bibliomani

Sidste år hørte jeg tilfældigt om en norsk forfatter, der var i gang med at skrive sin selvbiografi. I seks bind. 42 år gammel. Det lyder jo så prætentiøst, som det kan blive, men så kom de norske anmeldere på banen. Og de kunne slet, slet ikke få armene ned (bortset fra en vrissen Kjærstad).  Bøgerne hyldes for alle de litterære kvaliteter, man kan opdrive, Knausgård er norsk litteraturs nye, store håb, og han er selvfølgelig nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Og så er der ikke meget mere for mig at sige. For en gang skyld er jeg enig med et enigt anmelderkorps. Bind 1 er medrivende, interessant, rørende, velskrevet, relevant og så videre. Og den er vist lige udkommet på dansk.

Det eneste, jeg er i tvivl om, er: Er jeg den eneste, der kan se, at han ligner Gary Oldman?

Oldman?

Knausgård?

Det her er ubetinget et fabelagtigt stykke historieskrivning, og det er anmelderne (altså de rigtige) jo også rørende enige med mig (sagde hunden)  i. Andet bind af sagaen fortsatte over stok og sten, lige så medrivende og krimiagtigt som det første.

Materialet er selvfølgelig rasende godt – vaskeægte, danske terrorister, der oven i købet lykkedes med deres lækkert planlagte kriminalitet, og kun blev fældet ved en tilfældighed. Der er masser af “hvis nu”‘er i historien, som en fiktionsforfatter ikke kunne have konstrueret bedre. (mere…)

Et tobinds dokumentarværk. Nej, ikke lige det første, jeg normalt ville kaste mig over. Men terrorisme er interessant i disse år, faktisk især ikke-islamistisk terrorisme. Og når nu værket kan erhverves for sølle 79 kr. pr. bind i Gyldendals pocket-udgave, og endda har modtaget Cavlingprisen, så ok, så. Jeg investerede i det, der bliver markedsført som om, det var den sidste nye femikrimi.

Blekingegadebanden (i hvert fald bind 1) er skrevet i en udpræget roman-stil, der gav mig svar på, hvordan et dokumentarisk værk kan have solgt så godt. Den er simpelthen enormt spændende, og det dokumentariske bidrager bare til min fascination af historien: Tænk at sådan noget kan have foregået i lille Danmark, oven i købet i min levetid og i min by. Samtidig er bogen fuld af historiske udredninger, fx. om situationen i Mellemøsten, men alt sammen opdelt i ret korte og mundrette kapitler. Og så bærer den præg af en utrolig grundig reseach, helt ned til bombehundenes navne, og der er en hel del billeder i.

Er der en fare i, at jeg havde det, som om jeg læste en krimi? Tja. Det er vel det, der får et stykke vigtigt samtids- og Danmarkshistorie ud til en brede befolkning. Men det er et interessant valg, både fra forfatterens og forlagets side at gå så meget under huden på de personer, der spillede en rolle i historien – terroristerne selv såvel som deres ofre.

Uanset hvad var det både medrivende og interessant læsning, som bestemt var alle de 79 kr. værd.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en dansk bog, der var skrevet i et så kringlet sprog. For det første er sætningerne ualmindeligt lange og komplicerede. På den gode måde, for de hænger sammen og giver mening og er overhovedet ikke umulige at læse. Jeg troede bare, at kompliceret sprog var blevet forbudt i dansk skønlitteratur, og især i noget, der er lagt an til at skulle være en bestseller – komplet med små, glittede læseprøver på disken i Bog&Ide og plakat i Politikens Boghals vindue. For det andet er meget af bogen skrevet i et tilstræbt gammeldags sprog, og det er straks mere problematisk, i hvert fald som udgangspunkt.

For tanken om at skrive en bog på 1500-talsdansk, fx., er jo tåbelig, hvis man samtidig har en ambition om, at ens læsere skal kunne forstå et kvæk. Og bortset fra det, skal man være en usædvanligt begavet sproghistoriker for overhovedet at kunne gøre det. Det, man i stedet gør, er ikke uproblematisk: Man skriver noget, der virker gammeldags, men stadig er moderne nok til, at læseren kan forstå det. Og så er det, at sproglige sticklere som mig går fuldstændig meta og hele tiden sidder og tænker: “Vliiille man nu også bruge lige dét ord?? Er dét ord nu ikke lige liiiidt for moderne??” og så videre. Og det kan være temmelig distraherende for den samlede læseoplevelse.

