Et fint lille kampskrift for oversættelse som respektabelt, “hårdt” fag samt for vigtigheden af sprog og sprogundervisning. Bogen er noget ujævn, da den er delvist sammensat af foredrag og kronikker, men den er underholdende og klog og bestemt anbefalelsesværdig for alle, der interesserer sig for sprog og oversættelse.
Som barn trippede jeg over den syrede “En dag i Hector Hansens liv”, og som teenager læste jeg “Når snerlen blomstrer” adskillige gange. Men jeg havde aldrig forsøgt mig med Bjarne Reuters romaner for voksne. Og nu er jeg næsten ked af, at jeg har. Reuter kan sit håndværk, og han er en dygtig humorist. Men han prøver også at være sarkastisk og samfundskritisk, og der rammer han helt forbi mig.
Historien foregår i en slags Danmark, hvor statsministeren hedder Aksel Krogh Asmussen, der drømmer om at blive generalsekretær for FN. Arveprins Bernhard har slået sin iranske gartner ihjel, iklædt latex og nytårshat, og den madglade og jævnt usympatiske kriminalkommisær Stelman iværksætter en storstilet og dårligt koordineret afledningsmanøvre, som bl.a. involverer rockeren Ansjosen. Det er som udgangspunkt godt tænkt og sprogligt finurligt skrevet, men satiren er så absurd, at den aldrig bliver andet end det. Der er masser af ting at grine over, fx. den her passus: “Larsen mærkede blodet bruse i årerne ved tanken om Holger Danske. Kæmpen i kasematterne. Hvilke arme og hvilke ben. Hvilken urkraft. En ægte danske foreviget i en middagslur.” Og fine formuleringer som “ferskrøget kruspersille” og “min mund er lukket med hammer og segl.” Det er morsomt, men jeg savnede desværre noget bid.
Denne bog er endnu en i rækken af bøger og ekspeditioner, der prøver at finde ud af, hvad der egentlig skete dengang i 1907, da Jørgen Brønlund, Ludvig Mylius-Erichsen og Peter Høegh Hagen døde i Grønland under Danmark-ekspeditionen. Brønlund efterlod sig et kryptisk dødsbrev, de to andres lig blev aldrig fundet – eller også gjorde de – og hændelsen var i det hele taget omgivet med tilpas meget mystik til, at der kan filosoferes indgående om emnet, hvad der da også er blevet gjort. Denne bog rummer både Brønlunds dagbog i oversættelse og resultater fra nylige ekspeditioner deroppe, og selv om den ikke er særlig overskueligt opbygget, er den spændende læsning.
Mette Bom er sej. Jeg var engang til et foredrag med hende, og læste efterfølgende med stor fornøjelse hendes bog Udslag, hverdagsfeminisme i det 21. århundrede. Så da jeg hørte, at hun havde skrevet en samtalebog sammen med sin muslimske nabo, så jeg frem til at læse den (selv om jeg, mildt sagt, har mine forbehold over for genren). Og da jeg fandt den på bogudsalget for nogle uger siden, købte jeg den selvfølgelig. Ikke på grund af prisen, men fordi jeg gerne ville læse bogen.
Men prisen, altså. Jeg udbreder mig ofte om de åndssvagt høje bogpriser; noget der især er iøjenfaldende, når man som jeg læser mange svenske og engelsksprogede bøger, som jeg køber i henholdsvis Malmö og London. Men prisen på den her bog var latterlig i den lige modsatte retning: 10 kr. Ja, ti kroner. Doh! Havde den kostet 49 kr eller måske endda 25 kr havde det været et godt tilbud, men 10 kr signalerer så tydeligt som man overhovedet kan, at det her er noget makværk, som kun han bruges til at pakke fisk ind i – og det egner den sig ikke engang rigtig til på grund af formatet. For fanden da, Arnold Busck, vis forfatterne lidt respekt og lad være med at kaste deres bøger efter sagesløse kunder.
Og det værste er selvfølgelig, at den overhovedet ikke er noget makværk. Den er et intelligent, interessant, velskrevet argument for dialog mellem folkeslag, mellem samfundsgrupper – og mellem naboer. Og den er masser af de spørgsmål, der er svære at stille, og deres lige så svære svar. En klog lille bog, der er meget mere værd end en tier.
