bibliomani

Jeg har længe set frem til andet bind af den norske krimitrilogi, der foregår i Minnesota blandt efterkommere af norske emigranter. Første bind var fremragende. En klassisk politikrimi, men alligvel underlig rolig, nærmest meditativ.

Rolig kan man i hvert fald også kalde andet bind. Klassisk krimi? Ikke just. Hvor første bind udspillede sig over nogle uger, som den slags ofte gør, udspiller det kun 180 sider lange andet bind sig over to dage, hvor Lance og hans bror Andy går rundt i en skov på hjortejagt. Og det er måske meningen at det skal være meditativt-og-samtidig-nervepirrende, men jeg kedede mig desværre bravt de første 120 sider.

Jeg kan godt se parallellerne. Lake Superior er så stor, at man ikke lægger mærke til den, ligesom at Andy er så oplagt bims, at Lance aldrig har opdaget det. Og Lance drømmer, at han fryser til is på bunden af havet, ligesom hans forfar Thormod, hvis dagbog eller tankestrøm der krydsklippes med, nær gjorde. Og han endte som morder, og det gør Lance måske også …?

Ja, jeg kan godt se det, men bortset fra de temmelig dramatiske sidste 30 sider, var jeg faktisk skuffet. Men jeg kan også godt se det fine i en krimitrilogi, hvor første bind er en klassisk krimi, og andet bind overhovedet ikke er det, og det er grunden til, at jeg sikkert kommer til at læse tredje bind, når den udkommer som pocketbog. Jeg håber, at formeksperimentet fortsætter, men jeg håber især, at tredje bind overgår dette.

Nu begynder de forskellige bind at flyde sammen for mig, og det bliver ikke mindre forvirrende af, at bind 5 sluttede der, hvor bind 1 startede. Alligevel vil jeg bare have mer’! Det er fantastisk velskrevet, uforståeligt interessant, og jeg må indrømme, at jeg er helt ude på den anden side af min kritiske sans. Kom så, bind 6.

Åh, Karl Ove. Han bliver bare ved. Bind fire om hans tid som lærer i en lille by i Nordnorge – naturligvis med et 100-siders flashback (eller rettere flashbackback) til gymnasieårene – var også gribende, velskrevet og smagte af mere. Godt der er to bind tilbage. Jeg går straks i gang med bind 5.

Jeg skulle bare have bestilt alle tre bøger i denne prisbelønnede norsk-amerikanske krimitrilogi med det samme, men jeg var en krysteragtig forsigtigper uden overblik over den norske krimiscene (stort set begrænset til Jo Nesbø og Anne Holt), og bestilte* kun første bind. Og nu sidder jeg her og tænker på Lance Hansen. Ak ja.

Romanen mindede mig en hel del om Kerstin Ekmans Händelser vid vatten, som også er en meget lidt action-agtig krimi – faktisk nærmere en roman-med-et-mord-i. Sundstøl har dog den obligatoriske fraskilte politibetjent, men han har også et sindigt tempo, naturbeskrivelser og en indgående beskrivelse af det norsk-amerikanske miljø i Minnesota, hvor Sundstøl selv i øvrigt er bosat. Jeg håber, han kan holde det langsomme, manende tempo i de næste to bind.

*Skulle nogen være interesserede, bestiller jeg mine bøger på norsk hos adlibris.dk.

Det er jo vanvittigt. Tredje bind var mindst lige så godt som de to foregående. Utrolig velskrevet og medrivende, selvom handlingen består af trivialiteter af den slags, man kan finde i enhver norsk 70′er/80′er-barndom. Måske lige bortset fra den lille Karl Oves utilregnelige, frygtindgydende far, som til tider gjorde det her til en hård læseoplevelse. Børn skal ikke være bange for deres forældre. Det er også en banalitet, men her bliver den til en hårdtslående pointe. Jeg glæder mig til at læse bind fire.

Det er jo fuldstændig vanvittigt, det her. Bind 2 af den norske selvbiografiske saga er endnu længere end det fantastiske bind 1, og er endnu mere blottet for plot – i bind 1 blev bogen trods alt bundet sammen af historien om farens død, men den slags sødblødne hjælpemidler er der ikke plads til her. Og igen er den ikke til at lægge fra sig.