Men når det så er sagt, synes jeg, Torben Guldberg klarer den sproglige udfordring, han har sat sig, rigtig godt. (mere…)

Bibliofil som jeg er, har jeg gået de sidste otte måneder og ventet på, at tredje bind i Millennium-trilogien kom i det lækre, lille Månpocket-format, som jeg havde de to første i. Så det var først nu (en uge inden den lovede udgivelsesdato, men alligevel) at jeg fik læst afslutningen på Salander-sagaen. Og den var søreme også god. Der var ikke helt lige så meget smæk på actionen som i bind to, men så var det også gået hen og blevet komisk. Og hele retssalsdelen var faktisk noget mere stillestående end jeg havde ventet mig af los grande finale, men det opvejedes af den tilfredsstillelse det er at se De Onde blive sat for en harm, retfærdig dommer. (mere…)

Anden installation i min norske sommermaraton. Og den var slet ikke dårlig.

Frelseren er en helt igennem effektiv kriminalroman. Måske ikke helt på højde med Stieg Larssons to første guldklumper (jeg har stadig den tredje til gode), men det skyldes måske mest, at jeg her er startet med sjette roman i serien om førstebetjent Harry Hole. Men den var nu ikke svær at gå til af den grund, uden at være alt for fuld af komprimerede opsummeringer. Plottet var stramt, og udredningen af de mange indviklinger temmelig elegant i forhold til, hvor mange der var. (mere…)

Jeg kimser simpelthen alt, alt for lidt. Jeg kimser fx ikke af de unge, danske krimiprinsesser, der forsøger at gøre Liza Marklund og hendes svenske veninder kunsten efter, og som jeg ved klarer det godt rent salgstalsmæssigt. Og jeg kimser slet ikke af bøger, der er bestsellere, udgivet i otte oplag (foreløbig) og ifølge forfatterens egen hjemmeside skrevet af “Danmarks mest læste krimiforfatter”, hvordan man så end måler det. Som for eksempel Sara Blædels anden krimi om Louise Rick, gårdens finest.

Men det burde jeg gøre en hel masse mere, for Sara Blædels Kald mig prinsesse, som gudhjælpemig er andet bind af foreløbigt tre i serien, er endnu et eksempel på en sprogligt såvel som plotmæssigt klodset bestseller. Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvorfor er det så sjældent, man kan få en velskrevet bestseller? (mere…)

Jeg mindes ikke, jeg før har læst en så hæsblæsende, lang, helt fantastisk action-slutning, som i bund og grund er hamrende usandsynlig, men som jeg åd råt og med stor nydelse. De her bøger skriger på en amerikansk filmatisering af den smagfulde slags.

Andet bind i trilogien var noget mindre stringent og noget mere vævende end “Män som hatar kvinnor”, men den kunne bære det hele vejen igennem. Og Stieg Larsson er en imponerende forfatter, genren uanset. Fx det, at han først beskriver Selanders nye lejlighed gennem Blomkvists øjne, ja, det er simpelthen godt tænkt, godt skrevet, rørende og stærkt. Jeg ser frem til tredje bind, men kommer desværre til at vente nogle måneder på at den udkommer i det svenske Månpocket-format.

Stieg Larsson modbeviser heldigvis min spirende mistanke om, at en roman for at blive bestseller skal være drivende klichéfuld i sprog såvel som indhold. Pyha, så er der alligevel håb for Litteraturen.

EDIT: Det er netop gået op for mig, at romanen i sin engelske oversættelse hedder “The Girl with the Dragon Tattoo”. Hvor sært. Idiomet “at lege med ilden” er jo for en gangs skyld direkte oversætteligt.

Kort sagt: Den bedste kriminalroman jeg har læst i årevis. By far.

Ja, tusindvis af tusindvis af læsere kan jo ikke tage fejl. Den her roman er så populær, at ekspedienten, der betjente mig i boghandlen, simpelthen var nødt til at fortælle mig, hvor helt fantastisk god den var. Ok, så. Så er det mig der tager fejl. Jeg er i hvert fald uenig med masserne. Jeg kedede mig. Den var forudsigelig, langtrukken, uinspireret skrevet og fuld at ting, der i mine øjne lignede nødløsninger. (Hvordan fik Helen sin handy lommepistol med sølvkuglerne med flyet? Og sikke da et held, at Rossi lige efterlod dem den der værdifulde bog! Lidt pudsigt, at den resulterende formue først blev nævnt meget sent, og at ingen havde studset over, at den døde kvinde hævede penge på fælleskontoen.) Og så var der alle de med-klaphammer-serverede pralleller mellem Dracula og Stalin. Oh. Det er den slags, man fifler på plads i den næste gennemskrivning, evt. med redaktørens hjælp.

