Carl Hamilton svagere end i de to første bind, og han blev for alvor (interessant nok, egentlig, men ikke ordentlig gennemarbejdet) etableret som en usympatisk hovedperson. Overordnet set fremstod romanen sjusket og ujævn, men dog stadig med nogle velfungerende spændingssekvenser, og som håbet uden et terroristbabehattrick. Fjerde bind står og venter i bogreolen, og jeg håber, den er på højde med de første to bind. Ellers er jeg ikke helt sikker på, at jeg binder an med seriens sidste ni.

Så var Carl Hamilton, det stadig übercool, svenske svar på James Bond (måske især i hans nyeste, mere muskelsvulmende manifestation, men det er en anden historie) på banen igen, denne gang blandt Rote Armee Fraktions finest. Og det var igen tankevækkende, at terroristerne ingenting havde at gøre med det, der i dag primært forbindes med terrorister. Og igen var det svært, på den gode, udfordrende måde, at hitte rede i midtfirsernes terroristfraktioner.

Der er spænding og fart over feltet og rigtigt godt plot her, og endda en fin kobling til den første roman. Dog irriterede det mig, at Hamilton igen, pokkers da osse, blev nødt til at gå i seng med en modellækker terroristbabe for ikke at blive afsløret. Jeg ser frem til at læse tredie installation i serien, men håber, at Guillou om ikke andet så finder på en ny undskyldning for Hamiltons labre erobringer.

Jeg havde ret; Hamilton er den cooleste svensker nogensinde. Og Jan Guillou forstår at smække en kriminalroman sammen, selv i første forsøg. Og så var det interessant, omend svært, at læse en roman om terrorisme, der er skrevet i et helt andet udenrigspolitisk klima end det, vi har i dag. Jeg ser frem til at læse bind to i sagaen.