bibliomani

As so many other novels this one is based on a good idea, but it doesn’t ever seem to figure out what to do with it. The plot becomes more and more absurd and the last 100 pages I spent wondering how Fitzgerald was going to get herself out of it – and then it ended in one of the most easy and irritating ways of all (the protagonist didn’t wake up, but close).

But yes, the idea is good. A man, raised to believe that he’s an unintelligent freak, but who is an expert on pigs, and whose narration is written almost like that of Faulkner’s Benji. Throw in a couple of abusive parents and a young girl who’s trying to figure out how to grow up. Not bad, but it lacked coherence or maybe firmer sense of purpose.

This was a good read indeed!  Though the plot is somewhat trivial it is brilliantly played out and the character descriptions are … brilliant as well. Highly recommendable novel. Thanks, Kirsten, for giving it to me (not myself, another Kirsten, that is).

I’m a big fan of Fforde’s other writing, especially the meta-literary-comedy-series (yes, that’s a word, I just invented it) about Thursday Next. Fforde as a writer is incredibly clever and funny in a way that reminds me of Douglas Adams and Terry Pratchett. The drawback of this style is that the plot and the general message of the novels often tend to drown in a cascade of impossible puns and triple entendres.

But here in the first volume of Fford’es new series (apparently he doesn’t do stand-alone novels) the puns are decidedly less predominant, and the universe is positively dystopian. And this new seriousness suits him.

I really enjoyed Shades of Grey. It describes a world some 500 years from now in which poeple are completely governed by a largely incomprehensible and arbitrary rule book, which sounds a lot like modern religion in my heathen ears. It’s 1984-ish and scary, and it actually reads like an insightful political commentary. But Fforde is still Fforde as we know him when he tosses about garbled expressions that are a part of the English language in 500 years. “That’s quite another fish-kettle” is a prime example. Bottom line: Go read it!

This is exactly what it says on the title page: Little-known facts about various marine-dwelling animals such as the skate, the flounder, the herring and krill. Some of the facts are more little-known than others. For instance:

Seahorses mate for life, under a full moon, and sing while they’re doing it. Seahorses have the superpower of invisibility, in the sense of changing colour to blend in with the surroundings. Especially where waiters and bartenders are concerned.

We also learn about the krill, who tends to buy the wrong cable for its iPod, the grunion who came home one weekend to a burst pipe in the cellar and several other interesting facts. The book is beautifully bound by hand and my copy is number 6 out of 50.

This book is a croos between an art book and a diy-crafts-book. I’ll let the pictures say the rest.

The first picture are in the book, the second is from the British yarnstormer-crew Knit the City, and the last one I took myself in Gothenburg last weekend. The text means “Catch the freedom”.

Jeg var temmelig begejstret for Iain Banks’ The Steep Approach to Garbadale, men var egentlig blevet advaret om, at denne, hans debutroman, måske ikke ville leve helt op til mine forventninger. Men en debatskabende, anmelderrost debutroman, som jeg endda fandt for en slik i en funky pladebutik i Glasgow? Nej, det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for. Men, men, men.

Det er sådan en roman, der hele tiden peger et par skridt fremad. Så den nævner noget i forbifarten, fx. “the wasp factory”, og så bliver det forklaret 20-40 sider senere, hvad det er. Og det er sådan set en meget effektiv motor, men det kan også meget nemt resultere i en masse små antiklimakser. For nogle af de ting, der bliver hintet, er så bizarre, at man kan få den tanke, at Banks først senere har fundet på, hvordan i alverden han skal forklare dem, og det kan også nemt komme til at føles lidt mekanisk. Det gjorde det i hvert fald på mig. Og han var så opsat på at slutte med et brag (bogstavelig talt, faktisk), at det blev lidt for meget … fægten med armene og fandango i forsøget på at overgå resten af bogen.

Forstå mig ret, det var en velskrevet roman, men den lugtede af debutroman. Den var lidt for firkantet, lidt for eksplicit, lidt for ivrig efter at forklare alle symbolerne og hver og en af alle særhederne. Måske har der været en emsig redaktør indover, men jeg syntes, det blev for meget, allerallerværst her: “The Factory was my attempt to construct life, to replace the involvement which otherwise I did not want.” (s. 243) Godt, så. Hvis vi ikke har fattet dette helt grundliggende element på romanens næstsidste side, så er der noget galt med hele romanen. Og det er der faktisk ikke, så vi har fattet det. Så lad nu bare de syvtommersøm ligge. Da Banks skrev The Steep Approach to Garbadale 23 år senere, havde han heldigvis lært antydningens kunst. Jeg ser frem til at læse mere af ham. Men nok ikke hans tidligste.

