bibliomani

Ja, så er det den tid på året igen, selv om det gamle bogudsalgskoncept jo er gået op i røg. Nu holder boghandler(kæder)ne hvert deres udsalg i ét stort rod, og sidste år var det i hvert fald en skuffelse.

Men et nyt, prisværdigt initiativ har set dagens lys: Det nye store bogudsalg. Deres hjemmeside er tæt på ubrugelig, men de har til huse på Rådhuspladsen (på Strøget-siden), og de har over 1000 titler, heraf rigtig mange gode ting. Især hvis man ikke, som jeg, er en oversættelsessnob, der insisterer på ikke at læse fx. engelsk litteratur i oversættelse, er der mange gode ting at hente. Fx. Michael Chabons Kavalier og Clay til en 50′er (som jeg købte som gave til det tredobbelte i sidste uge – ah, well), den rigtig gode England, England af Julian Barnes og Jan Guillous Madame Terror. Der er også en hel del fag- og børnebøger.

Jeg slap derfra kun to bøger rigere: Jacob Martin Strids Dimitri 9mm, som jeg længe har villet have (ikke mindst efter at have nydt hans Decimal 0,4) og en såkaldt billedroman af Joanna Rubin Dranger med titlen Frøken Mærkværdig og karrieren. (Okay, den er oversat fra svensk, men hvad har man principper for, om ikke for at bryde dem?)

Altså: Sus ind til Rådhuspladsen!

EDIT: Arnold Buscks bogudsalgskatalog ligger her, Bog & Ide  (som har opslugt Gad)’s skal hentes i butikken, og Politikens Boghal har ikke noget katalog i år. Til gengæld har sidstnævnte allerede nu de fleste af den glimrende Haruki Murakamis romaner på engelsk til 80 kr.

Som Ms. Bookish har for vane (eller i hvert fald havde, før hun stak sig på en strikkepind jo, også i år), vil jeg fremover kåre årets “best reads”. De bøger, der har rørt mig mest og/eller har vækket flest tanker i årets løb. Et år, der har været præget af ulamindeligt mange krimier og svenske og norske bøger. Alt i alt slet ikke dårligt; jeg tror faktisk, jeg snart skal pille ved min anbefalelsesliste. Men til sagen …  I ikke prioriteret rækkefølge (trommehvirvel, tak):

The Gathering af Anne Enright (Årets først læste bog, vinder af Booker-prisen. Jeg husker den som en hvirvlende, knude-i-maven-rammende skildring af familieforhold, og tænker stadig på spøgelser, når jeg ser en bil med forsædet klappet fremad.) The Echo Maker af Richard Powers (Fascinerende og gribende roman om en skræmmende slags hukommelsestab og neurovidenskaben i almindelighed.) Lykke-Per af Henrik Pontoppidan (En gammel, men meget moderne klassiker, og en medrivende dannelsesroman.) Doppler af Erlend Loe (Meget norsk og meget morsom i al sin selvironiske misantropi. Når jeg får en kæleelg, vil jeg også kalde den Bongo.) American Gods af Neil Gaiman (Tanken om, at de guder, ingen tror på længere, henslæber et ynkeligt rakkerliv, bed sig fast. Må se at få læst noget mere Gaiman.)

Og ingen hædring uden tilsvining. Den værste bog, jeg læste i år, må være Sara Blædels Kald mig prinsesse. Og den har jeg vist udbredt mig nok om allerede. Den irriterende The Glass Books of the Dream Eaters af G.W Dahlquist får en velfortjent andenplads, men så var der heldigvis heller ikke andre klokkeklare kandidater.

Og med de ord går jeg ind i mit femte år som bogblogger. Der er masser af gode bøger på tbr-hylden, så det skal nok blive et godt læseår. Glædeligt solhverv og godt nytår.

I dag kørte jeg forbi Rundetårn og kom til at tænke på pigen, der går og leder efter sin elskede i Københavns gader. Hun går flere gange forbi nogle gamle roser, den ligger på gaden, men tænker ikke på, at det er ham, hun leder efter, der har kastet dem ned til hende. Det er et rigtig fint scenarie, og det tog mig nogle minutter at komme i tanke om, at den kommer fra Torben Guldbergs bog Teser om Eksistensen af Kærlighed.

