bibliomani

This was the final volume of The Farseer Trilogy, and I enjoyed this a lot, just as I did the other two. It was long, more than 800 pages, but the tension was held almost to the last pages – Hobb doesn’t spend her time winding down, it’s all action and misery.

The protagonist, Fitz, has a habit of almost dying and miraculously recovering, and it did get a tiny bit trivial at one point. But apart from that, this was a really well-crafted novel. All the pieces of the puzzle fit, and even the most horribly evil forces have a point to them. There’s no black and white in this universe, and that seems to me a rather impressive feat in a fantasy universe that is to a large extent built on clichés.

This trilogy was, as far as I’ve understood, Hobb’s great claim to fame (understandably), but I see now that she’s written no less than three other trilogies set in the same universe, and one follows Fitz 15 years later. As much as I enjoyed this trilogy, I’m not sure I’ll read anymore Hobb. This was a great read, and I think I’ll leave it at that.

Lovely. 750 pages of good, solid fantasy. Loads of royalty, intrigues, assassinations and a wolf pup. Very enjoyable.

This, the first volume of The Farseer Trilogy, is good, solid fantasy. Just how I like it. But the resemblance to Trudi Canavan was rather … striking.

I read Canavan’s The Black Magician Trilogy back in 2007 and, as far as I remember, it’s got a very similar middle age setting, a mind reading plot and an orphan/outsider plot. Interestingly, Canavan wrote the trilogy a decade after Hobb’s trilogy had been published, and as far as I’ve understood, Hobb practically reinvented the genre. So can Canavan really not have known about it? Maybe I’m only remembering the parts of Canavan that resemble Hobbs. Anyway,  it would have been interesting to read them in the reverse order.

But Hobbs is a good read, and I’m tearing through the second volume as I (belatedly) write this.

This is among the best – if not the best – of the Thursday Next novels. Not as silly as the first ones (and make no mistake, I like silly), but a bit more sombre. I liked the aged Thursday’s vulnerability, and both the day player-twist and the mindworm/Aornis-plot was simply brilliant.

Det her er første del i en fantasy-trilogi, mest rettet mod teenagere. Inden første bind blev udgivet, var trilogien solgt til oversættelse i 21 lande, og filmrettighederne med. Og ja, det kan jeg godt forstå. Jeg slugte murstenen på en uge, og var helt grebet, selv om jeg vel burde være 15-20 år for gammel til den. Plottet har med hekse og magi at gøre, men det helt bærende i romanen er solid, svensk socialrealisme, som vi kender den fra John Ajvides Lindqvists vampyrgyser Låt den rätte komma in. Her er mobning, spiseforstyrrelser, teenagekærlighed, forældresvigt og skolegang i centrum, og faktisk så meget, at hekseriet måske lidt for ofte glider helt i baggrunden. Men jeg blev bidt, og jeg glæder mig som en sortseende teenager til næste bind.

I usually don’t  worry too much about spoilers here, but the reason I thoroughly enjoyed this latest Thursday Next-adventure would be one ginormous spoiler. I think it suffices to say that  Fforde does something different (and rather cheeky) in this installment, and it really suits the series. So if you enjoyed the other TN-novels, hurry up and read this one. If you’re new to Jasper Fforde and his literary detective Thursday Next I recommend starting with the first volume, The Eyre Affaire.

There’s a new novel out in the series about the literary detective Thursday Next, and as a warm-up I re-read First Among Sequels. I first read it when it came out in 2007, and apparently I wasn’t overly thrilled with it.

I must have been a bit fed up with the whole Nextian universe, but after four years I’m not one bit so, and I thoroughly enjoyed this crazy ride. I’m starting reading the TN-6 right away.

The story is slightly mechanical, and a lot of telling and not very much showing is going on here, but I can understand why people speed-read all of the novels about Sookie, the mind-reading waitress and Bill, the sexy vampire. I read it in the sun in Brooklyn Botanical Garden and in a few parks in Manhattan, at it was very much suited for that. My friend Anne-Mette recommeded it, saying that if you have a master’s degree in English literature, you’re allowed to read whatever trashy novels you want.

This is the second novel I’ve read by Neil Gaiman, and I liked this immensely, too, although it was quite similar to the other, Americans Gods. And at times a bit rushed (how exactly did the Beast of London enter into the equation?). Only when I sat down to write this post I realised that it’s more than 10 years old, and five years previous to American Gods. I’ve got to read some of his newest. All in all a good read, but not exactly epic.

Det her var en af de mere sære bøger. Fabelagtigt sær. Jeg har efterhånden læst nogle stykker af Murakami, og den her kom tættest på The Wind-Up Bird Chronicle, som også var virkelig sær. Men den her virkede længere, måske fordi jeg afbrød den flere gange for at læse andre bøger (hvad jeg ellers meget sjældent gør). Eller måske afbrød jeg den, fordi den var lidt lang i det … Uanset hvad, havde den en meget distinkt tone; rolig og sær og alt-kan-ske-uden-at-det-virker-specielt-påfaldende. (mere…)

Jeg fandt romanen i den amerikanske boghandels fantasy-afdeling, hvor den stod sammen med de andre paperbacks med farvestrålende omslag og kostede det halve af de rigtige, 2 cm højere bøger ovre i skønlitteratur-afdelingen. Så kunne man ligesom justere sine forventninger med det samme. (mere…)

Jeg tror, Trudi Canavan er ateist. Bare et hunch.

