bibliomani

As a teenager I read and re-read (and then some) Dorothy L. Sayers’ novels about Lord Peter Whimsey, first in Danish and then what I could find in the used bookstores in English. But I never read the novel in which Whimsey meets Harriet Vane, whom he marries after several years (and novels) of pursuit. But now I did, not as much to discover the particulars of their first meeting as to find out what this obsession of mine was all about.

And, lo and behold, my 13 years old self seems to have had quite a taste in literature. The story itself is a pretty straightforward and predictable, but the storytelling and the language is surprisingly sparkling and readable, even today, 80 years after it was first published. I’m sorely tempted to re-read the whole bunch…

This was by far the worst of the Hamilton-novels. I’m actually not sure that I’ll bother to read the rest of them. Several things were wrong with it:

1) It was far, far too long. I’m sure there’s a reason why crime novels aren’t usually 640 pages long. It was too long because:

1a) The language was positively rambling. Had Guillou become too successful at this point to edit at all?

1b) There were far, far too many plots, side plots, scene changes and loose ends. Plenty for two, maybe three books. Any author (or at least editor) knows that a side plot has to have some kind of relevance to the main plot. Just any relevance. And is there a rule about how many continents a crime novel can take place in?

2) The blurp was one of the worst I have ever read. It mentions things that happen within the last 50 of the 640 pages. That’s just not ok.

3) The characters were even more flat and nondescript than usual. The character of Göran Karlsson plays a significant role in this novel, and I have absolutely no idea what kind of person he is. None. Zip.

4) In the previous novels some Swedish politicians have played a role, but here it is not only “the prime minister”, but Carl Bildt, who was Sweden’s actual prime minister at the time. And Carl Bildt, in his multiple conversations with Hamilton, is a complete and utter ass. I think Guillou crosses a line there. Carl Bildt may have been a jerk, I have no idea, but to ridicule him over conversations that you make up yourself (because Hamilton is actually a ficticious person, remember?) isn’t at all fair play. Guillou abuses the novel as a medium to critisize a named politician, and he does it to the point of bashing. It has no relevance to the novel, and it belongs in a newspaper. Most unsympathetic.

It took me a long time, maybe six months, to read this, and that might have influenced my opinion. On the other hand, maybe it took me so long to read because it was bloomin’ boring.

Dinosaurens Fjer blev mig anbefalet fra flere pålidelige sider, bl.a. af MarenParen i en kommentar her på bloggen, så til trods for mine seneste dårlige erfaringer med krimier skrevet af danske kvinder, min snobbede skepsis over for dansk litteratur og de latterligt høje danske bogpriser, investerede jeg i romanen.

Og selvom jeg måske ikke ville kalde den en krimi, var den en fornøjelse at læse, især fordi den er så velskrevet, i modsætning til så meget andet på det danske bogmarked, der kalder sig krimi. Gazan kan faktisk skrive. Hun kan bruge sproget godt og korrekt, og hun kan beskrive steder og stemninger. Det alene gør bogen værd at læse. Jeg kunne nok godt have ønsket mig enten et strammere krimiplot eller bare en roman om forholdet mellem forældre og børn uden en død forsker i kulissen. Men det er nok mere en genrekvababbelse og en smagssag end noget andet.

Jeg ved ikke, om “krimi” er det bedste tag her. Et “humor”-tag ville i hvert fald også være på sin plads. Brookmyre står nok ikke forrest i Nobelpris-køen, men han er beslægtet med Jasper Fforde og Douglas Adams, og så kan man jo ikke andet end at være glad. Han er skarp, historien hænger sammen, og sproget spræller og sprudler, og det er i høj grad sådan noget som det her, der gjorde Quite Ugly One Morning værd at læse:

As oily creeps go, Clive Medway was deluxe multigrade. If he had been American, Parlabane [vores hovedperson] decided, he would have had a ponytail, even though he was losing it both at the front and on top.  He had the roundest head Parlabane had seen outside of Peanuts, above a shiny blue tie and a designer suit which conclusively proved that shelling out a fortune for your clothes doesn’t stop you looking like a complete tit. (s. 156)

Endnu en bid af Hamilton-serien, og slet ikke en dårlig bid. Men der er mange af bøgerne, og det, at hovedpersonen er temmelig mekanisk, stiller krav til en tilsvarende mere interessant handling. Guillous styrke er, at han kan sin samtidspolitik. Denne foregår til dels i Sovjetunionen i opbruddets tid i de tidlige 90′ere (slutningen af 80′erne?), og det er det, helt uafhængigt af den svenske Hamilton, der gør romanen her spændende og interessant.