Det er forskelligt, hvordan jeg husker bøger, jeg har læst, og nogle husker jeg på flere forskellige ting. Men groft sagt husker jeg romaner på tre forskellige måder. Ved at huske enkelte detaljer, en stemning, eller plottet/den overordnede historie. (mere…)

Jeg talte engang med den daværende ms. Bookish, på hvis bogblog jeg dengang gæstebloggede, om, hvordan man finder nye bøger at læse, hvis man ikke bare skal læse flere bøger af forfattere, man allerede har læst noget af. Vi talte bl.a. om at være tilhænger af et bestemt forlag, og at gå efter bøger, der har fået en særlig pris. Jeg har gode erfaringer med det sidste, men tøvede ikke, da jeg faldt over Marrying the Mistress i Bloomsburys jubilæumsserie, der også tæller Jeffrey Eugenides’ Middlesex og Margaret Atwoods Cat’s Eye; begge to fremragende romaner.

Og ja, taktikken holdt stik. Marrying the Mistress er af den britiske romanskole, jeg er så vild med. Den er en udforskning af familierelationer, især på tværs af generationer, og er skrevet i et knivskarpt, gennemarbejdet sprog og i en distinkt tone. Den mindede mig om Margaret Atwood, A.S. Byatt og Irish Murdoch (og er det et tilfælde, at de har samme køn og alder?), og også en hel del om Iain Banks’ The Steep Approach to Garbadale. En rigtig god, gribende og tankevækkende roman.

Ja, prisuddelingerne flyver tæt og lavt i disse dage (måske bygger de rede heromkring et sted?),  og i går var det altså tid til Booker-prisen, som helt klart er min favorit. Vinderbøgerne plejer i hvert fald at falde lige i min smag, og så bliver det jo en smule nemmere at købe bøger.

I år var der (som sædvanlig) seks på shortlisten, men (lidt mindre sædvanligt, altså) jeg kendte kun en af dem i forvejen, nemlig den indiske Amitav Ghosh. Jeg læste hans Calcutta Chromosome før første gang, da jeg læste engelsk på universitetet, og har læst den nogle gange siden. Og ja, jeg har endda sat den på min anbefalingsliste. Højere kan man altså ikke nå på min boghylde. Jeg har også læst hans Glass Palace, som jeg faktisk også burde nyde igen, nu jeg tænker over det. Men hans nominerede, Sea of Poppies, har jeg ikke læst, og altså ejheller de andre nominerede.

At jeg kendte så få af de shortlistede, havde nok noget at gøre med, at der var usædvanligt mange debutanter og usædvanlig få gengangere på listen i år. Og det var da også en debutant, der løb af med prisen sent i går aftes, for kun tredje gang i Booker-prisens 40-årige historie: inderen Aravind Adiga med romanen The White Tiger. Og det var også den, jeg helt personligt havde tippet som vinder, fordi den havde det mest funky omslag af de seks … Den ser jeg frem til at læse.

EDIT: Den allestedsnærværende Literary Saloon skriver, at prisen overHOvedet ikke var fortjent. Nu er det endnu mere spændende at læse den.

Ja, det er selvfølgelig bare mig, der er uvidende (og anglofil), men jeg kender ikke Jean-Marie Gustave Le Clézio, der i dag fik Nobels litteraturpris. Men han ser søreme spændende ud, så jeg må se at komme i gang. Gad vide om han er oversat til dansk?

Aviserne anfører i øvrigt, at han havde lige så gode odds hos bookmakerne (1:15) for at vinde, som Inger Christensen. Hende havde jeg ellers ikke mistænkt for at tilhøre den internationale litteraturelite. Der kan man bare se. Tror jeg starter med franskmanden.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en dansk bog, der var skrevet i et så kringlet sprog. For det første er sætningerne ualmindeligt lange og komplicerede. På den gode måde, for de hænger sammen og giver mening og er overhovedet ikke umulige at læse. Jeg troede bare, at kompliceret sprog var blevet forbudt i dansk skønlitteratur, og især i noget, der er lagt an til at skulle være en bestseller – komplet med små, glittede læseprøver på disken i Bog&Ide og plakat i Politikens Boghals vindue. For det andet er meget af bogen skrevet i et tilstræbt gammeldags sprog, og det er straks mere problematisk, i hvert fald som udgangspunkt.

