bibliomani

It seems that I need to read some of Kingsolver’s novels, which I must admit I hadn’t even heard of before someone (thanks, Wanda!) recommended I read this book. Because Kingsolver is an excellent storyteller. This is the unpretentious, un-preaching, real life story about her and her family who for a year only eats food grown locally. That means surviving without pineapples, but also putting up incredible amounts of tomatoes and gorging on all kinds of fresh, fresh vegetables from their own small farm. That part of the book read like porn to a vegetarian like me.

Kingsolver makes an intelligent case for thinking about (or learning) which fruits and vegetables are in season, and then cutting down on those that aren’t, and for eating food locally grown. Her reasons counts the environment, health, taste and the ability to connect with what we eat. However, her definition of locally grown (within a 120 miles / 200 km radius) makes a lot more sense in America than in a small country like Denmark. I think I could do it on an even smaller radius – if I had a farm and was a gardening queen like Kingsolver.

This is a collection of lectures Eco gave on translation. It covers some good points, but parts of it requires that you read Italian and French, which I don’t. However, Eco is both a translator himself and an author renowned for his vast notes to the translators of his works, so it’s of course interesting to read his thoughts on the art.

Et fint lille kampskrift for oversættelse som respektabelt, “hårdt” fag samt for vigtigheden af sprog og sprogundervisning. Bogen er noget ujævn, da den er delvist sammensat af foredrag og kronikker, men den er underholdende og klog og bestemt anbefalelsesværdig for alle, der interesserer sig for sprog og oversættelse.

I stumbled on the Norwegian artist Vanessa Baird and promptly bought her book of drawings and watercolour paintings. It has no other text than headings for the chapters that the book is divided in to, but the images themselves are poignant. They speak about womanhood, motherhood and the death of parents, strongly, cleverly and beautifully.

Denne bog er endnu en i rækken af bøger og ekspeditioner, der prøver at finde ud af, hvad der egentlig skete dengang i 1907, da Jørgen Brønlund, Ludvig Mylius-Erichsen og Peter Høegh Hagen døde i Grønland under Danmark-ekspeditionen. Brønlund efterlod sig et kryptisk dødsbrev, de to andres lig blev aldrig fundet – eller også gjorde de – og hændelsen var i det hele taget omgivet med tilpas meget mystik til, at der kan filosoferes indgående om emnet, hvad der da også er blevet gjort. Denne bog rummer både Brønlunds dagbog i oversættelse og resultater fra nylige ekspeditioner deroppe, og selv om den ikke er særlig overskueligt opbygget, er den spændende læsning.

Sometimes Siri Hustvedt starts shaking, and neither she nor her doctors can figure out why. This is basically what this book is about, plus a lot of neurology, psychoanalysis and most of the things in between. Oh, and “conversion disorder” which is apparently the new word for hysteria.

It’s a book that’s difficult to describe, but I’d recommend it to anyone interested in what illness does to people, the workings of the brain, and our perception of normality. And I love the fact the Hustvedt doesn’t limit herself to writing novels.

Mette Bom er sej. Jeg var engang til et foredrag med hende, og læste efterfølgende med stor fornøjelse hendes bog Udslag, hverdagsfeminisme i det 21. århundrede. Så da jeg hørte, at hun havde skrevet en samtalebog sammen med sin muslimske nabo, så jeg frem til at læse den (selv om jeg, mildt sagt, har mine forbehold over for genren). Og da jeg fandt den på bogudsalget for nogle uger siden, købte jeg den selvfølgelig. Ikke på grund af prisen, men fordi jeg gerne ville læse bogen.

Men prisen, altså. Jeg udbreder mig ofte om de åndssvagt høje bogpriser; noget der især er iøjenfaldende, når man som jeg læser mange svenske og engelsksprogede bøger, som jeg køber i henholdsvis Malmö og London. Men prisen på den her bog var latterlig i den lige modsatte retning: 10 kr. Ja, ti kroner. Doh! Havde den kostet 49 kr eller måske endda 25 kr havde det været et godt tilbud, men 10 kr signalerer så tydeligt som man overhovedet kan, at det her er noget makværk, som kun han bruges til at pakke fisk ind i – og det egner den sig ikke engang rigtig til på grund af formatet. For fanden da, Arnold Busck, vis forfatterne lidt respekt og lad være med at kaste deres bøger efter sagesløse kunder.

Og det værste er selvfølgelig, at den overhovedet ikke er noget makværk. Den er et intelligent, interessant, velskrevet argument for dialog mellem folkeslag, mellem samfundsgrupper – og mellem naboer. Og den er masser af de spørgsmål, der er svære at stille, og deres lige så svære svar. En klog lille bog, der er meget mere værd end en tier.

