bibliomani

Pontoppidan fik Nobelprisen, og det her var da også den mest gribende og velskrevede roman, jeg længe har læst, til trods for, at den har over 100 år på bagen. Den er lidt af en mursten, og er sådan set en klassisk modernistisk dannelsesroman om det moderne menneskes kamp for at finde fred i krydsfeltet mellem natur og videnskab, land og by, tro og lidenskab osv. Men den er knivskarp, veldkommende og engagerende. Og som en ekstra bonus foregår en stor del af den i Københavns gader. De tarvelige nybyggerier omkring Halmtorvet, som Per går rundt iblandt, ja, de står der endnu, bare med byfornyede, sammenlagte lejligheder indeni.

Og så er der nogle næsten uhyggelige spådomme i bogen. Pers store projekt er bl.a. maskiner, der udnytter vind- og bølgekraft, og selv om vi har teknologien og mekanikken på plads i dag, tøver vi stadig med at sætte så storstilede planer i værk, som Per lagde. Og så er der realskolebstyreren i en lille jysk flække, der nedgør naturvidenskaben med disse ord:

“Vi er syv døgn om at nå fra Evropa til Amerika. Det er jo aldeles beskæmmende! Vi burde være højst syv timer om det stykke vej. Vi burde med andre ord kunne komme fra København til New York mellem frokost og middag. Først når vi er nået så vidt, tager jeg min hat af for naturvidenskaben.”

Og det er altså skrevet for 103 år siden.

Her i det smarte, nye Nordisk Forfatteratlas (ja, ikke leksikon, men atlas,) der i sig selv er et surf værd, kan man læse mere om Pontoppidan, hvis tidlige livshistorie søreme minder meget om Pers.

Hm… Jeg kan godt se de stilistiske eksperimenter og modernismen, der titter frem, men det er ikke en decideret pageturner. Den sære Nagel vrøvler og vrøvler og lader tankerne flyve, og selvom det netop er pointen, bliver det altså lidt kedeligt i længden.

En bog om en kvindeskæbne, men også i høj grad om krigens rædsler. Velskrevet og indfølt. Det er garanteret hans søster, der har skrevet den.