Ja, så er det den tid på året igen, selv om det gamle bogudsalgskoncept jo er gået op i røg. Nu holder boghandler(kæder)ne hvert deres udsalg i ét stort rod, og sidste år var det i hvert fald en skuffelse.

Men et nyt, prisværdigt initiativ har set dagens lys: Det nye store bogudsalg. Deres hjemmeside er tæt på ubrugelig, men de har til huse på Rådhuspladsen (på Strøget-siden), og de har over 1000 titler, heraf rigtig mange gode ting. Især hvis man ikke, som jeg, er en oversættelsessnob, der insisterer på ikke at læse fx. engelsk litteratur i oversættelse, er der mange gode ting at hente. Fx. Michael Chabons Kavalier og Clay til en 50′er (som jeg købte som gave til det tredobbelte i sidste uge – ah, well), den rigtig gode England, England af Julian Barnes og Jan Guillous Madame Terror. Der er også en hel del fag- og børnebøger.

Jeg slap derfra kun to bøger rigere: Jacob Martin Strids Dimitri 9mm, som jeg længe har villet have (ikke mindst efter at have nydt hans Decimal 0,4) og en såkaldt billedroman af Joanna Rubin Dranger med titlen Frøken Mærkværdig og karrieren. (Okay, den er oversat fra svensk, men hvad har man principper for, om ikke for at bryde dem?)

Altså: Sus ind til Rådhuspladsen!

EDIT: Arnold Buscks bogudsalgskatalog ligger her, Bog & Ide  (som har opslugt Gad)’s skal hentes i butikken, og Politikens Boghal har ikke noget katalog i år. Til gengæld har sidstnævnte allerede nu de fleste af den glimrende Haruki Murakamis romaner på engelsk til 80 kr.

Jeg er rigtig dårlig til at købe foto- og kunstbøger, men efter at have stået længe og savlet over den her, der oven i købet var latterligt meget nedsat, kom jeg heldigvis til fornuft og købte en helt fantastisk bog. Det er en samling af 1500 billetter, kvitteringer, boardingkort, bon’er og den slags fra 22 lande, ordnet efter (og det er det allerfedeste) farve! Meget, meget flot.

Den her lægger sig i Dan Browns slipstrøm sammen med The Historian, Labyrinth (sjovt nok begge to også fra 2005) og et væld af andre thriller-agtige, historisk-agtige, magisk-agtige romaner. Dan Brown havde jeg ikke engang lyst til at læse (Stephen Fry, som jo selv er en fremragende forfatter, havde det på samme måde, som han harcelerer dygtigt over her), og de to nævnte var jeg ikke vildt begejstrede for. Måske var det alt den agtighed. De ville lidt for meget, blandede det med halvstuderet populærvidenskab, og reultatet blev lidt uhåndterligt og overfladisk … agtigt.

Forskellen mellem Jon Fasman og Elizabeth Kostova & Kate Mosse er, at Fasman faktisk skriver rigtig godt, humoristisk og fængende og endda om en person, ikke kun om en jagt på en gral eller 15 ting, der gør en udødelig, eller Mona Lisas kors-agtigt. Og derfor var The Geographer’s Library en fornøjelse at ræse igennem, selv om den grundliggende historie var tynd og opbygningen lidt skæv. Der var skarp persontegning, en selvironisk jegfortæller og fart over feltet, og hvis det var det, den ville, så gjorde den det rigtig godt.

Hvordan var det nu, Pride and Prejudice endte? Og hvordan skal jeg nå at læse den igen, når jeg også skal have tid til at opdatere min status på Facebook? Her er svaret.

Det her er efterfølgeren til The Big Over Easy, som jeg i sin tid dømte uoversættelig og i det hele taget svær at læse for en ikke-brite. Men nu fandt jeg altså The Fourth Bear for en slik i en tilbudsbunke, og så kunne jeg alligevel ikke dy mig. Den er lige så langt ude som forgængeren på en dødbringende blanding af syre og engelske børnerim, og hvis man ikke er vokset op med sidstnævnte, misser man retti-rettimange pointer. Hvis man nu tilfældigvis er professionel sprognørd og formidler af britisk kultur, kan man selvfølgelig se det som en researchopgave, men det er ikke rigtig formålet med den.