Og så er hun bare rigtig god til at bygge et plot op. Den sidste del af en trilogi er svær, fordi man pinedød skal afslutte alle de forskellige underplots (og dem har Canavan en hel del af), og binde den store knude på den store historie. Og det synes jeg lykkedes rigtig, rigtig godt. Faktisk bedre end i Black Magician Trilogy.

Hvis jeg absolut skulle have en bøf med bind tre, skulle det være Indiana Jones-sekvensen, der pludselig kom bragende ind fra venstre. Hele tanken om, at nogen skulle have vidst, nøjagtig hvad guderne ville skjule for de dødelige hundrede (tusinder?) af år senere forekom mig noget svagt underbygget. Men det førte til en overraskende fin finale, der ellers meget nemt kunne have faldet til jorden. Og så var jeg vild med epilogen. Som sagt, jeg tror, Canavan er ateist.

Det er altså ret fantastisk, at hun kan blive ved. Efter 600 sider er jeg kun utilfreds over, at tredje bind ikke er kommet som paperback endnu. Og så forstår Canavan virkelig at udnytte genrens helt store styrke, nemlig at det er hende, der bestemmer reglerne for universet. Jeg går normalt ikke af vejen for spoilere, men twistet i den her bog var så uventet og elegant, at jeg lader det hvile i skyggerne af vores verdens sædvanlige konventioner.

Endnu en gang fik Canavan opslugt mig. Denne gang er målgruppen lidt ældre; der er mere taktik og politik, og mindre Bildungsroman, men den er mindst lige så gribende. Jeg ser frem til trilogiens andet bind. (mere…)

… at få en stak bøger med posten fra Amazon. Det var en god fødselsdagsgave.

En feministisk roman? Nej, ikke i den traditionelle forstand. Hovedpersonen er for eksempel en mand. Men måske i den forstand, at den handler om normalitet og vores måde at definere normaliteten. Og ikke mindst vores tendes til at definere normaliteten. Og det er jo et klassisk tema inden for den feministiske litteratur. Mænd er normaliteten, kvinder er hysteriske, mandhaftige, irrationelle når de forsøger at analysere, argumentere, ændre og pirke i status quo.

I denne roman er det en mand, der befinder sig i den situation, at fordi han opfører sig anderledes, bliver han diagnosticeret som syg. Han lider af hukommelsestab, og hvad er hans garanti for, at den (for)historie, man siger er hans, er mere sand end det, han selv kan huske eller fornemme om sin fortid?

Det hele er nemlig (bare) historier, og én er ikke mere værd eller sand end en anden. (mere…)

Denne roman er i sin form noget så viktoriansk som en brevroman, en epistolary novel, som minder mig om Wilkie Collins’ The Woman in White, som jeg med stor fornøjelse nulrede et helt halvt år engang. Men den er også noget så moderne som en fiktiv blog-føljeton, et litterært eksperiment og et webbaseret rollespil i real time. Og så er den en vaskeægte spionroman i en fantasy-setting.

De mails, der udgør romanen, er kun redigeret sparsomt efterfølgende, og fremstår derfor med stavefejl, inkonsekvente stednavne og løse ender. Og så er de skrevet af amatører, der ikke skriver med udgivelse for øje, der tager pis på hinanden eller har travlt med deres “first life”. Bogen har altså alle forudsætninger for at være noget juks, hvis det ikke var for dens velskrevenhed, entusiasme – og måske netop den flabethed, at de skider på, om det er noget juks, om alting lige er stavet ens hver gang, og om der overhovedet er nogle læsere, der gider sidde og holde rede i de løse ender (hvad var det med den afbrændte ged, for eksempel?). Det er historien, spændingen og eksperimentet selv, der driver forfatterne, og jeg følte mig drevet af historien, spændingen og den uforudsigelighed, som hele rammen lægger ned over historien. (mere…)

Jep! Rigtig god afslutning på trilogien, selvom jeg ikke bryder mig om, når romaner slutter med en stor mave. Men Canavan har en fortsættelse (og en prequel) på vej, og så er det lissom mere okay. Jeg var faktisk overrasket over, hvor grum slutningen var, ovenstående til trods. Og det klædte den.

Hvis trilogien her er repræsentativ for genren, så er det nok ikke sidste gang, jeg læser “rigtig” fantasy. Tak til Christel for anbefalingen.

Nu løftede den sig virkelig. Formen er stadig gennemskuelig, men historien er medrivende og stemningsmættet. Måske er det fordi Canavan skriver, som om hun skriver et filmmanuskript. Det kræver ikke meget tankeaktivitet af læseren, men jeg føler mig ikke talt ned til. Det er en balance, jeg forestiller mig er svær at ramme.

Temmelig overrasket blev jeg dog over homo-temaet, der pludselig kom ind fra siden. Med mindre det får en eller anden magisk relevans i den tredje bog (og det kunne jeg nu godt forestille mig), så forekommer det mig en anelse malplaceret. Men ok, det er vel netop sådan vi får bugt med homofobien.

Jeg kaster mig straks over tredje bind.

EDIT: Canavan skriver her om homo-temaet. Sjovt.

Min første “rigtige” fantasybog siden jeg læste en enlig Terry Pratchett for mange år siden. Og den er slet ikke dårligt, selvom den er noget formularisk, men det skal den måske være i den genre og som del af en trilogi? Det er ikke stor litteratur, men det er rigtig god underholdning, og jeg ser frem til at læse de næste to bind, som allerede står på hylden.