Tja. Måske er det bare ikke lige min genre. Labyrinth (se nedenfor) fængede mig heller aldrig rigtig, og det var nok til alles bedste, at jeg aldrig fik læst The Da Vinci Code.

Er det bare mig, der er snobbet? For jeg har lyst til at sige, at jeg synes, det er ærgeligt, at de få stykker litteratur, der virkelig brænder igennem hos den store ellers-ikke-læsende masse, er notorisk dårligt skrevet. Tænk, hvis folk både fik supergod historie og stor litteratur. Eller måske er det bare mig, der er galt på den? Måske er der en grund til, at det lige er de her værker i den her meget ens stil (også hvad angår skrivestilen), der bliver de helt store bestsellere? Er det faktisk det, folket helst vil have? I så fald vil jeg gerne melde mig ud af det der folket. Men det har jeg vist allerede gjort.

Jeg var helt bange for at læse den af frygt for at blive skuffet. Og selvfølgelig for at blive færdig med serien, og så aldrig, aldrig mere Harry P., men sådan er livet jo.

Og heldigvis!! Den var ikke en skuffelse. Den viste sig derimod at være en meget veldrejet bog, også i forhold til nogle af de andre, og de sidste 150 sider var ved at slå mig ihjel af spænding og alt muligt andet. Rowlings fik samlet en hel masse tråde op fra de foregående bøger, undgik den helt store rørstrømskhed, og selv epilogen – og jeg hader epiloger inderligt – var ikke en decideret katastrofe.

Mit største ønske nu, på Rowling-fronten, er, at hun skriver en bog i en helt anden genre. For hun er en god forfatter, og jeg ville gerne læse en grum, socialrealistisk roman af hende uden alle de flyvende koste.

Nej, jeg blev aldrig sådan rigtig begejstret. Til gengæld var det interessant, at den kunne vinde Booker-prisen i 1992. Var litteraturen virkelig så ung og uskyldig dengang, at sådan en samling postmodernistiske klicheer kunne få folk op af stolene? Jeg havde hele tiden en følelse af, at jeg havde set det hele før, bare lidt bedre. Suk, altså.

“Chick lit for A-levels”, the reviews said. Well, that may be so, but not my cup of tea. It was just not challenging enough for me as a reader. It was just a bit too easy.

It’s too easy to write 700 pages of meticulous descriptions instead of leaving some of the work to the reader and condense the novel. Less is more. An editor would usually do this. I would enjoy the novel much more if someone took out 150 pages worth of adjectives.

It’s too easy to spin a complicated web of secrets, half-told truths and mysteries, and then bring in some old man to explain all of it. Sorry, but it’s in the Book of Cheap Literary Tricks.

It’s too easy to write a novel about the hunt for an object, and then at the end when it hasn’t been unearthed, dismiss the whole thing with the old “she had known all along deep in her heart that it was all only an allegory of love passed down through the ages from mother to daughter”-explanation. It’s like when a crime novel end with “but who really killed her, no-one ever found out”. Really.

But kudos for the research, for the well-functioning parallel stories and for writing a historical bestseller about a woman. Nice. And I’m sure The Da Vinci Code was waaay worse.

Jeg åd den her råt på en sygedag i sengen. Slet, slet ikke dårlig. Jørn Riel i begge inkarneringerne, både skrønefortælleren og den følsomme selvbiograf (Du bor i dit navn-trilogien). Dog savnede jeg lidt mere af sidstnævnte, altså historien om Asger der står i søsterens gæsteværelse og maler alle sin families vilde historier ud af sit hoved. Men det er nok mest et spørgsmål om smag.

Dog har jeg meget svæt ved at forstå, hvorfor den er blevet hyldet som et dansk bud på magisk realisme. Det er overhovedet ikke magisk realisme det her, det er bare skrøner med afsmitning fra Bjarne Reuter og hele det børnebogsunivers, som Morten Ramsland da også har skrevet bøger i.