For tanken om at skrive en bog på 1500-talsdansk, fx., er jo tåbelig, hvis man samtidig har en ambition om, at ens læsere skal kunne forstå et kvæk. Og bortset fra det, skal man være en usædvanligt begavet sproghistoriker for overhovedet at kunne gøre det. Det, man i stedet gør, er ikke uproblematisk: Man skriver noget, der virker gammeldags, men stadig er moderne nok til, at læseren kan forstå det. Og så er det, at sproglige sticklere som mig går fuldstændig meta og hele tiden sidder og tænker: “Vliiille man nu også bruge lige dét ord?? Er dét ord nu ikke lige liiiidt for moderne??” og så videre. Og det kan være temmelig distraherende for den samlede læseoplevelse.

Men når det så er sagt, synes jeg, Torben Guldberg klarer den sproglige udfordring, han har sat sig, rigtig godt. (mere…)

På dansk har vi ikke rigtig et godt ord for “binge”. Ordbogen foreslår orgie, men binging er også forbundet med “at falde i”. Og ja, nu skete det igen. De der svenske bogpriser, altså. Og gode forfattere, selvfølgelig. Weekendens høst:

Mikael Niemi: Mannen som dog som en lax og Populärmusik fra Vittula. Sidstnævnte er blevet mig anbefalet utallige gange, førstnævnte lå bare og så så spændende ud.

Kerstin Ekman: Händelser vid vatten. Den har stået på læselisten længe, især efter jeg læste hendes udmærkede trilogi Vargskinnet.

Jan Guillou: Coq Rouge, Den demokratiske terroristen, I nationens interesse og Fiendens fiende. De første fire bind i serien om den måske cooleste (omend fiktive) svensker nogensinde, Carl Hamilton. Jeg læste et par stykker af dem for 15-20 år siden, men nu skal der gås systematisk til værks.

Min tidligere medsammensvorne udi musikken, Torben, har søreme fået udgivet sin bog. Og ikke nok med det; forlaget har allerede afsat den videre ud i verden i bedste Peter Høeg-stil. Jeg ser frem til at læse Teser om eksistensen af kærlighed, som af uransagelige årsager allerede inden udgivelsen kan findes til nedsat pris hos Saxo. Jeg forstår altså ikke det danske bogmarked. Nå, men romanen er på gaden d. 4., og den er bind et af to.

EDIT: Så tikker anmeldelserne ind. Jyllandsposten er lidt forbeholdende, mens Berlingske og Kristeligt Dagblad er decideret ekstatiske.

Iiih! Så kom pakken endelig, og denne sommer står hermed i mit (andet) fædrelands tegn.

Jan Kjærstad: Kongen av Europa (jeg var meget begejstret for Wergeland-trilogien, men har ikke læst andet skønlittertur af ham. endnu)

Erlend Loe: Doppler (ny, ung, norsk, komisk litteratur. spændende)

Hanne Ørstavik: Presten (jeg hørte et oplæg på en konference med en amerikansk phd-studerende, der forsøgte at afsætte sin oversættelse af bogen til forlagene, og havde svært ved det, fordi bogen var skrevet i en alt for interessant tone. jeg har en følelse af Kerstin Ekman her)

Jo Nesbø: Frelseren (hvad mon der sker på den norske krimiscene?)

Lars Saabye Christensen: Beatles (jeg læste den her for mange år siden i dansk oversættelse og var helt opslugt. nu udkommer trilogiens tredje bind snart, så nu læser jeg den fra en ende af)

Lars Saabye Christensen: Bly (andet bind af ovennævnte trilogi. den var desværre ikke med i pakken, men kommer, når de får den på lager deroppe. mon ikke det kommer til at passe meget godt)

Al den her renovering har kastet mig ud i en ny udrensningsbølge på mine bogreoler. Nedenstående skal ud i verden, så hvis du vil have en eller flere af dem, så send mig en mail på damenselv kanelsneglsa kirstenmarie dk. Men skynd dig, for de bliver snart bookcrosset. (Alle er på originalsproget, med mindre andet er angivet)

Vikram Seth: An Equal Music
Alexander McCall Smith: The No.1 Ladies’ Detective Agency
Per Smidl: Chop Suey
Jill Paton Walsh: The Wyndham Case
Gilman: The Living of Charlotte Perkins Gilman
Pen Hadow: Solo. The North Pole: Alone and Unsupported
Elizabeth Kostova: The Historian
Kate Mosse: Labyrinth
Terry Pratchett: The Last Continent
Michael Chabon: Summerland
Lars Christensen: Beatles (i dansk oversættelse)
Arne Dahl: Mörkertal
G.W. Dahlquist: The Glass Book of the Dream Eaters
Anita Diamant: The Red Tent
Kingsley Amis: Lucky Jim
Sara Blædel: Kald mig prinsesse
St. Augustine: Confessions (på engelsk)
Paul Alexander: Rough Magic (Sylvia Plath-biografi)
Henrik Stangerup: Fjenden i forkøbet
Rory Maclean: Falling for Icarus
Douglas Copeland: Generation X (i dansk oversættelse)

Katinka My Jones har fået 75.000 af Statens Kunstfond for “Havet er sort, kysten er hvid”. Men jeg sagde jo også, den var god.