Jeg ved ikke helt, hvad det er han gør. Det er ikke direkte fiktion, for det er jo en selvbiografi, men det er altså heller ikke fakta. Han bruger nogle fortælletekniske greb, som man kender fra fiktionen, fx. dygtig brug af suspension, og til tider går han så meget i detaljer, at det er åbentlyst, at han digter. Her i bind 2 nævner han, at han, når han skriver fiktion, får en følelse af at “det er jo bare noget, jeg finder på”, og at det virker uægte på ham. Det her er måske en måde at skrive fiktion på, der virker ægte? Troværdig fiktion, fordi den (til en vis grad) slet ikke er fiktion?

Jeg glæder mig i hvert fald allerede til bind 3, som jeg vil gemme lidt, som man gør det med en plade ekstra lækker chokolade. (Og ja, det var et travlt efterår, men nu har jeg heldigvis igen tid til at læse bøger for min fornøjelses skyld.)

Sidste år hørte jeg tilfældigt om en norsk forfatter, der var i gang med at skrive sin selvbiografi. I seks bind. 42 år gammel. Det lyder jo så prætentiøst, som det kan blive, men så kom de norske anmeldere på banen. Og de kunne slet, slet ikke få armene ned (bortset fra en vrissen Kjærstad).  Bøgerne hyldes for alle de litterære kvaliteter, man kan opdrive, Knausgård er norsk litteraturs nye, store håb, og han er selvfølgelig nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Og så er der ikke meget mere for mig at sige. For en gang skyld er jeg enig med et enigt anmelderkorps. Bind 1 er medrivende, interessant, rørende, velskrevet, relevant og så videre. Og den er vist lige udkommet på dansk.

Det eneste, jeg er i tvivl om, er: Er jeg den eneste, der kan se, at han ligner Gary Oldman?

Oldman?

Knausgård?

I stumbled on the Norwegian artist Vanessa Baird and promptly bought her book of drawings and watercolour paintings. It has no other text than headings for the chapters that the book is divided in to, but the images themselves are poignant. They speak about womanhood, motherhood and the death of parents, strongly, cleverly and beautifully.

I may be a little bit in love with Erlend Loe. Definitely with his writing. Volvo Lastvagnar (meaning Volvo trucks – in Swedish, not Norwegian) is the sequel to Doppler, which I very much enjoyed reading.

But while Volvo Lastvagnar may be a bit less touching than Doppler was, it is even more wacky and over-the-top-meta. I’m actually not sure whether to call this a novel or notes on writing a novel – plus a few pages of film scrips and reminiscing about a sprained ankle. And stuff. And an old, dancing woman, high on pot. And a bird-watching scout with strange eating habits. And of course, Bongo the moose.

Presten er en fin lille bog om troens væsen og flygtighed, tror jeg nok. Og sorg og selvmord og den nordnorske natur. Den er flot og svævende skrevet (og feminint? måske er det den her skrivestil, folk taler om, når de siger, en tekst er feminin), og til tider ret gribende uden at blive omklamrende, og det kan jeg godt lide. Men jeg har ikke armene lige så højt oppe, som anmelderne havde, da den udkom. Jeg tror, jeg skal læse den igen om et år eller to.

Så er der én bog tilbage i stakken af romaner på norsk, der skulle udgøre min sommermarathon. Det er Jan Kjærstads Kongen av Europa, og … den gik jeg i stå i for nogle uger siden. Det må blive en anden gang. Håber jeg.

Til gengæld skal jeg have fundet både efterfølgeren til Erlend Loes Doppler, Volvo Lastvagnar, og den sidste bog om Kim Karlsen og vennerne, Lars Saabye Christiansens Bisettelse. Så hvis der er nogen, der skal til Norge …

Bly er efterfølgeren til Beatles, og den var desværre en rigtig toer. Selvom den kom hele seks år efter sin bedstsælgende storebror, formåede den hverken for alvor at adskille sig fra den eller gentage succesen. Måske fordi den ikke strækker sig over lige så lang tid som Beatles gør, og Beatles bruger i høj grad tidens gang og skiften som motor. Den virkede i hvert fald slet ikke påtrængende eller nødvendig, snarere lidt formålsløs og tomgangsagtig, til trods for at den var kun halvt så lang. Og ikke mindst savnede jeg den sproglige oplagthed, som jeg jo ved, forfatteren mestrer. Eller i hvert fald mestrede i ‘84. Jeg har stadig tænkt mig at læse den nyudkomne treer, og nok også den prisbelønnede “Halvbroren”, men det virker ikke helt lige så akut at skaffe dem hjem fra det ujævne land mod nord.

