bibliomani

How did I only discover this now when it’s from 2000??! This is one of the most mindblowing pieces of graphic art I have ever laid my eyes on (not that it comes to that many, but I’m sure you get my point). This graphic novel is a graphic novel in the exact opposite way of Alison Bechdel’s Fun Home (see below). Like Fun House it is a story about the relationship between fathers and their offspring, but told in a way only possible because it is drawn. It mixes reality, imagination, dreams and flashbacks into a whirl that demands the readers’ complete attention. Contrasting this is the flat, two-dimensional style and the sparse use of words. Very evoking. I’m looking forward to re-reading this.

Sidste år hørte jeg tilfældigt om en norsk forfatter, der var i gang med at skrive sin selvbiografi. I seks bind. 42 år gammel. Det lyder jo så prætentiøst, som det kan blive, men så kom de norske anmeldere på banen. Og de kunne slet, slet ikke få armene ned (bortset fra en vrissen Kjærstad).  Bøgerne hyldes for alle de litterære kvaliteter, man kan opdrive, Knausgård er norsk litteraturs nye, store håb, og han er selvfølgelig nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Og så er der ikke meget mere for mig at sige. For en gang skyld er jeg enig med et enigt anmelderkorps. Bind 1 er medrivende, interessant, rørende, velskrevet, relevant og så videre. Og den er vist lige udkommet på dansk.

Det eneste, jeg er i tvivl om, er: Er jeg den eneste, der kan se, at han ligner Gary Oldman?

Oldman?

Knausgård?

Original title: Der Mensch ist ein großer Fasan auf der Welt. English title: The Passport.

Herta Müller was awarded last year’s Nobel Prize in literature and writes in a staccato prose-almost-poem-style. I wish I liked it, but …It never really worked for me. The text reads to me either like a teenager’s attempt at writing great literature, or a grammar exercise. The final 50 pages became more interesting, but most of this text was static and detatched. Luckily (for a tasteless literary imbecile like me) it was short. And no, the German/Danish title really doesn’t make any sense.

Knugende historie om en opvækst i en idyllisk, dansk provinsby. Sådan en, hvor man får systematiske høvl, hvis man er en lille smule anderledes.

Romanen består af erindringsglimt, der springer i tid og sted og hovedpersonens alder, og sidstnævnte er meget dygtigt afspejlet i sproget. Som fx her:

Sollyset faldt ind gennem gardinerne om morgenen og sneg sig over gulvet som en tiger og slikkede mig på kinden. Jeg vågnede altid, før jeg blev spist, den var væk, men jeg kunne høre den brøle udenfor. (s. 122)

Det er fantasifuldt og effektivt uden at blive for meget. Tværtimod bliver man som læser involveret i fortællingen, også hjulpen af bogens opbygning. Lad mig bare sige, at den slutter mindre tilforladeligt, end den starter.

Bogen var Knud Romers debut, og vandt De Gyldne Laurbær i 2006. Og uden helt at have pulsen på den danske litteraturscene, synes jeg, det var fuldt fortjent. Jeg fandt den på bogudsalget i Arnold B. forleden til 29 kr., og så er der slet ingen undskyldning for ikke at købe den.

Et tobinds dokumentarværk. Nej, ikke lige det første, jeg normalt ville kaste mig over. Men terrorisme er interessant i disse år, faktisk især ikke-islamistisk terrorisme. Og når nu værket kan erhverves for sølle 79 kr. pr. bind i Gyldendals pocket-udgave, og endda har modtaget Cavlingprisen, så ok, så. Jeg investerede i det, der bliver markedsført som om, det var den sidste nye femikrimi.

Blekingegadebanden (i hvert fald bind 1) er skrevet i en udpræget roman-stil, der gav mig svar på, hvordan et dokumentarisk værk kan have solgt så godt. Den er simpelthen enormt spændende, og det dokumentariske bidrager bare til min fascination af historien: Tænk at sådan noget kan have foregået i lille Danmark, oven i købet i min levetid og i min by. Samtidig er bogen fuld af historiske udredninger, fx. om situationen i Mellemøsten, men alt sammen opdelt i ret korte og mundrette kapitler. Og så bærer den præg af en utrolig grundig reseach, helt ned til bombehundenes navne, og der er en hel del billeder i.

