This is the second novel I’ve read by Neil Gaiman, and I liked this immensely, too, although it was quite similar to the other, Americans Gods. And at times a bit rushed (how exactly did the Beast of London enter into the equation?). Only when I sat down to write this post I realised that it’s more than 10 years old, and five years previous to American Gods. I’ve got to read some of his newest. All in all a good read, but not exactly epic.
Det her var en af de mere sære bøger. Fabelagtigt sær. Jeg har efterhånden læst nogle stykker af Murakami, og den her kom tættest på The Wind-Up Bird Chronicle, som også var virkelig sær. Men den her virkede længere, måske fordi jeg afbrød den flere gange for at læse andre bøger (hvad jeg ellers meget sjældent gør). Eller måske afbrød jeg den, fordi den var lidt lang i det … Uanset hvad, havde den en meget distinkt tone; rolig og sær og alt-kan-ske-uden-at-det-virker-specielt-påfaldende. (mere…)
Jeg fandt romanen i den amerikanske boghandels fantasy-afdeling, hvor den stod sammen med de andre paperbacks med farvestrålende omslag og kostede det halve af de rigtige, 2 cm højere bøger ovre i skønlitteratur-afdelingen. Så kunne man ligesom justere sine forventninger med det samme. (mere…)
Jeg tror, Trudi Canavan er ateist. Bare et hunch.
Og så er hun bare rigtig god til at bygge et plot op. Den sidste del af en trilogi er svær, fordi man pinedød skal afslutte alle de forskellige underplots (og dem har Canavan en hel del af), og binde den store knude på den store historie. Og det synes jeg lykkedes rigtig, rigtig godt. Faktisk bedre end i Black Magician Trilogy.
Hvis jeg absolut skulle have en bøf med bind tre, skulle det være Indiana Jones-sekvensen, der pludselig kom bragende ind fra venstre. Hele tanken om, at nogen skulle have vidst, nøjagtig hvad guderne ville skjule for de dødelige hundrede (tusinder?) af år senere forekom mig noget svagt underbygget. Men det førte til en overraskende fin finale, der ellers meget nemt kunne have faldet til jorden. Og så var jeg vild med epilogen. Som sagt, jeg tror, Canavan er ateist.
Det er altså ret fantastisk, at hun kan blive ved. Efter 600 sider er jeg kun utilfreds over, at tredje bind ikke er kommet som paperback endnu. Og så forstår Canavan virkelig at udnytte genrens helt store styrke, nemlig at det er hende, der bestemmer reglerne for universet. Jeg går normalt ikke af vejen for spoilere, men twistet i den her bog var så uventet og elegant, at jeg lader det hvile i skyggerne af vores verdens sædvanlige konventioner.
… at få en stak bøger med posten fra Amazon. Det var en god fødselsdagsgave.
En feministisk roman? Nej, ikke i den traditionelle forstand. Hovedpersonen er for eksempel en mand. Men måske i den forstand, at den handler om normalitet og vores måde at definere normaliteten. Og ikke mindst vores tendes til at definere normaliteten. Og det er jo et klassisk tema inden for den feministiske litteratur. Mænd er normaliteten, kvinder er hysteriske, mandhaftige, irrationelle når de forsøger at analysere, argumentere, ændre og pirke i status quo.
I denne roman er det en mand, der befinder sig i den situation, at fordi han opfører sig anderledes, bliver han diagnosticeret som syg. Han lider af hukommelsestab, og hvad er hans garanti for, at den (for)historie, man siger er hans, er mere sand end det, han selv kan huske eller fornemme om sin fortid?
Det hele er nemlig (bare) historier, og én er ikke mere værd eller sand end en anden. (mere…)
Denne roman er i sin form noget så viktoriansk som en brevroman, en epistolary novel, som minder mig om Wilkie Collins’ The Woman in White, som jeg med stor fornøjelse nulrede et helt halvt år engang. Men den er også noget så moderne som en fiktiv blog-føljeton, et litterært eksperiment og et webbaseret rollespil i real time. Og så er den en vaskeægte spionroman i en fantasy-setting.
De mails, der udgør romanen, er kun redigeret sparsomt efterfølgende, og fremstår derfor med stavefejl, inkonsekvente stednavne og løse ender. Og så er de skrevet af amatører, der ikke skriver med udgivelse for øje, der tager pis på hinanden eller har travlt med deres “first life”. Bogen har altså alle forudsætninger for at være noget juks, hvis det ikke var for dens velskrevenhed, entusiasme – og måske netop den flabethed, at de skider på, om det er noget juks, om alting lige er stavet ens hver gang, og om der overhovedet er nogle læsere, der gider sidde og holde rede i de løse ender (hvad var det med den afbrændte ged, for eksempel?). Det er historien, spændingen og eksperimentet selv, der driver forfatterne, og jeg følte mig drevet af historien, spændingen og den uforudsigelighed, som hele rammen lægger ned over historien. (mere…)
Jep! Rigtig god afslutning på trilogien, selvom jeg ikke bryder mig om, når romaner slutter med en stor mave. Men Canavan har en fortsættelse (og en prequel) på vej, og så er det lissom mere okay. Jeg var faktisk overrasket over, hvor grum slutningen var, ovenstående til trods. Og det klædte den.