Jeg har altid været vild med mad, men jeg er for nylig også blevet ret vild med kogebøger. Jeg har ikke skrevet om dem her før, men min seneste anskaffelse har så meget (og så inspirerende) tekst, at jeg slet ikke kan lade være.
Det kærlige køkken er en vegetarkogebog, som måske især henvender sig til kødspisere, der gerne vil spise mere vegetarisk, men som også fungerer fint for en vegetar-grænsende-til-veganer som mig. Det kærlige køkken er også en klima-kogebog, som undertitlen “grøn mad til en sårbar planet” slår fast. (mere…)
Dinosaurens Fjer blev mig anbefalet fra flere pålidelige sider, bl.a. af MarenParen i en kommentar her på bloggen, så til trods for mine seneste dårlige erfaringer med krimier skrevet af danske kvinder, min snobbede skepsis over for dansk litteratur og de latterligt høje danske bogpriser, investerede jeg i romanen.
Og selvom jeg måske ikke ville kalde den en krimi, var den en fornøjelse at læse, især fordi den er så velskrevet, i modsætning til så meget andet på det danske bogmarked, der kalder sig krimi. Gazan kan faktisk skrive. Hun kan bruge sproget godt og korrekt, og hun kan beskrive steder og stemninger. Det alene gør bogen værd at læse. Jeg kunne nok godt have ønsket mig enten et strammere krimiplot eller bare en roman om forholdet mellem forældre og børn uden en død forsker i kulissen. Men det er nok mere en genrekvababbelse og en smagssag end noget andet.
Jeg læste bibliotekets udgave af den her bog i laser som barn – den må have været helt nyudkommet – så da jeg fandt den på et loppemarked for nylig, slog jeg til. Og jeg kan godt forstå, at jeg var grebet af den dengang, og at den blev tildelt både den danske og den nordiske skolebibliotekarforenings børnebogpris.
Romanen er en mikro-makrohistorisk gennemgang af normannernes erobring af England i 1066, som afbilledet på Bayeux-tapetet. Mikro, fordi en stor del af historien handler om de fire kvinder, der sidder i et kloster i to år og broderer det 70 meter lange billedtæppe. Makro, fordi de har selskab af en viking, der var til stede ved flere af slagene, og meget levende fortæller både om krigens gru og taktiske overvejelser.
Da jeg læste bogen i 80′erne og igen nu måtte jeg tage mig i at blive overrasket over, hvor avancerede folk var for 1000 år siden. De var ikke bare nogle umælende barbarer, der plyndrede og voldtog for morskabs skyld. I hvert fald ikke mere, end vi er i dag, og den pointe står stærkt i romanen. Det her er virkelig god historieformidling.
Der er også mange tekniske detaljer om billedtæppet, fx. de tricks der er brugt med at fortælle nogle sekvenser bagfra, undlade at brodere alle hestenes og rytternes ben osv. Det er enormt interessant og vidner om en grundig research, ikke kun på det krigshistoriske plan.
Det er først lige nu gået op for mig, at Olsen faktisk skrev en fortsættelse af bogen, “En lang rejse”. Jeg har ellers altid godt kunnet lide den temmelig åbne slutning, men jeg er jo nok nødt til at støve den op også.
Jeg har en mangeårig fascination af polarekspeditionsbøger, og jeg ved ikke helt hvorfor. Det er noget med beskrivelsen af det smukke og samtidigt nåedsløse landskab, hvor mennesket er overladt til sig selv og sin udrustning. Og ligesom det sjoveste ved Tour de France er de store styrt (er det ikke?), er der nok også en lille del af mig, der sidder og venter på femdagessnestormen, hvor fortælleren til sidst må sætte tænderne i sin makker, mens han knækker sine egne, frostsorte tæer af.