Er der en fare i, at jeg havde det, som om jeg læste en krimi? Tja. Det er vel det, der får et stykke vigtigt samtids- og Danmarkshistorie ud til en brede befolkning. Men det er et interessant valg, både fra forfatterens og forlagets side at gå så meget under huden på de personer, der spillede en rolle i historien – terroristerne selv såvel som deres ofre.

Uanset hvad var det både medrivende og interessant læsning, som bestemt var alle de 79 kr. værd.

Jeg troede, det her var en krimi, men det synes jeg nu kun man kan sige om de første og de sidste 100 sider. Resten var skummel, nordsvensk landsbyuhygge i og omkring Svartvattnet, der også dannede ramme om den dårlige stemning i hendes fabelagtige trilogi Vargskinnet. Den her er skrevet inden trilogien, men rummer bipersoner, der bliver foldet mere ud i Vargskinnet. Ret sjovt.

Og igen blev jeg fuldstændig revet med. Ekman er bare en rigtig god forfatter, og følelsen af den lille by, der dækker over sine egne, er udpenslet klaustrofobisk. Og hun kaster om sig med løse ender, som hun samler op på, nærmest umærkeligt elegant. Alt i alt en stor fornøjelse at læse.

Og det er jeg ikke ene om at mene. Romanen vandt Nordisk Råds litteraturpris i 1994, og den udgave, jeg faldt over og købte i Stockholm for nogle uger siden, er en En bok för alla-udgivelse, der gør, at den kun kostede 30 svenske træpenge. Og os, der jubler over de nye, billige pocketbøger til 70 kr …

Ja, prisuddelingerne flyver tæt og lavt i disse dage (måske bygger de rede heromkring et sted?),  og i går var det altså tid til Booker-prisen, som helt klart er min favorit. Vinderbøgerne plejer i hvert fald at falde lige i min smag, og så bliver det jo en smule nemmere at købe bøger.

I år var der (som sædvanlig) seks på shortlisten, men (lidt mindre sædvanligt, altså) jeg kendte kun en af dem i forvejen, nemlig den indiske Amitav Ghosh. Jeg læste hans Calcutta Chromosome før første gang, da jeg læste engelsk på universitetet, og har læst den nogle gange siden. Og ja, jeg har endda sat den på min anbefalingsliste. Højere kan man altså ikke nå på min boghylde. Jeg har også læst hans Glass Palace, som jeg faktisk også burde nyde igen, nu jeg tænker over det. Men hans nominerede, Sea of Poppies, har jeg ikke læst, og altså ejheller de andre nominerede.

At jeg kendte så få af de shortlistede, havde nok noget at gøre med, at der var usædvanligt mange debutanter og usædvanlig få gengangere på listen i år. Og det var da også en debutant, der løb af med prisen sent i går aftes, for kun tredje gang i Booker-prisens 40-årige historie: inderen Aravind Adiga med romanen The White Tiger. Og det var også den, jeg helt personligt havde tippet som vinder, fordi den havde det mest funky omslag af de seks … Den ser jeg frem til at læse.

EDIT: Den allestedsnærværende Literary Saloon skriver, at prisen overHOvedet ikke var fortjent. Nu er det endnu mere spændende at læse den.

Ja, det er selvfølgelig bare mig, der er uvidende (og anglofil), men jeg kender ikke Jean-Marie Gustave Le Clézio, der i dag fik Nobels litteraturpris. Men han ser søreme spændende ud, så jeg må se at komme i gang. Gad vide om han er oversat til dansk?

Aviserne anfører i øvrigt, at han havde lige så gode odds hos bookmakerne (1:15) for at vinde, som Inger Christensen. Hende havde jeg ellers ikke mistænkt for at tilhøre den internationale litteraturelite. Der kan man bare se. Tror jeg starter med franskmanden.

Po-co-undervisere verden over må klappe i deres små hænder over den her roman, der meget elegant får spiddet centrale begreber som de-centralization, palimpsest og naming (som der sikkert er danske ord for), samtidig med at den formår at være en rigtig god læseoplevelse. Jeg forstår godt, at den blev shortlistet til Booker-prisen i 2007.

Og så fik vi i hvert fald også aflivet myten om, at (hvide, midaldrende) mænd ikke kan lægge stemme til (sorte, unge) kvinder.

