bibliomani

Sidste år hørte jeg tilfældigt om en norsk forfatter, der var i gang med at skrive sin selvbiografi. I seks bind. 42 år gammel. Det lyder jo så prætentiøst, som det kan blive, men så kom de norske anmeldere på banen. Og de kunne slet, slet ikke få armene ned (bortset fra en vrissen Kjærstad).  Bøgerne hyldes for alle de litterære kvaliteter, man kan opdrive, Knausgård er norsk litteraturs nye, store håb, og han er selvfølgelig nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Og så er der ikke meget mere for mig at sige. For en gang skyld er jeg enig med et enigt anmelderkorps. Bind 1 er medrivende, interessant, rørende, velskrevet, relevant og så videre. Og den er vist lige udkommet på dansk.

Det eneste, jeg er i tvivl om, er: Er jeg den eneste, der kan se, at han ligner Gary Oldman?

Oldman?

Knausgård?

I stumbled on the Norwegian artist Vanessa Baird and promptly bought her book of drawings and watercolour paintings. It has no other text than headings for the chapters that the book is divided in to, but the images themselves are poignant. They speak about womanhood, motherhood and the death of parents, strongly, cleverly and beautifully.

I may be a little bit in love with Erlend Loe. Definitely with his writing. Volvo Lastvagnar (meaning Volvo trucks – in Swedish, not Norwegian) is the sequel to Doppler, which I very much enjoyed reading.

But while Volvo Lastvagnar may be a bit less touching than Doppler was, it is even more wacky and over-the-top-meta. I’m actually not sure whether to call this a novel or notes on writing a novel – plus a few pages of film scrips and reminiscing about a sprained ankle. And stuff. And an old, dancing woman, high on pot. And a bird-watching scout with strange eating habits. And of course, Bongo the moose.

Presten er en fin lille bog om troens væsen og flygtighed, tror jeg nok. Og sorg og selvmord og den nordnorske natur. Den er flot og svævende skrevet (og feminint? måske er det den her skrivestil, folk taler om, når de siger, en tekst er feminin), og til tider ret gribende uden at blive omklamrende, og det kan jeg godt lide. Men jeg har ikke armene lige så højt oppe, som anmelderne havde, da den udkom. Jeg tror, jeg skal læse den igen om et år eller to.

Så er der én bog tilbage i stakken af romaner på norsk, der skulle udgøre min sommermarathon. Det er Jan Kjærstads Kongen av Europa, og … den gik jeg i stå i for nogle uger siden. Det må blive en anden gang. Håber jeg.

Til gengæld skal jeg have fundet både efterfølgeren til Erlend Loes Doppler, Volvo Lastvagnar, og den sidste bog om Kim Karlsen og vennerne, Lars Saabye Christiansens Bisettelse. Så hvis der er nogen, der skal til Norge …

Bly er efterfølgeren til Beatles, og den var desværre en rigtig toer. Selvom den kom hele seks år efter sin bedstsælgende storebror, formåede den hverken for alvor at adskille sig fra den eller gentage succesen. Måske fordi den ikke strækker sig over lige så lang tid som Beatles gør, og Beatles bruger i høj grad tidens gang og skiften som motor. Den virkede i hvert fald slet ikke påtrængende eller nødvendig, snarere lidt formålsløs og tomgangsagtig, til trods for at den var kun halvt så lang. Og ikke mindst savnede jeg den sproglige oplagthed, som jeg jo ved, forfatteren mestrer. Eller i hvert fald mestrede i ‘84. Jeg har stadig tænkt mig at læse den nyudkomne treer, og nok også den prisbelønnede “Halvbroren”, men det virker ikke helt lige så akut at skaffe dem hjem fra det ujævne land mod nord.

Endnu en norsk roman. Beatles har modtaget et væld af priser og blev (ifølge bagsideteksten) i 2006 kåret af Dagbladets læsere til at være de sidste 25 års bedste norske roman. Og helt ærligt, det er i orden med mig. Det er en fantastisk god bog. Lidt i stil med Bjarne Reuters Når snerlen blomstrer, bare mere magisk, mere rørende og sprogligt meget mere skarp og finurlig.

Et eksempel: Det folboldhold, som de fire teenagedrenge, som bogen handler om, spiller på, tager danskerbåden til store København for at spille mod et dansk hold.

De het Jesper og Ebbe og Ib og Eske hele bølingen. De trudde de var på danseskole og skreik bare man kom i nærheten. De lå med nesa i gresset for et godt ord. De hadde vokst opp på wienerbrød og boller og kremfløte. Og dommeren var en partisk baker og langs linja stod hjemmepublikumet med øl og hengemager. (s. 220)

Og kampen går i gang … (Aksel er målmanden, Åge og Kåre er trænerne, solo er en appelsinsodavand)

Ti minutter igjen, 1-o, og en danskepølse sender avgårde en kanon. Aksel ligger som en boa i atmosfæren, slår ballen til corner med neglen på lilefingeren. Man han lander gærent, han lander oppå høyrearmen, skriker stygt idet han treffer bakken. Åge og Kåre styrter bort til ham med svamp og solo. Men det hjælper ikke. Aksel er ute av spill. Danskene gliser. Ved siden av meg sitter Ola, reservekeeper, grønn som en gammel tepose i trynet. (s. 222)

Som en boa i atmosfæren. Så er jeg solgt. En stor læseoplevelse.

Anden installation i min norske sommermaraton. Og den var slet ikke dårlig.

Frelseren er en helt igennem effektiv kriminalroman. Måske ikke helt på højde med Stieg Larssons to første guldklumper (jeg har stadig den tredje til gode), men det skyldes måske mest, at jeg her er startet med sjette roman i serien om førstebetjent Harry Hole. Men den var nu ikke svær at gå til af den grund, uden at være alt for fuld af komprimerede opsummeringer. Plottet var stramt, og udredningen af de mange indviklinger temmelig elegant i forhold til, hvor mange der var. (mere…)

En poetisk, bidende sarkastisk og hylende morsom fortælling om … en (nord)mand og hans kæleelg. Jeg skulle have bestilt efterfølgeren med det samme.

Iiih! Så kom pakken endelig, og denne sommer står hermed i mit (andet) fædrelands tegn.

Jan Kjærstad: Kongen av Europa (jeg var meget begejstret for Wergeland-trilogien, men har ikke læst andet skønlittertur af ham. endnu)

Erlend Loe: Doppler (ny, ung, norsk, komisk litteratur. spændende)

Hanne Ørstavik: Presten (jeg hørte et oplæg på en konference med en amerikansk phd-studerende, der forsøgte at afsætte sin oversættelse af bogen til forlagene, og havde svært ved det, fordi bogen var skrevet i en alt for interessant tone. jeg har en følelse af Kerstin Ekman her)

Jo Nesbø: Frelseren (hvad mon der sker på den norske krimiscene?)

Lars Saabye Christensen: Beatles (jeg læste den her for mange år siden i dansk oversættelse og var helt opslugt. nu udkommer trilogiens tredje bind snart, så nu læser jeg den fra en ende af)

Lars Saabye Christensen: Bly (andet bind af ovennævnte trilogi. den var desværre ikke med i pakken, men kommer, når de får den på lager deroppe. mon ikke det kommer til at passe meget godt)