However; The Fourth Bear var faktisk lettere at følge med i end forgængeren, måske fordi jeg fra starten var indstillet på, at jeg skulle slå lidt op undervejs. Og udover at være bindegal og helt utrolig morsom,  så hænger den fantastisk nok også sammen som kriminalroman. Det er simpelthen spændende, hvem der slog Guldlok ihjel, og ikke mindst hvordan det kunne være, at grøden i de tre skåle havde forskellig temperatur, selv om den var hældt op samtidigt.

Og en lækker detalje: Som alle Jasper Ffordes bøger har denne også ekstramateriale – ligesom enhver dvd med respekt for sig selv har. Men går ind på nurserycrime.co.uk, indtaster det password, som man kender, hvis man har læst bogen, og kan derefter læse en “wordumentary – the making of” samt et par “fraklippede” kapitler. Det er selvfølgelig en sjov gimmick, men for en nørd som mig er det også sindssygt interessant. Men jeg er jo også en af de to i landet, der faktisk ser ekstramaterialet på dvd’erne.

Jeg talte engang med den daværende ms. Bookish, på hvis bogblog jeg dengang gæstebloggede, om, hvordan man finder nye bøger at læse, hvis man ikke bare skal læse flere bøger af forfattere, man allerede har læst noget af. Vi talte bl.a. om at være tilhænger af et bestemt forlag, og at gå efter bøger, der har fået en særlig pris. Jeg har gode erfaringer med det sidste, men tøvede ikke, da jeg faldt over Marrying the Mistress i Bloomsburys jubilæumsserie, der også tæller Jeffrey Eugenides’ Middlesex og Margaret Atwoods Cat’s Eye; begge to fremragende romaner.

Og ja, taktikken holdt stik. Marrying the Mistress er af den britiske romanskole, jeg er så vild med. Den er en udforskning af familierelationer, især på tværs af generationer, og er skrevet i et knivskarpt, gennemarbejdet sprog og i en distinkt tone. Den mindede mig om Margaret Atwood, A.S. Byatt og Irish Murdoch (og er det et tilfælde, at de har samme køn og alder?), og også en hel del om Iain Banks’ The Steep Approach to Garbadale. En rigtig god, gribende og tankevækkende roman.

Det slår mig, at jeg læser påfaldende mange splinternye bøger for øjeblikket. Ikke splinternye som i fra sidste uge, men som i fra sidste år i modsætning til fra forrige århundrede. Men den her var alligevel tæt på at være tidløs, for nu at bruge et alt andet end tidløst ord.

Historien er klassisk og fortalt til-hudløshed-før. Stor, engelsk, rig familie, manipulativ, aldrende mater familias, masser af intriger, selvmord og forbudt kærlighed inden for rækkerne, som bliver tiet ihjel eller til følelsesmæssig forkrøblelse. Lidt flash backs til en ungdomsforelskelse, en forretningsrejse m.m., som alt sammen er brikker i fortællingens store puslespil. Dertil en for historien perifær jeg-fortæller indover med karakteristisk accent (slet ikke Count Fosco, men alligevel lidt). Det er klassisk engelsk romanfortælling, og de sidste 30 sider var umiskendeligt Agatha Christie og næsten for meget.

Men kun næsten. For den var grumme godt skrevet, romanen. Vedkommende, humoristisk, følsom og godt tænkt. A jolly good read, that was.

Jeg har ikke læst andet af Banks temmelig store forfatterværk, men det har jeg hermed tænkt mig. Nogle anbefalinger?

EDIT: Her en uges tid senere er jeg stadig betaget af bogen. En rigtig fed ting var, at historiens helt basale kærlighedshistorie (som jeg trods alt ikke vil afsløre her, men det er den, man først får afsløret til allersidst) ikke bliver forklaret, endsige ordentligt fortalt. Det bliver bare lige ridset op, at her ligger en kæmpestor dramatisk kærlighedshistorie begravet i fortiden. Og det er jo sådan det er med familiehistorien, ikke? Min mormors familie slog hånden af hende på grund af hendes ægteskab med min morfar, ved jeg. Men så ved jeg heller ikke noget som helst mere om det. Selv de største (episke kærligheds-)historier forgår med tiden.

