John Ajvide kan noget med at gøre det hverdagslige dødsens uhyggeligt – og netop fordi det er så hverdagsligt, bliver det endnu mere uhyggeligt. Her er det en historie om en far, der mister sit barn. I sig selv en tragisk historie og hjerteskærende beskrevet, men så let slipper læseren ikke.
Meget læsværdig, også for folk, der ikke læser uhyggelige bøger.
Endnu en dosis uhygge fra den svenske mester – ham, der skrev den socialrealistiske zombiegyser Hanteringen av odöda og den socialrealistiske vampyrgyser Låt den rätte komma in. Og det er det, han kan: Skildre et fuldstændig troværdigt miljø og en helt troværdig situation – i dette tilfælde teenagepiger, der lever i en verden af internetfora, tv-talentkonkurrencer og mareridtsagtige klassefester – og så lige lade det gå lidt længere ud eller i en lidt anden retning end det plejer at gøre. Teenagepiger, der føler sig utilpasse i deres kroppe og omgivelser, og som reagerer ved at tage kontrollen i meget voldsom grad, har vi hørt om i tusind skildringer af spiseforstyrrelser. Her gør de samme mekanismer sig gældende, men udfaldet er ikke helt det samme. Og så kombineret med Allsång på Skansen. Se, det er en rigtig Ajvide-gyser.
Whoo! This was good fun to re-read. It was as scary and morbid and gory as I remembered it from when I read it 20 (?) years ago. But it was also rather perceptive. How does one react to a nightmarish situation, and what psychological mechanisms are at play? After a week? A month? Six months? Very nicely executed indeed (pun intended).
Jeg faldt over John Ajvide Lindqvist, fordi han har skrevet romanen bag den fremragende film Låt den rätte komma inn. Hans næste roman var denne, som fortsætter med samme blanding af helt almindelige mennesker og decideret gys. Og selv om jeg har læst en god håndfuld gys/skræk/horrorbøger i min tid, så foregik det altså i sidste årtusinde.
Og jeg er vist blevet blød på mine gamle dage, for jeg var simpelthen nødt til at holde en pause, fordi romanen blev for ulækker og måske især for påtrængende. Romanen handler om, at alle dem, der er døde i Stockholm inden for de sidste par måneder, vågner. Ja, i Stockholm, hvor der bor helt almindelige svenskere med helt almindelige liv. Hvordan er det, når den ægtemand, man har plejet gennem hans demens, og som endelig har fået fred, banker på døren og ser alt andet end fredfyldt ud? Og hvordan ser ens lille, på tragisk vis omkomne barnebarn ud – og lugter – efter at have været gravet ned i et par uger? Alt det giver romanen ganske indgående og meget velskrevent svar på. Bestemt anbefalesesværdig, men ikke for sarte sjæle.
I øvrigt rummer novellesamlingen Pappersväggar en epilog til Hanteringen av odöda, som man bestemt også bør læse. Dog helst efter, man har læst romanen, i stedet for halvvejs igennem den, sådan som jeg kom til at gøre.
Det her er den bedste novellesamling, jeg nogensinde har læst. Som regel har jeg svært ved formatet, men jeg har tilsyneladende bare manglet et par svenske zombier og lidt norrlandsgys.
Det fængslende ved novellerne er, at Lindqvist blander nede-på-jorden-socialrealisme, hverdagsbetragtninger og helt almindelige liv med zombier, gys og vand, der bliver levende. Det er uhyggeligt, magisk og til tider gory, men stadig vedkommende.
Forfatteren har også skrevet bogen bag den fremragende svenske vampyrfilm Låt den rätte komma inn, som jo også netop blander det dagligdags med det overnaturlige. En anden af hans romaner hedder Hanteringen av odöda, som den sidste novelle i denne samling er en epilog til.