This is a very powerful, thought-provoking book, as has been obvious from the massive media attention it has gotten even here in small Denmark. As a vegetarian, I often discuss food with people who are shocked, repelled or simply curious about my not eating animals. How do I get full? Isn’t it unhealthy? Expensive? Bothersome? Terribly boring? But the focus of Eating Animals is not to ask why some people don’t eat meat, but why so many people do. Being a vegetarian, and a vegan even more so, is healthy, it’s good for the environment and it doesn’t cause any animals to suffer and be killed.

More than an argument for vegetarianism (it is that as well) it is a fact-filled (with 60 pages of notes and references) exploration of our relation with the animals that most of us eat maybe several times a day. Of course, in my case Foer is preaching for the convert, but this book has made me even more interested in people’s reasons for eating meat. As a vegetarian, I’m constantly asked why. I now feel much better equipped to turn that question around and ask: Why do you eat animals?

Jeg har altid været vild med mad, men jeg er for nylig også blevet ret vild med kogebøger. Jeg har ikke skrevet om dem her før, men min seneste anskaffelse har så meget (og så inspirerende) tekst, at jeg slet ikke kan lade være.

Det kærlige køkken er en vegetarkogebog, som måske især henvender sig til kødspisere, der gerne vil spise mere vegetarisk, men som også fungerer fint for en vegetar-grænsende-til-veganer som mig. Det kærlige køkken er også en klima-kogebog, som undertitlen “grøn mad til en sårbar planet” slår fast. (mere…)

The full title of this book is The Complete Idiot’s Guide to Vegan Living, and what’s up with that?!  Someone’s calling me a complete idiot?! Why would I want to read their book, already?! Well, apparently it’s a part of a whole series of Complete Idiot’s Guides (which makes sense; complete idiots probably need lots of guides), and apart from the idiotic title (ha!) it was quite interesting.

I bought the book in New York because I wanted to learn more about veganism, and it does give a good overview of different aspects of veganism, ranging from nutrition, how to deal with family and friends and quite a few recipies. However, it is decidedly written for Americans, and some of the advice feels quite … unnecessary to a European who’s actually used to cooking my own food. For instance, I know how to buy food in a supermarket. I know that fresh vegetables are healthier than french fries, even though the fries are made out of potatoes. And so on on that level. Furthermore, the book mentions a lot of specific brands that I haven’t got access to over here, but it’s still interesting to know what’s out there.

The sections on animal welfare and “hidden” animal products in foods and other goods was maybe the most interesting part of the book. Did you know that gelatine (boiled pigs, basically) is used in the production of some wines and beers? Urgh.

This book is a croos between an art book and a diy-crafts-book. I’ll let the pictures say the rest.

The first picture are in the book, the second is from the British yarnstormer-crew Knit the City, and the last one I took myself in Gothenburg last weekend. The text means “Catch the freedom”.

Jeg gad ellers ikke læse den her bog, var jeg helt sikker på. Men så røg den alligevel med i et 3 for 2-tilbud i sidste uge (oh, dejlige Storbritannien), og det var søreme godt.

Alle burde læse den her bog, hvadenten de er religiøse, ateister eller den bløde mellemvare, der er så udbredt her til lands. Dawkins prædiker ikke ateisme; man kan nærmere sige, at han undersøger hele fænomenet tro og det, at så mange bekender sig til en religion. Bogen er også en part i hele debatten om “intelligent design”, og interessant læsning selv om jeg kommer fra en kultur, hvor der aldrig er blevet stillet spørgsmålstegn ved evolutionen.

Bogen er humoristisk og relativt letlæst og virkelig, virkelig interessant. Gør dig selv en tjeneste og læs den.

Jeg er rigtig dårlig til at købe foto- og kunstbøger, men efter at have stået længe og savlet over den her, der oven i købet var latterligt meget nedsat, kom jeg heldigvis til fornuft og købte en helt fantastisk bog. Det er en samling af 1500 billetter, kvitteringer, boardingkort, bon’er og den slags fra 22 lande, ordnet efter (og det er det allerfedeste) farve! Meget, meget flot.

Det her er ubetinget et fabelagtigt stykke historieskrivning, og det er anmelderne (altså de rigtige) jo også rørende enige med mig (sagde hunden)  i. Andet bind af sagaen fortsatte over stok og sten, lige så medrivende og krimiagtigt som det første.

Materialet er selvfølgelig rasende godt – vaskeægte, danske terrorister, der oven i købet lykkedes med deres lækkert planlagte kriminalitet, og kun blev fældet ved en tilfældighed. Der er masser af “hvis nu”‘er i historien, som en fiktionsforfatter ikke kunne have konstrueret bedre. (mere…)

Et tobinds dokumentarværk. Nej, ikke lige det første, jeg normalt ville kaste mig over. Men terrorisme er interessant i disse år, faktisk især ikke-islamistisk terrorisme. Og når nu værket kan erhverves for sølle 79 kr. pr. bind i Gyldendals pocket-udgave, og endda har modtaget Cavlingprisen, så ok, så. Jeg investerede i det, der bliver markedsført som om, det var den sidste nye femikrimi.

