Christian Jungersen: Undtagelsen (2004)
3. august 2011Det allermest interessante ved at læse den her bog var, at jeg ikke læste den, men derimod hørte den som lydbog. Dem har jeg hørt meget få af, i hvert fald til ende, fordi jeg som regel har haft svært ved at koncentrere mig om det, der blev læst op, frem for det, jeg lavede, mens jeg lyttede. Det gik overraskende godt med Undtagelsen, og om det så var, fordi bogen var spændende og havde et godt drive, eller bare fordi jeg lavede noget andet end jeg plejer, kan jeg ikke helt greje.
Men jeg hørte altså bogen hele vejen igennem, og oplevede at være lige så grebet af stemningen i den efter en aftens lytning, som jeg normalt ville være efter en aftens læsning. Den var som sagt spændende, selv om den gentog sig selv en smule i sidste tredjedel. Og så havde jeg håbet, at parallellen mellem at medvirke til mobning og til folkemord var blevet holdt i det subtile i stedet for at blive klappet i stavelser, som det blev til sidst, men det virkede som et helt bevidst valg fra Jungersens side (eller mon der har været en redaktør indover der?). Tja, jeg var underholdt, men ikke vildt imponeret, og eftersom romanen vandt De Gyldne Laurbær i 2005, siger det nok mest noget om mig. For eksempel at det er længe siden jeg sidst har læst en dansk roman. Og der går nok også et stykke tid, før jeg gør det igen, til trods for Jungersens indsats.