bibliomani

Den var jeg længe om at læse, og det var ikke kun, fordi jeg havde travlt med alt muligt andet. Det er virkelig en fantastisk historie, lækkert gotisk men også alvorlig og indre ugebladsagtig end fx Wilkie Collins’ The Woman in White, som udkom kun tre år tidligere. Men hold op, hvor var den lang. 1/3 inde i andet bind kørte den for alvor i tomgang, og for min skyld kunne hr. D.s redaktør godt have strøget 200 sider (og så måske til nød i stedet brugt 100 af de sider på det, der blev høvlet af på to sider i epilogen).

Men den grundliggende præmis holdt hele vejen; at man er evnesvag, en idiot, hvis man ikke forstår det rænkespil, (nogle) mennesker baserer deres sameksistens på.

Kort ramme-i-rammefortælling. Men jeg føler mig nu for det meste snydt, når en historie slutter så hurtigt. Der var lidt Conan Doyle-hygge over den, og det synes jeg faktisk ikke er særlig interessant. Men så var det selvfølgelig godt, den ikke var længere, kan man sige.

Ja, så er jeg i gang med min Dostojevskij-marathon. Jeg har købt hans samlede værker efter at have nydt De Ydmygede og de Sårede (alene titlen!), og Dobbeltgængeren blev altså min første bid af de billige paperbacks.

Og sikken start. Den var væsentlig mere uhyggelig og grum på en psykologisk måde, end jeg havde troet. Jeg fik puttet hovedpersonens grænseløse usikkerhed og skitzofreni så langt ind bag øjnene, at det næsten var for meget. Stram, effektiv opbygning og ingen lykkelige slutninger der. Orwellsk.