Det her er ubetinget et fabelagtigt stykke historieskrivning, og det er anmelderne (altså de rigtige) jo også rørende enige med mig (sagde hunden)  i. Andet bind af sagaen fortsatte over stok og sten, lige så medrivende og krimiagtigt som det første.

Materialet er selvfølgelig rasende godt – vaskeægte, danske terrorister, der oven i købet lykkedes med deres lækkert planlagte kriminalitet, og kun blev fældet ved en tilfældighed. Der er masser af “hvis nu”‘er i historien, som en fiktionsforfatter ikke kunne have konstrueret bedre. (mere…)

Et tobinds dokumentarværk. Nej, ikke lige det første, jeg normalt ville kaste mig over. Men terrorisme er interessant i disse år, faktisk især ikke-islamistisk terrorisme. Og når nu værket kan erhverves for sølle 79 kr. pr. bind i Gyldendals pocket-udgave, og endda har modtaget Cavlingprisen, så ok, så. Jeg investerede i det, der bliver markedsført som om, det var den sidste nye femikrimi.

Blekingegadebanden (i hvert fald bind 1) er skrevet i en udpræget roman-stil, der gav mig svar på, hvordan et dokumentarisk værk kan have solgt så godt. Den er simpelthen enormt spændende, og det dokumentariske bidrager bare til min fascination af historien: Tænk at sådan noget kan have foregået i lille Danmark, oven i købet i min levetid og i min by. Samtidig er bogen fuld af historiske udredninger, fx. om situationen i Mellemøsten, men alt sammen opdelt i ret korte og mundrette kapitler. Og så bærer den præg af en utrolig grundig reseach, helt ned til bombehundenes navne, og der er en hel del billeder i.

Er der en fare i, at jeg havde det, som om jeg læste en krimi? Tja. Det er vel det, der får et stykke vigtigt samtids- og Danmarkshistorie ud til en brede befolkning. Men det er et interessant valg, både fra forfatterens og forlagets side at gå så meget under huden på de personer, der spillede en rolle i historien – terroristerne selv såvel som deres ofre.

Uanset hvad var det både medrivende og interessant læsning, som bestemt var alle de 79 kr. værd.

Der sker så meget i Hamiltonbøgerne, at der ikke har været behov for at gøre selve figuren Hamilton særlig tredimensionel. Og det må være en kæmpe fordel, når man skriver en serie, fordi man så nemt kan fylde belejlige egenskaber på figuren efterhånden som man får brug for dem. Her i bind seks åbenbarer Hamilton sig således som den fødte mafia-forhandler og i øvrigt en hård og hævntørstig hund.

Og selv om det måske er lidt svært at genkende Hamilton fra de tidligere bøger (ligesom Daniel Craigs og Roger Moores James Bonder ikke har meget til fælles) resulterer det i en spændende og action-packed roman. Og når man, som jeg, ikke er særlig godt læst ind på mafiaens forhold på Sicilien i 1990′erne, er det svært at vide, hvor plausibel historien er. Den virker til tider temmelig karikeret, men det understreger Guillou også flere gange, at den gør. Og ja, stereotypier kommer jo et sted fra.

Alt i alt en rigtig god bog. Meget mere action end krimi eller agentroman, men helt sikkert mere i publikums (og forlæggerens) smag end den foregående romans jagt gennem arkiverne.

Den her var åbenbart (ifølge det altid interessante ekstramateriale) den mindst populære bog om den svenske supermand Hamilton, som da heller ikke rigtig ruller sig ud som supermand. Til gengæld fortsætter hans umoralske handlinger og skrupler over dette i lige linje fra bind fire, og det gør ham ikke specielt sympatisk. Og det fungerer faktisk ret godt.

Historien kredser om to mord, der tilsyneladende har rødder i Anden Verdenskrig, og det giver anledning til lange udredninger om det neutrale Sveriges opførsel under krigen, herunder udlevering af jøder til Gestapo, tysk våbentransport ad svenske jernbaner osv. Meget interesssant, ret spændende men ikke særlig Hamilton-agtigt. Men det var nok et klogt valg af Guillou dengang, i stedet for bare at fortsætte i samme gænge.

Så vidt jeg kan læse af bagsideteksten (som jeg jo ellers plejer at holde mig fra), er der action på drengen igen i bind seks, som jeg – ih! – ser frem til at læse.