Pontoppidan fik Nobelprisen, og det her var da også den mest gribende og velskrevede roman, jeg længe har læst, til trods for, at den har over 100 år på bagen. Den er lidt af en mursten, og er sådan set en klassisk modernistisk dannelsesroman om det moderne menneskes kamp for at finde fred i krydsfeltet mellem natur og videnskab, land og by, tro og lidenskab osv. Men den er knivskarp, veldkommende og engagerende. Og som en ekstra bonus foregår en stor del af den i Københavns gader. De tarvelige nybyggerier omkring Halmtorvet, som Per går rundt iblandt, ja, de står der endnu, bare med byfornyede, sammenlagte lejligheder indeni.

Og så er der nogle næsten uhyggelige spådomme i bogen. Pers store projekt er bl.a. maskiner, der udnytter vind- og bølgekraft, og selv om vi har teknologien og mekanikken på plads i dag, tøver vi stadig med at sætte så storstilede planer i værk, som Per lagde. Og så er der realskolebstyreren i en lille jysk flække, der nedgør naturvidenskaben med disse ord:

“Vi er syv døgn om at nå fra Evropa til Amerika. Det er jo aldeles beskæmmende! Vi burde være højst syv timer om det stykke vej. Vi burde med andre ord kunne komme fra København til New York mellem frokost og middag. Først når vi er nået så vidt, tager jeg min hat af for naturvidenskaben.”

Og det er altså skrevet for 103 år siden.

Her i det smarte, nye Nordisk Forfatteratlas (ja, ikke leksikon, men atlas,) der i sig selv er et surf værd, kan man læse mere om Pontoppidan, hvis tidlige livshistorie søreme minder meget om Pers.

Ian McEwan er en af de store kæmper i britisk litteratur, og denne roman var shortlisted til Booker-prisen, som The Gathering løb af med. Og det er jeg glad for, for selvom On Chesil Beach var rørende, et godt tidsbillede og godt skruet sammen var den ikke nær så facetteret og … interessant som The Gathering var. Den var måske lidt for nem. Især da han trak seksuelt misbrug-kortet og opsummerede resten af hovedpersonernes liv på bogens sidste tre sider. Det er bare ikke helt godt nok.

Men Ian McEwan kan skrive fint og klart, og hans beskrivelse af den situation, bogen drejer om, var Murakami værdig. Det var det, der alligevel gjorde den til en læsværdig bog.

Jeg ledte på Booker-prisens hjemmeside efter, hvad deres kriterier egentlig er, men jeg kunne simpelthen ikke finde noget mere præcist end deres tag line “fiction at its finest”. Tja. Jeg må i hvert fald konstatere, at vinderne plejer at falde lige midt ned i min smag (med The English Patient som en skuffende undtagelse. Men den var der jo så nogle andre, der kunne lide). Og jeps, The Gathering var virkelig, virkelig god. Formmæssigt, sprogligt, tematisk, længdemæssigt, hele svineriet.

Hun er inde og rode ved de gode gamle tematikker om hukommelse/erindring og om galskab, som mindede mig om Carol Shields, Margaret Atwood og Doris Lessing, og det er altså en ret okay liga at være med i i min bog. Og så har hun virkelig mange, gode, knivskarpe observationer som for eksempel: (mere…)

Oh! Nobel Prize-material all right. Stemningmættet og sprogligt så fint nørklet, at den tog mig en evighed at læse. Men på den gode måde. Lidt ligesom at snacke oliven og drikke rødvin. Og oven i middelalderstemningen blandt miniature-tegnere i Istanbul er der fuld smæk på postmodernismen med skiftende fortællere for hvert kapitel og en mordgåde med en morder, der selv lægger falske spor ud for læseren, mens han selv kommenterer på det. Herligt.

Nej, jeg blev aldrig sådan rigtig begejstret. Til gengæld var det interessant, at den kunne vinde Booker-prisen i 1992. Var litteraturen virkelig så ung og uskyldig dengang, at sådan en samling postmodernistiske klicheer kunne få folk op af stolene? Jeg havde hele tiden en følelse af, at jeg havde set det hele før, bare lidt bedre. Suk, altså.

It’s a parallel biography, if that isn’t a term yet, it is now. He deserves the Booker.