Endnu en norsk roman. Beatles har modtaget et væld af priser og blev (ifølge bagsideteksten) i 2006 kåret af Dagbladets læsere til at være de sidste 25 års bedste norske roman. Og helt ærligt, det er i orden med mig. Det er en fantastisk god bog. Lidt i stil med Bjarne Reuters Når snerlen blomstrer, bare mere magisk, mere rørende og sprogligt meget mere skarp og finurlig.

Et eksempel: Det folboldhold, som de fire teenagedrenge, som bogen handler om, spiller på, tager danskerbåden til store København for at spille mod et dansk hold.

De het Jesper og Ebbe og Ib og Eske hele bølingen. De trudde de var på danseskole og skreik bare man kom i nærheten. De lå med nesa i gresset for et godt ord. De hadde vokst opp på wienerbrød og boller og kremfløte. Og dommeren var en partisk baker og langs linja stod hjemmepublikumet med øl og hengemager. (s. 220)

Og kampen går i gang … (Aksel er målmanden, Åge og Kåre er trænerne, solo er en appelsinsodavand)

Ti minutter igjen, 1-o, og en danskepølse sender avgårde en kanon. Aksel ligger som en boa i atmosfæren, slår ballen til corner med neglen på lilefingeren. Man han lander gærent, han lander oppå høyrearmen, skriker stygt idet han treffer bakken. Åge og Kåre styrter bort til ham med svamp og solo. Men det hjælper ikke. Aksel er ute av spill. Danskene gliser. Ved siden av meg sitter Ola, reservekeeper, grønn som en gammel tepose i trynet. (s. 222)

Som en boa i atmosfæren. Så er jeg solgt. En stor læseoplevelse.

Anden installation i min norske sommermaraton. Og den var slet ikke dårlig.

Frelseren er en helt igennem effektiv kriminalroman. Måske ikke helt på højde med Stieg Larssons to første guldklumper (jeg har stadig den tredje til gode), men det skyldes måske mest, at jeg her er startet med sjette roman i serien om førstebetjent Harry Hole. Men den var nu ikke svær at gå til af den grund, uden at være alt for fuld af komprimerede opsummeringer. Plottet var stramt, og udredningen af de mange indviklinger temmelig elegant i forhold til, hvor mange der var. (mere…)

En poetisk, bidende sarkastisk og hylende morsom fortælling om … en (nord)mand og hans kæleelg. Jeg skulle have bestilt efterfølgeren med det samme.

Iiih! Så kom pakken endelig, og denne sommer står hermed i mit (andet) fædrelands tegn.

Jan Kjærstad: Kongen av Europa (jeg var meget begejstret for Wergeland-trilogien, men har ikke læst andet skønlittertur af ham. endnu)

Erlend Loe: Doppler (ny, ung, norsk, komisk litteratur. spændende)

Hanne Ørstavik: Presten (jeg hørte et oplæg på en konference med en amerikansk phd-studerende, der forsøgte at afsætte sin oversættelse af bogen til forlagene, og havde svært ved det, fordi bogen var skrevet i en alt for interessant tone. jeg har en følelse af Kerstin Ekman her)

Jo Nesbø: Frelseren (hvad mon der sker på den norske krimiscene?)

Lars Saabye Christensen: Beatles (jeg læste den her for mange år siden i dansk oversættelse og var helt opslugt. nu udkommer trilogiens tredje bind snart, så nu læser jeg den fra en ende af)

Lars Saabye Christensen: Bly (andet bind af ovennævnte trilogi. den var desværre ikke med i pakken, men kommer, når de får den på lager deroppe. mon ikke det kommer til at passe meget godt)