Jeg troede, det her var en krimi, men det synes jeg nu kun man kan sige om de første og de sidste 100 sider. Resten var skummel, nordsvensk landsbyuhygge i og omkring Svartvattnet, der også dannede ramme om den dårlige stemning i hendes fabelagtige trilogi Vargskinnet. Den her er skrevet inden trilogien, men rummer bipersoner, der bliver foldet mere ud i Vargskinnet. Ret sjovt.

Og igen blev jeg fuldstændig revet med. Ekman er bare en rigtig god forfatter, og følelsen af den lille by, der dækker over sine egne, er udpenslet klaustrofobisk. Og hun kaster om sig med løse ender, som hun samler op på, nærmest umærkeligt elegant. Alt i alt en stor fornøjelse at læse.

Og det er jeg ikke ene om at mene. Romanen vandt Nordisk Råds litteraturpris i 1994, og den udgave, jeg faldt over og købte i Stockholm for nogle uger siden, er en En bok för alla-udgivelse, der gør, at den kun kostede 30 svenske træpenge. Og os, der jubler over de nye, billige pocketbøger til 70 kr …

I lighed med forgængeren knækker denne roman; ikke bare på midten, men i tre dele. Men denne gang har Guillou (eller en skarpsynet redaktør) opdaget det i tide og faktisk inddelt romanen i tre dele eller “bøger”, som er skarpt adskilte og lige så godt kunne have endt som separate bind i serien. Og det fungerer rigtig godt, fordi det virker så overlagt og faktisk logisk i forhold til handlingen.

Og der er smæk på handlingen med masser af spioner og russere og brådne kar. Og Hamilton spiller spillet som en virtuos med interessante overvejelser indover om, hvor grænsen går mellem at spionere, at samarbejde og at hverve. Hvis Guillou bare nogenlunde vidste, hvad han skrev om (og det gjorde han vist), så er det her et yderst interessant indblik i efterretningstjenesternes virke helt ude på kanten af grundloven.  Og ellers er det rendyrket paranoia. Og det er jo altid spændende at læse. (mere…)

Det var så tredje bind i Hamilton-serien, og den levede desværre ikke op til de to foregående. Plottet var noget konstrueret, de grundliggende præmisser underligt vage, romanen knækkede helt og aldeles midtover, og der var en hel del uafsluttede sideplot og konflikter. Samtidig var tegningen af Carl Hamilton svagere end i de to første bind, og han blev for alvor (interessant nok, egentlig, men ikke ordentlig gennemarbejdet) etableret som en usympatisk hovedperson. Overordnet set fremstod romanen sjusket og ujævn, men dog stadig med nogle velfungerende spændingssekvenser, og som håbet uden et terroristbabehattrick. Fjerde bind står og venter i bogreolen, og jeg håber, den er på højde med de første to bind. Ellers er jeg ikke helt sikker på, at jeg binder an med seriens sidste ni.

Så var Carl Hamilton, det stadig übercool, svenske svar på James Bond (måske især i hans nyeste, mere muskelsvulmende manifestation, men det er en anden historie) på banen igen, denne gang blandt Rote Armee Fraktions finest. Og det var igen tankevækkende, at terroristerne ingenting havde at gøre med det, der i dag primært forbindes med terrorister. Og igen var det svært, på den gode, udfordrende måde, at hitte rede i midtfirsernes terroristfraktioner.

Der er spænding og fart over feltet og rigtigt godt plot her, og endda en fin kobling til den første roman. Dog irriterede det mig, at Hamilton igen, pokkers da osse, blev nødt til at gå i seng med en modellækker terroristbabe for ikke at blive afsløret. Jeg ser frem til at læse tredie installation i serien, men håber, at Guillou om ikke andet så finder på en ny undskyldning for Hamiltons labre erobringer.

Jeg havde ret; Hamilton er den cooleste svensker nogensinde. Og Jan Guillou forstår at smække en kriminalroman sammen, selv i første forsøg. Og så var det interessant, omend svært, at læse en roman om terrorisme, der er skrevet i et helt andet udenrigspolitisk klima end det, vi har i dag. Jeg ser frem til at læse bind to i sagaen.