… siger de engelsktalende, og de har så ret, så ret. Indeed. Alas. Via.

London er en dejlig by. Ikke kun, men også fordi, jeg altid kommer hjem med sådan en stak her:

Og så røg der også en nærmest pornografisk godte i posen:

Mums, altså.

Jeg kimser simpelthen alt, alt for lidt. Jeg kimser fx ikke af de unge, danske krimiprinsesser, der forsøger at gøre Liza Marklund og hendes svenske veninder kunsten efter, og som jeg ved klarer det godt rent salgstalsmæssigt. Og jeg kimser slet ikke af bøger, der er bestsellere, udgivet i otte oplag (foreløbig) og ifølge forfatterens egen hjemmeside skrevet af “Danmarks mest læste krimiforfatter”, hvordan man så end måler det. Som for eksempel Sara Blædels anden krimi om Louise Rick, gårdens finest.

Men det burde jeg gøre en hel masse mere, for Sara Blædels Kald mig prinsesse, som gudhjælpemig er andet bind af foreløbigt tre i serien, er endnu et eksempel på en sprogligt såvel som plotmæssigt klodset bestseller. Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvorfor er det så sjældent, man kan få en velskrevet bestseller? (mere…)

… men det er altså i dag, bogudsalget starter, hvis det skulle være gået nogen forbi. Så vidt jeg kan se, byder boghandlerne ikke på en koordineret indsats i år udover tidspunktet, men mon ikke der alligevel er en del gengangere i Politikens Boghal, Gad, Bog&Ide og Arnold B. Gengangere er der også fra tidligere udsalg, som fx Morten Ramslands Hundehoved til kun 99 kr. (det købte jeg den til sidste år), Jørgen Leths Det Uperfekte Menneske til kun 69 kr. (det lod jeg være med at købe den til sidste år) og Dostojevskijs Samlede Værker til kun 699 kr (dem købte jeg i sommer til 399). Ikke rigtig imponerende.

Indtil videre (men det er så også kun to timer siden at udsalget startede) har jeg købt en Sara Blædel-krimi til 29 kr. i Bog&Ide. Det er længe siden, jeg sidst har vovet mig ud i den danske krimiscene, og jeg håber virkelig, at de der yngre danske krimiforfattere lægger sig efter deres svenske kolleger.

Jeg har nogle bøger her, jeg gerne vil af med. Sylvia Plath-biografi, Said, litteraturopslagsværker, st. Augustin m.m. Billig, billig.

Jeg er i gang med at læse Margaret Atwoods Lady Oracle fra 1977, og det gør jeg bl.a. fordi Atwood tidligere har stået bag nogle store læseoplevelser. En af dem var Cat’s Eye, som jeg læste i maj, men som er skrevet i 1988, altså 11 år senere end Lady Oracle. Jeg læser dem altså i omvendt rækkefølge, og sådan er det jo tit, når man dykker ned i et omfangsrigt forfatterskab.

Det pudsige er, at Lady Oracle indeholder nogle scener, som er tyvstjålet fra Cat’s Eye. Bortset fra, at det selvfølgelig er omvendt, fordi LO kom først. Men det vidste jeg jo ikke, da jeg læste CE. Hvordan havde mine respektive læseoplevelser været, hvis jeg havde læst romanerne i den “rigtige” rækkefølge?

Det her er interessant. Jeg falder helt klart i den gruppe, der ikke kan forestille mig at læse en bog uden at kunne mærke den mellem mine hænder. Men jeg har også et meget fysisk forhold til mine bøger, om man så må sige … Men det er spændende, hvad der sker på den her front. Hvis dimsen var lidt smartere i designet og har de funktioner, jeg ville kunne ønske mig (kan man fx strege under og skrive noter til mig selv?) ville jeg ikke afvise at tage sådan en med på flyveturen i stedet at slæbe mig vind og skæv på paperbacks.

… at få en stak bøger med posten fra Amazon. Det var en god fødselsdagsgave.