Hvis trilogien her er repræsentativ for genren, så er det nok ikke sidste gang, jeg læser “rigtig” fantasy. Tak til Christel for anbefalingen.
Nu løftede den sig virkelig. Formen er stadig gennemskuelig, men historien er medrivende og stemningsmættet. Måske er det fordi Canavan skriver, som om hun skriver et filmmanuskript. Det kræver ikke meget tankeaktivitet af læseren, men jeg føler mig ikke talt ned til. Det er en balance, jeg forestiller mig er svær at ramme.
Temmelig overrasket blev jeg dog over homo-temaet, der pludselig kom ind fra siden. Med mindre det får en eller anden magisk relevans i den tredje bog (og det kunne jeg nu godt forestille mig), så forekommer det mig en anelse malplaceret. Men ok, det er vel netop sådan vi får bugt med homofobien.
Jeg kaster mig straks over tredje bind.
EDIT: Canavan skriver her om homo-temaet. Sjovt.
Min første “rigtige” fantasybog siden jeg læste en enlig Terry Pratchett for mange år siden. Og den er slet ikke dårligt, selvom den er noget formularisk, men det skal den måske være i den genre og som del af en trilogi? Det er ikke stor litteratur, men det er rigtig god underholdning, og jeg ser frem til at læse de næste to bind, som allerede står på hylden.
Jeg var helt bange for at læse den af frygt for at blive skuffet. Og selvfølgelig for at blive færdig med serien, og så aldrig, aldrig mere Harry P., men sådan er livet jo.
Og heldigvis!! Den var ikke en skuffelse. Den viste sig derimod at være en meget veldrejet bog, også i forhold til nogle af de andre, og de sidste 150 sider var ved at slå mig ihjel af spænding og alt muligt andet. Rowlings fik samlet en hel masse tråde op fra de foregående bøger, undgik den helt store rørstrømskhed, og selv epilogen – og jeg hader epiloger inderligt – var ikke en decideret katastrofe.
Mit største ønske nu, på Rowling-fronten, er, at hun skriver en bog i en helt anden genre. For hun er en god forfatter, og jeg ville gerne læse en grum, socialrealistisk roman af hende uden alle de flyvende koste.
Jeg havde glædet mig i månedsvis, og støvede bogen op dagen efter udgivelsesdagen i Reykjavik af alle steder. Men desværre synes jeg slet ikke, den levede op til de foregående fire bøger i Thursday Next-serien. Der var alt for mange, alt for lange forklaringer af universet og gentagelser fra tidligere bøger. Der var alt for mange ligegyldige sideplot, og jeg syntes heller ikke at gagsene var lige så sprudlende som i de tidligere bøger. Om det er mig eller Jasper Fforde, der er blevet metaltræt på det sidste område, er jeg ikke helt sikker på. Men kort sagt, jeg savnede en redaktør, der skulle have strammet op og skåret 100 sider fra. Synd for Thursday.
EDIT: Sideplottet om datteren Jenny, der kun eksisterer i Thursdays falske minder, og om resten af familien, der beskytter Thursday fra den frygtelige sandhed, er så tragisk og piller ved nogle helt essentielle familie-mekanismer, at det stadig plager mig her en måned efter. Ligesom med Rowlings kunne det være interessant at se en ikke-fantasy-roman fra Ffordes pen. Hér er der i hvert fald basale følelser nok til et par bind.
Da jeg havde læst de første 500 sider var jeg begejstret, men skeptisk over, om hun virkelig ville kunne holde dampen oppe de resterende 500 sider. Og så blev bogen bare endnu bedre.
1800-tals tonen og sproget er holdt perfekt, handlingen er veldisponeret, og bogen er i det hele taget vittig, spændende og medrivende. Og de mange sider fungerer faktisk rigtigt godt. Både fordi historien er så omfangsrig, men også som et nik til de gamle viktorianske romaner, som også godt kunen være nogle mursten. Og Susanna Clarke formår som sagt at holde historien interessant hele vejen igennem.
The first volume about Thursday Next, my all-time favourite literary detective. I’ve already enjoyed the next (sic!) three volumes, so I knew quite a bit about what was going to happen, but that didn’t spoil the fun one bit. Mr. Fforde is skillfull, both as a writer of comical and crime literature, and I can’t recall having met that mix anywhere before. And the next Next is on it’s way. Can’t wait.
Good ideas, but not alltogether well-executed. I missed an overall coherence. The aim of the protagonists’ jourey was clear (on several levels), but what happened to them along the way seemed to be lots of different bedtime stories lined up to pass the time and the pages. There was a meta-narrative level which almost worked, and some crosscuts that would have worked fine, I think, if there had been some more of them (The Two Towers-style). But basically, the story didn’t come across to me as urgent, and it took me some discipline to finish it. And oh, if a story must have a happy end, please make it shorter than sodding 25 pages.