Bibliofil som jeg er, har jeg gået de sidste otte måneder og ventet på, at tredje bind i Millennium-trilogien kom i det lækre, lille Månpocket-format, som jeg havde de to første i. Så det var først nu (en uge inden den lovede udgivelsesdato, men alligevel) at jeg fik læst afslutningen på Salander-sagaen. Og den var søreme også god. Der var ikke helt lige så meget smæk på actionen som i bind to, men så var det også gået hen og blevet komisk. Og hele retssalsdelen var faktisk noget mere stillestående end jeg havde ventet mig af los grande finale, men det opvejedes af den tilfredsstillelse det er at se De Onde blive sat for en harm, retfærdig dommer. (mere…)

Anden installation i min norske sommermaraton. Og den var slet ikke dårlig.

Frelseren er en helt igennem effektiv kriminalroman. Måske ikke helt på højde med Stieg Larssons to første guldklumper (jeg har stadig den tredje til gode), men det skyldes måske mest, at jeg her er startet med sjette roman i serien om førstebetjent Harry Hole. Men den var nu ikke svær at gå til af den grund, uden at være alt for fuld af komprimerede opsummeringer. Plottet var stramt, og udredningen af de mange indviklinger temmelig elegant i forhold til, hvor mange der var. (mere…)

Jeg kimser simpelthen alt, alt for lidt. Jeg kimser fx ikke af de unge, danske krimiprinsesser, der forsøger at gøre Liza Marklund og hendes svenske veninder kunsten efter, og som jeg ved klarer det godt rent salgstalsmæssigt. Og jeg kimser slet ikke af bøger, der er bestsellere, udgivet i otte oplag (foreløbig) og ifølge forfatterens egen hjemmeside skrevet af “Danmarks mest læste krimiforfatter”, hvordan man så end måler det. Som for eksempel Sara Blædels anden krimi om Louise Rick, gårdens finest.

Men det burde jeg gøre en hel masse mere, for Sara Blædels Kald mig prinsesse, som gudhjælpemig er andet bind af foreløbigt tre i serien, er endnu et eksempel på en sprogligt såvel som plotmæssigt klodset bestseller. Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvorfor er det så sjældent, man kan få en velskrevet bestseller? (mere…)

Jeg mindes ikke, jeg før har læst en så hæsblæsende, lang, helt fantastisk action-slutning, som i bund og grund er hamrende usandsynlig, men som jeg åd råt og med stor nydelse. De her bøger skriger på en amerikansk filmatisering af den smagfulde slags.

Andet bind i trilogien var noget mindre stringent og noget mere vævende end “Män som hatar kvinnor”, men den kunne bære det hele vejen igennem. Og Stieg Larsson er en imponerende forfatter, genren uanset. Fx det, at han først beskriver Selanders nye lejlighed gennem Blomkvists øjne, ja, det er simpelthen godt tænkt, godt skrevet, rørende og stærkt. Jeg ser frem til tredje bind, men kommer desværre til at vente nogle måneder på at den udkommer i det svenske Månpocket-format.

Stieg Larsson modbeviser heldigvis min spirende mistanke om, at en roman for at blive bestseller skal være drivende klichéfuld i sprog såvel som indhold. Pyha, så er der alligevel håb for Litteraturen.

EDIT: Det er netop gået op for mig, at romanen i sin engelske oversættelse hedder “The Girl with the Dragon Tattoo”. Hvor sært. Idiomet “at lege med ilden” er jo for en gangs skyld direkte oversætteligt.

Kort sagt: Den bedste kriminalroman jeg har læst i årevis. By far.

Denne roman er i sin form noget så viktoriansk som en brevroman, en epistolary novel, som minder mig om Wilkie Collins’ The Woman in White, som jeg med stor fornøjelse nulrede et helt halvt år engang. Men den er også noget så moderne som en fiktiv blog-føljeton, et litterært eksperiment og et webbaseret rollespil i real time. Og så er den en vaskeægte spionroman i en fantasy-setting.

De mails, der udgør romanen, er kun redigeret sparsomt efterfølgende, og fremstår derfor med stavefejl, inkonsekvente stednavne og løse ender. Og så er de skrevet af amatører, der ikke skriver med udgivelse for øje, der tager pis på hinanden eller har travlt med deres “first life”. Bogen har altså alle forudsætninger for at være noget juks, hvis det ikke var for dens velskrevenhed, entusiasme – og måske netop den flabethed, at de skider på, om det er noget juks, om alting lige er stavet ens hver gang, og om der overhovedet er nogle læsere, der gider sidde og holde rede i de løse ender (hvad var det med den afbrændte ged, for eksempel?). Det er historien, spændingen og eksperimentet selv, der driver forfatterne, og jeg følte mig drevet af historien, spændingen og den uforudsigelighed, som hele rammen lægger ned over historien. (mere…)