Men det sker aldrig i 4 mand og solen, og at det er en atypisk polarberetning bliver slået fast lige fra starten. Den er nemlig holdt i en både humoristisk og filosofisk tone, og invaliderende vabler og problemer med udrustning er henvist til appendixets noter. Til gengæld flyder den over af smukke beretninger og humoristiske betragtninger fra en i det store hele uproblematisk færd henover indlandsisen.
Knugende historie om en opvækst i en idyllisk, dansk provinsby. Sådan en, hvor man får systematiske høvl, hvis man er en lille smule anderledes.
Romanen består af erindringsglimt, der springer i tid og sted og hovedpersonens alder, og sidstnævnte er meget dygtigt afspejlet i sproget. Som fx her:
Sollyset faldt ind gennem gardinerne om morgenen og sneg sig over gulvet som en tiger og slikkede mig på kinden. Jeg vågnede altid, før jeg blev spist, den var væk, men jeg kunne høre den brøle udenfor. (s. 122)
Det er fantasifuldt og effektivt uden at blive for meget. Tværtimod bliver man som læser involveret i fortællingen, også hjulpen af bogens opbygning. Lad mig bare sige, at den slutter mindre tilforladeligt, end den starter.
Bogen var Knud Romers debut, og vandt De Gyldne Laurbær i 2006. Og uden helt at have pulsen på den danske litteraturscene, synes jeg, det var fuldt fortjent. Jeg fandt den på bogudsalget i Arnold B. forleden til 29 kr., og så er der slet ingen undskyldning for ikke at købe den.
Altså, kan man andet end at falde for den lille, magiske mus (med sølvpistolen)? Strid er en stor tegner og en stor poet. Og Enghave station vil aldrig blive den samme igen.
Det her er ubetinget et fabelagtigt stykke historieskrivning, og det er anmelderne (altså de rigtige) jo også rørende enige med mig (sagde hunden) i. Andet bind af sagaen fortsatte over stok og sten, lige så medrivende og krimiagtigt som det første.
Materialet er selvfølgelig rasende godt – vaskeægte, danske terrorister, der oven i købet lykkedes med deres lækkert planlagte kriminalitet, og kun blev fældet ved en tilfældighed. Der er masser af “hvis nu”‘er i historien, som en fiktionsforfatter ikke kunne have konstrueret bedre. (mere…)
Et tobinds dokumentarværk. Nej, ikke lige det første, jeg normalt ville kaste mig over. Men terrorisme er interessant i disse år, faktisk især ikke-islamistisk terrorisme. Og når nu værket kan erhverves for sølle 79 kr. pr. bind i Gyldendals pocket-udgave, og endda har modtaget Cavlingprisen, så ok, så. Jeg investerede i det, der bliver markedsført som om, det var den sidste nye femikrimi.
Blekingegadebanden (i hvert fald bind 1) er skrevet i en udpræget roman-stil, der gav mig svar på, hvordan et dokumentarisk værk kan have solgt så godt. Den er simpelthen enormt spændende, og det dokumentariske bidrager bare til min fascination af historien: Tænk at sådan noget kan have foregået i lille Danmark, oven i købet i min levetid og i min by. Samtidig er bogen fuld af historiske udredninger, fx. om situationen i Mellemøsten, men alt sammen opdelt i ret korte og mundrette kapitler. Og så bærer den præg af en utrolig grundig reseach, helt ned til bombehundenes navne, og der er en hel del billeder i.
Er der en fare i, at jeg havde det, som om jeg læste en krimi? Tja. Det er vel det, der får et stykke vigtigt samtids- og Danmarkshistorie ud til en brede befolkning. Men det er et interessant valg, både fra forfatterens og forlagets side at gå så meget under huden på de personer, der spillede en rolle i historien – terroristerne selv såvel som deres ofre.
Uanset hvad var det både medrivende og interessant læsning, som bestemt var alle de 79 kr. værd.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en dansk bog, der var skrevet i et så kringlet sprog. For det første er sætningerne ualmindeligt lange og komplicerede. På den gode måde, for de hænger sammen og giver mening og er overhovedet ikke umulige at læse. Jeg troede bare, at kompliceret sprog var blevet forbudt i dansk skønlitteratur, og især i noget, der er lagt an til at skulle være en bestseller – komplet med små, glittede læseprøver på disken i Bog&Ide og plakat i Politikens Boghals vindue. For det andet er meget af bogen skrevet i et tilstræbt gammeldags sprog, og det er straks mere problematisk, i hvert fald som udgangspunkt.