Hillemænd, det var en langtrukken affære. Ikke at den var særligt dårligt skrevet. Den var bare heller ikke særlig god, og slet ikke spændende nok til at klø på i 750 sider! Nuhj. Og jeg gik oven i købet kun i gang med den, fordi den reklamerede med at være en page-turner, og jeg lige trængte til et hurtigt fix adventure. For tre uger siden. Men måske jeg skulle have tænkt lidt mere over, at den, der på forsiden benævnte den “Fantastic (…) I was in seventh heaven” var Kate Mosse, forfatteren til Labyrinth, som var næsten lige så langtrukken som den her.

Og hvor filen kom titlen fra? Glasbøgerne spillede en central rolle i plottet, men jeg mindes ikke, at der optrådte nogle “dream eaters” i bogen. Øøh …

Hvis jeg skulle sige noget pænt om den, så fungerede strukturen med at følge de tre hovedpersoners trængsler og udvikling på skift meget godt. Den ville i hvert fald have gjort det, hvis bogen ikke havde været så frygtelig lang, at man til sidst blev fuldstændig ligeglad med, hvordan den sluttede.

Forsidelayoutet og bagsideteksten lægger op til, at det her er en sjov bog, og det er det så sandelig også. Men den har meget mere substans end det. Den er et kærligt portræt af en i grunden usympatisk person og en had-kærlighedsbeskrivelse af England og den britiske kultur, især klassesamfundet og snobberiet, og den minder mig om Iain Sinclair og Iris Murdoch. Fry tegner knivskarpe, følsomme personportrætter pakket ind i sproglig ekvilibrisme, masser af grovheder og umulige allitterationer. Nogen burde oversætte den til dansk…

Ian McEwan er en af de store kæmper i britisk litteratur, og denne roman var shortlisted til Booker-prisen, som The Gathering løb af med. Og det er jeg glad for, for selvom On Chesil Beach var rørende, et godt tidsbillede og godt skruet sammen var den ikke nær så facetteret og … interessant som The Gathering var. Den var måske lidt for nem. Især da han trak seksuelt misbrug-kortet og opsummerede resten af hovedpersonernes liv på bogens sidste tre sider. Det er bare ikke helt godt nok.

Men Ian McEwan kan skrive fint og klart, og hans beskrivelse af den situation, bogen drejer om, var Murakami værdig. Det var det, der alligevel gjorde den til en læsværdig bog.

En erindringsbog i modsætning til en selvbiografi, med en hel del meta-”her sidder jeg og skriver, jeg må hellere komme videre med kapitlet om Zelda”, som fungerer godt. Lange reported speech-monologer i James Joyces sande ånd, og namedropping, så jeg føler mig meget lidt intellektuel (og meget lidt jødisk). Det kunne være interessant at vide, om en almindelig jødisk/hebraisktalende intellektuel virkelig kender alle de litterære og kulturpersonligheder, der bliver henvist til? Eller formidler Oz netop sin fars og onkels åndssnobberi? (mere…)

Ulamindelig (for Murakami) straight kærlighedshistorie, men bestemt ikke uinteressant af den grund.

Jeg må sige, at jeg følte mig lidt snydt, da det gik op for mig, at det kun var bogens første 100 sider, der udgjorde Breakfast at Tiffany’s. Resten var tre noveller, og jeg er som bekendt ikke vild med noveller.

Mere snydt følte jeg mig, da det spørgsmål, der indledte romanen/novellen (er det virkelig Holly, der har været i Afrika? Hvad er der sket med hende?) overhovedet ikke bliver besvaret. Jeg har måske læst signalerne forkert, men det var da det spørgsmål, der drev mig gennem historien.

Og så følte jeg mig nok også lidt snydt over historien som sådan. Dens berømmelse bliver vist forvekslet lidt med Audrey Hepburns, som jo spillede Holly i filmen (som jeg ikke har set).

Men når det så er sagt, var den virkelig velskrevet og gribende, og de tre noveller (House of Flowers, Diamond Guitar og A Christmas Memory) fik fat i mig på en måde, som noveller almindeligvis ikke formår. De smagte af Paul Auster og William Faulkner, og alle fire historier tegnede præcise portrætter ikke så meget af personer som af relationerne imellem dem. Nydeligt.

Ikke specielt imponerende, egentlig. Den rørte mig ikke rigtig, selvom jeg godt kunne se, at det var det, der var meningen.