bibliomani

This is exactly what it says on the title page: Little-known facts about various marine-dwelling animals such as the skate, the flounder, the herring and krill. Some of the facts are more little-known than others. For instance:

Seahorses mate for life, under a full moon, and sing while they’re doing it. Seahorses have the superpower of invisibility, in the sense of changing colour to blend in with the surroundings. Especially where waiters and bartenders are concerned.

We also learn about the krill, who tends to buy the wrong cable for its iPod, the grunion who came home one weekend to a burst pipe in the cellar and several other interesting facts. The book is beautifully bound by hand and my copy is number 6 out of 50.

Det her er den bedste novellesamling, jeg nogensinde har læst. Som regel har jeg svært ved formatet, men jeg har tilsyneladende bare manglet et par svenske zombier og lidt norrlandsgys.

Det fængslende ved novellerne er, at Lindqvist blander nede-på-jorden-socialrealisme, hverdagsbetragtninger og helt almindelige liv med zombier, gys og vand, der bliver levende. Det er uhyggeligt, magisk og til tider gory, men stadig vedkommende.

Forfatteren har også skrevet bogen bag den fremragende svenske vampyrfilm Låt den rätte komma inn, som jo også netop blander det dagligdags med det overnaturlige. En anden af hans romaner hedder Hanteringen av odöda, som den sidste novelle i denne samling er en epilog til.

Nej, det her er ikke en novellesamling, men den læner sig op ad en hårfin grænse, for der er stort set ingen sammenhæng mellem afsnittene, og den eneste progression består i, at hovedpersonerne bliver ældre. I modsætning til Beatles, som også er delvist selvstændige beretninger fra en barndom og opvækst, men som hænger fremragende sammen. Skildringen af den nordsvensk-finske fåmælte kultur er god og til tider morsom, men nogen uudslettelig læseoplevelse var det her altså ikke.

Så blev jeg endelig færdig med Murakamis novellesamling, som jeg har læst i småbidder i over en måned. Og det er længe for mig. Og … den var da meget god. Der var flere fine, velkomponerede noveller, og nogle, der måske var lidt mere kluntede eller som ikke sagde mig så meget. Men noveller er altså bare ikke lige mig. De er så … korte.

Hvor usædvanligt. En novellesamling, jeg blev helt grebet af. Dejligt. Og den sidste novelle afsluttedes med én enkelt sætning, der bandt alle novellerne sammen. Måske corny, men da i hvert fald ikke selvhøjtideligt.

Fine, små historier med hver en vinkel på forholdet mellem englænderne og franskmændene gennem tiderne. Bestemt anbefalelsesværdig til natbordet.

Kort ramme-i-rammefortælling. Men jeg føler mig nu for det meste snydt, når en historie slutter så hurtigt. Der var lidt Conan Doyle-hygge over den, og det synes jeg faktisk ikke er særlig interessant. Men så var det selvfølgelig godt, den ikke var længere, kan man sige.

Jeg må sige, at jeg følte mig lidt snydt, da det gik op for mig, at det kun var bogens første 100 sider, der udgjorde Breakfast at Tiffany’s. Resten var tre noveller, og jeg er som bekendt ikke vild med noveller.

Mere snydt følte jeg mig, da det spørgsmål, der indledte romanen/novellen (er det virkelig Holly, der har været i Afrika? Hvad er der sket med hende?) overhovedet ikke bliver besvaret. Jeg har måske læst signalerne forkert, men det var da det spørgsmål, der drev mig gennem historien.

Og så følte jeg mig nok også lidt snydt over historien som sådan. Dens berømmelse bliver vist forvekslet lidt med Audrey Hepburns, som jo spillede Holly i filmen (som jeg ikke har set).

Men når det så er sagt, var den virkelig velskrevet og gribende, og de tre noveller (House of Flowers, Diamond Guitar og A Christmas Memory) fik fat i mig på en måde, som noveller almindeligvis ikke formår. De smagte af Paul Auster og William Faulkner, og alle fire historier tegnede præcise portrætter ikke så meget af personer som af relationerne imellem dem. Nydeligt.