For tanken om at skrive en bog på 1500-talsdansk, fx., er jo tåbelig, hvis man samtidig har en ambition om, at ens læsere skal kunne forstå et kvæk. Og bortset fra det, skal man være en usædvanligt begavet sproghistoriker for overhovedet at kunne gøre det. Det, man i stedet gør, er ikke uproblematisk: Man skriver noget, der virker gammeldags, men stadig er moderne nok til, at læseren kan forstå det. Og så er det, at sproglige sticklere som mig går fuldstændig meta og hele tiden sidder og tænker: “Vliiille man nu også bruge lige dét ord?? Er dét ord nu ikke lige liiiidt for moderne??” og så videre. Og det kan være temmelig distraherende for den samlede læseoplevelse.
Men når det så er sagt, synes jeg, Torben Guldberg klarer den sproglige udfordring, han har sat sig, rigtig godt. (mere…)
Min tidligere medsammensvorne udi musikken, Torben, har søreme fået udgivet sin bog. Og ikke nok med det; forlaget har allerede afsat den videre ud i verden i bedste Peter Høeg-stil. Jeg ser frem til at læse Teser om eksistensen af kærlighed, som af uransagelige årsager allerede inden udgivelsen kan findes til nedsat pris hos Saxo. Jeg forstår altså ikke det danske bogmarked. Nå, men romanen er på gaden d. 4., og den er bind et af to.
EDIT: Så tikker anmeldelserne ind. Jyllandsposten er lidt forbeholdende, mens Berlingske og Kristeligt Dagblad er decideret ekstatiske.
Hvad sker der med de kommafejl, Gyldendal? Det her er en rigtig god formidling af et svært emne, og så skal jeg sidde og få kastet ikke så få kommafejl i synet. Alene på den sidste hele side, s. 304, er der seks kommafejl. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad formålet er med det. Det får forfatteren til at virke sjusket og useriøs.
Og sådan fremstår hun ellers slet ikke. Hun har som sagt begået en rigtig god formidling af et svært emne, nemlig de nye neurovidenskaber, der stadig er i deres vorden og fører alle mulige og utænkelige komplikationer med sig af både praktisk og etisk art. Og dem redegør hun for på pædagogisk og interessant vis, og i et format, som jeg tror apellerer til mange, der ellers ikke ville nå hele vejen gennem en 300-siders populærvidenskabelig bog.
Jeg selv er en af dem. Jeg kan knap nok huske, hvornår jeg sidst læste en populærvidenskabelig bog, og de mere hårde, teoretiske udredninger har jeg aldrig ligefrem læst som slik (om man så må sige). Men den her gled let ned, uden at den virkede alt for forfladiget. Det, Lone Frank gør, er, at lægge en personlig ramme nedover sin udlægning. Meget af bogen består af subjektive beskrivelser af interviews hun laver med amerikansk hotshots inden for neuroforskningen. Og netop det, at beskrivelserne er subjektive, giver fremstillingen et skønlitterært, “ufarligt” skær, og en hovedperson, man kan identificere sig med. Nogle gange var formen lidt for iøjenfaldende til mig, men den er helt sikkert grunden til, at Den femte revolution blev en sællert.
Alt i alt interessant læsning om et interessant emne. Tak til Josefine for anbefalingen.
Nu har jeg trippeltjekket igen; Iselin C. Hermann er dansker, men det er svært at tro, at Domino ikke er en oversat fransk roman. Den bugner af franske kulturelle markører, og sproget er til tider lidt kringlet som efter en samvittighedsfuld og(/men) vellykket oversættelse. Det er ikke overgjort, men det er den følelse, man får, når man læser romanen. Og det er godtnok elegant formidlet af forfatteren.
Selve historien er også elegant, både tænkt og udført. Præmissen er den, vi efterhånden er helt vant til, med flere historier, tilsyneladende uden forbindelse, der flettes ind i hinanden. Her er konceptet bare taget et skridt længere, men uden at Hermann bliver prætentiøs af den grund.
