bibliomani

Hvorfor i alverden fik den her så dårlige anmeldelser? Det er da Peter Høeg i topform. Jeg huskede pludselig den helt præcise følelse, jeg havde, da jeg slugte Fortællinger om natten og Forestillinger om det 20. århundrede dengang i 90′erne. Men ok, jeg var også en af de få, der ikke brød mig om Smilla.

Det her er postmodernisme, magisk realisme og stor historiefortælling i en stor, forvirrende, ironisk prætentiøs suppedas. Og Bach. Og Høeg er overlegent overlagt og sprogligt helt brilliant. Hvis man kan skrive, at noget føles, som om man har blister på hjernen, så er jeg solgt.

Altså, kan man andet end at falde for den lille, magiske mus (med sølvpistolen)? Strid er en stor tegner og en stor poet. Og Enghave station vil aldrig blive den samme igen.

Jeg faldt over John Ajvide Lindqvist, fordi han har skrevet romanen bag den fremragende film Låt den rätte komma inn. Hans næste roman var denne, som fortsætter med samme blanding af helt almindelige mennesker og decideret gys. Og selv om jeg har læst en god håndfuld gys/skræk/horrorbøger i min tid, så foregik det altså i sidste årtusinde.

Og jeg er vist blevet blød på mine gamle dage, for jeg var simpelthen nødt til at holde en pause, fordi romanen blev for ulækker og måske især for påtrængende. Romanen handler om, at alle dem, der er døde i Stockholm inden for de sidste par måneder, vågner. Ja,  i Stockholm, hvor der bor helt almindelige svenskere med helt almindelige liv. Hvordan er det, når den ægtemand, man har plejet gennem hans demens, og som endelig har fået fred, banker på døren og ser alt andet end fredfyldt ud? Og hvordan ser ens lille, på tragisk vis omkomne barnebarn ud – og lugter – efter at have været gravet ned i et par uger? Alt det giver romanen ganske indgående og meget velskrevent svar på. Bestemt anbefalesesværdig, men ikke for sarte sjæle.

I øvrigt rummer novellesamlingen Pappersväggar en epilog til Hanteringen av odöda, som man bestemt også bør læse. Dog helst efter, man har læst romanen, i stedet for halvvejs igennem den, sådan som jeg kom til at gøre.

Det her er den bedste novellesamling, jeg nogensinde har læst. Som regel har jeg svært ved formatet, men jeg har tilsyneladende bare manglet et par svenske zombier og lidt norrlandsgys.

Det fængslende ved novellerne er, at Lindqvist blander nede-på-jorden-socialrealisme, hverdagsbetragtninger og helt almindelige liv med zombier, gys og vand, der bliver levende. Det er uhyggeligt, magisk og til tider gory, men stadig vedkommende.

Forfatteren har også skrevet bogen bag den fremragende svenske vampyrfilm Låt den rätte komma inn, som jo også netop blander det dagligdags med det overnaturlige. En anden af hans romaner hedder Hanteringen av odöda, som den sidste novelle i denne samling er en epilog til.

Det her var en af de mere sære bøger. Fabelagtigt sær. Jeg har efterhånden læst nogle stykker af Murakami, og den her kom tættest på The Wind-Up Bird Chronicle, som også var virkelig sær. Men den her virkede længere, måske fordi jeg afbrød den flere gange for at læse andre bøger (hvad jeg ellers meget sjældent gør). Eller måske afbrød jeg den, fordi den var lidt lang i det … Uanset hvad, havde den en meget distinkt tone; rolig og sær og alt-kan-ske-uden-at-det-virker-specielt-påfaldende. (mere…)

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en dansk bog, der var skrevet i et så kringlet sprog. For det første er sætningerne ualmindeligt lange og komplicerede. På den gode måde, for de hænger sammen og giver mening og er overhovedet ikke umulige at læse. Jeg troede bare, at kompliceret sprog var blevet forbudt i dansk skønlitteratur, og især i noget, der er lagt an til at skulle være en bestseller – komplet med små, glittede læseprøver på disken i Bog&Ide og plakat i Politikens Boghals vindue. For det andet er meget af bogen skrevet i et tilstræbt gammeldags sprog, og det er straks mere problematisk, i hvert fald som udgangspunkt.

For tanken om at skrive en bog på 1500-talsdansk, fx., er jo tåbelig, hvis man samtidig har en ambition om, at ens læsere skal kunne forstå et kvæk. Og bortset fra det, skal man være en usædvanligt begavet sproghistoriker for overhovedet at kunne gøre det. Det, man i stedet gør, er ikke uproblematisk: Man skriver noget, der virker gammeldags, men stadig er moderne nok til, at læseren kan forstå det. Og så er det, at sproglige sticklere som mig går fuldstændig meta og hele tiden sidder og tænker: “Vliiille man nu også bruge lige dét ord?? Er dét ord nu ikke lige liiiidt for moderne??” og så videre. Og det kan være temmelig distraherende for den samlede læseoplevelse.

Men når det så er sagt, synes jeg, Torben Guldberg klarer den sproglige udfordring, han har sat sig, rigtig godt. (mere…)

Jeg fandt romanen i den amerikanske boghandels fantasy-afdeling, hvor den stod sammen med de andre paperbacks med farvestrålende omslag og kostede det halve af de rigtige, 2 cm højere bøger ovre i skønlitteratur-afdelingen. Så kunne man ligesom justere sine forventninger med det samme. (mere…)

Så blev jeg endelig færdig med Murakamis novellesamling, som jeg har læst i småbidder i over en måned. Og det er længe for mig. Og … den var da meget god. Der var flere fine, velkomponerede noveller, og nogle, der måske var lidt mere kluntede eller som ikke sagde mig så meget. Men noveller er altså bare ikke lige mig. De er så … korte.

Poetisk tegneserie. Hvor smukt. WROOOOOM!

Hvad var det? Det var i hvert fald en god bog, og der var også en masse får og en hel masse hints til Dostojevskij. Så langt er jeg med. Langt ude. På en rigtig fed måde.

Jeg åd den her råt på en sygedag i sengen. Slet, slet ikke dårlig. Jørn Riel i begge inkarneringerne, både skrønefortælleren og den følsomme selvbiograf (Du bor i dit navn-trilogien). Dog savnede jeg lidt mere af sidstnævnte, altså historien om Asger der står i søsterens gæsteværelse og maler alle sin families vilde historier ud af sit hoved. Men det er nok mest et spørgsmål om smag.

Dog har jeg meget svæt ved at forstå, hvorfor den er blevet hyldet som et dansk bud på magisk realisme. Det er overhovedet ikke magisk realisme det her, det er bare skrøner med afsmitning fra Bjarne Reuter og hele det børnebogsunivers, som Morten Ramsland da også har skrevet bøger i.

It took me quite some time to read this novel. Actually, I was a bit bored. In this novel, Rushdie does what he does best. But he’s already done that a number of times. I enjoyed Midnight’s Children and The Ground Beneath Her Feet, and this just felt as a vague, safe re-run of techniques and stories that he knows how to work.