Og se, her har tilsyneladende været en bagsidetekstskribent indover, der ikke har sit lille hovede fuldt af kapok. Bagsiden afslører nemlig ikke (ikke!) det twist, som er hele bogens genistreg – og som jeg ikke vil røbe her.
I det hele taget en rigtig god roman om at dominere og blive domineret, og om at ens liv kan være så skrøbeligt stablet op, at det kan vælte, hvis bare én brik bliver forskubbet. Og så var den søreme gratis. Lindhardt og Ringhof har simpelthen lavet et særtryk, som er blevet lagt rundt omkring. Jeg fandt mit eksemplar på en salatcafe i KbhK, og fik på den måde mod alle odds læst en ny, dansk roman.
Pontoppidan fik Nobelprisen, og det her var da også den mest gribende og velskrevede roman, jeg længe har læst, til trods for, at den har over 100 år på bagen. Den er lidt af en mursten, og er sådan set en klassisk modernistisk dannelsesroman om det moderne menneskes kamp for at finde fred i krydsfeltet mellem natur og videnskab, land og by, tro og lidenskab osv. Men den er knivskarp, veldkommende og engagerende. Og som en ekstra bonus foregår en stor del af den i Københavns gader. De tarvelige nybyggerier omkring Halmtorvet, som Per går rundt iblandt, ja, de står der endnu, bare med byfornyede, sammenlagte lejligheder indeni.
Og så er der nogle næsten uhyggelige spådomme i bogen. Pers store projekt er bl.a. maskiner, der udnytter vind- og bølgekraft, og selv om vi har teknologien og mekanikken på plads i dag, tøver vi stadig med at sætte så storstilede planer i værk, som Per lagde. Og så er der realskolebstyreren i en lille jysk flække, der nedgør naturvidenskaben med disse ord:
“Vi er syv døgn om at nå fra Evropa til Amerika. Det er jo aldeles beskæmmende! Vi burde være højst syv timer om det stykke vej. Vi burde med andre ord kunne komme fra København til New York mellem frokost og middag. Først når vi er nået så vidt, tager jeg min hat af for naturvidenskaben.”
Og det er altså skrevet for 103 år siden.
Her i det smarte, nye Nordisk Forfatteratlas (ja, ikke leksikon, men atlas,) der i sig selv er et surf værd, kan man læse mere om Pontoppidan, hvis tidlige livshistorie søreme minder meget om Pers.
Jeg kimser simpelthen alt, alt for lidt. Jeg kimser fx ikke af de unge, danske krimiprinsesser, der forsøger at gøre Liza Marklund og hendes svenske veninder kunsten efter, og som jeg ved klarer det godt rent salgstalsmæssigt. Og jeg kimser slet ikke af bøger, der er bestsellere, udgivet i otte oplag (foreløbig) og ifølge forfatterens egen hjemmeside skrevet af “Danmarks mest læste krimiforfatter”, hvordan man så end måler det. Som for eksempel Sara Blædels anden krimi om Louise Rick, gårdens finest.
Men det burde jeg gøre en hel masse mere, for Sara Blædels Kald mig prinsesse, som gudhjælpemig er andet bind af foreløbigt tre i serien, er endnu et eksempel på en sprogligt såvel som plotmæssigt klodset bestseller. Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvorfor er det så sjældent, man kan få en velskrevet bestseller? (mere…)
Katinka skriver de digte, jeg ville ønske, jeg selv skrev. Hun er blevet kritiseret for at skrive for Forfatterskole-sterilt, men da jeg første gang stødte på hende for 4-5 år siden, skrev hun sgu også sådan, synes jeg. Måske skulle anmelderne læse indholdet lidt mere og bagsideteksten lidt mindre. Hun skriver klart, rent, klogt og direkte, men samtidig drømmende og underspillet. Og jeg glæder mig til at se næste udgivelse fra hendes hånd. Tillykke med den, mrs. Jones.
Poetisk tegneserie. Hvor smukt. WROOOOOM!