Blekingegadebanden (i hvert fald bind 1) er skrevet i en udpræget roman-stil, der gav mig svar på, hvordan et dokumentarisk værk kan have solgt så godt. Den er simpelthen enormt spændende, og det dokumentariske bidrager bare til min fascination af historien: Tænk at sådan noget kan have foregået i lille Danmark, oven i købet i min levetid og i min by. Samtidig er bogen fuld af historiske udredninger, fx. om situationen i Mellemøsten, men alt sammen opdelt i ret korte og mundrette kapitler. Og så bærer den præg af en utrolig grundig reseach, helt ned til bombehundenes navne, og der er en hel del billeder i.

Er der en fare i, at jeg havde det, som om jeg læste en krimi? Tja. Det er vel det, der får et stykke vigtigt samtids- og Danmarkshistorie ud til en brede befolkning. Men det er et interessant valg, både fra forfatterens og forlagets side at gå så meget under huden på de personer, der spillede en rolle i historien – terroristerne selv såvel som deres ofre.

Uanset hvad var det både medrivende og interessant læsning, som bestemt var alle de 79 kr. værd.

Hvad sker der med de kommafejl, Gyldendal? Det her er en rigtig god formidling af et svært emne, og så skal jeg sidde og få kastet ikke så få kommafejl i synet. Alene på den sidste hele side, s. 304, er der seks kommafejl. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad formålet er med det. Det får forfatteren til at virke sjusket og useriøs.

Og sådan fremstår hun ellers slet ikke. Hun har som sagt begået en rigtig god formidling af et svært emne, nemlig de nye neurovidenskaber, der stadig er i deres vorden og fører alle mulige og utænkelige komplikationer med sig af både praktisk og etisk art. Og dem redegør hun for på pædagogisk og interessant vis, og i et format, som jeg tror apellerer til mange, der ellers ikke ville nå hele vejen gennem en 300-siders populærvidenskabelig bog.

Jeg selv er en af dem. Jeg kan knap nok huske, hvornår jeg sidst læste en populærvidenskabelig bog, og de mere hårde, teoretiske udredninger har jeg aldrig ligefrem læst som slik (om man så må sige). Men den her gled let ned, uden at den virkede alt for forfladiget. Det, Lone Frank gør, er, at lægge en personlig ramme nedover sin udlægning. Meget af bogen består af subjektive beskrivelser af interviews hun laver med amerikansk hotshots inden for neuroforskningen. Og netop det, at beskrivelserne er subjektive, giver fremstillingen et skønlitterært, “ufarligt” skær, og en hovedperson, man kan identificere sig med. Nogle gange var formen lidt for iøjenfaldende til mig, men den er helt sikkert grunden til, at Den femte revolution blev en sællert.

Alt i alt interessant læsning om et interessant emne. Tak til Josefine for anbefalingen.

Lynne Truss er klummeskribent, og det kan man godt mærke. Bogen er en gennemgang af den britiske tegnsætning; reglerne, faldgruberne og de mest almindelige fejl. Men den føles mere som Douglas Adams besat af kommafejl. Lige noget for en stickler som mig.

Ny, svensk antologi om “hur vi delas upp och hur vi hör ihop”, som undertitlen hedder. Spændende både mht. form og indhold. Formmæssigt fordi indlæggene består af alt fra artikler med højt lixtal og alle de politisk korrekte feministiske termer til et poetryslamagtigt digt og en småpornografisk novelle. Og det fungerer rigtig godt. Forholdet mellem kønnene er et svært, mangesidet emne, så det skal selvfølgelig også belyses fra mange sider.

En anden fed ting, og jeg er sikker på, at det er overlagt, er, at forfatterens navn ikke er angivet ved det enkelte indlæg, men til sidst i en oversigt sammen med et par ord om hver. Det betyder, at man ikke kender forfatterens køn, og det betyder faktisk meget, opdagede jeg, når man læser feministisk kritik/musings. Jeg læste bogen sådan, at jeg efter hvert indlæg slog op i oversigten og læste om forfatteren. Det gav tit et nyt/andet perspektiv på det, jeg lige havde læst, og på min egen reaktion. For ja, det er meget nemt at forudsætte forfatterens køn, især når teksten handler om feminisme og ligestilling. Og så var der de tekster, hvor forfatterens køn blev “afsløret” et stykke inde, og så sad jeg der med sprækker i feminismen. For hvorfor gik jeg ud fra at det var en kvinde, ikke en mand, der var på vej hen for at hente sit barn i børneinstitutionen?

Jeg er på det sidste blevet mere opmærksom på, at der faktisk pågår en debat om feminisme og ligestilling i Danmark også, men hold kæft, hvor er svenskerne bare længere fremme.

“Selvhjælpsbog for sangskrivere” kunne den lige så godt hedde, og lur mig, om den ikke er en af de selvhjælpsbøger, der faktisk hjælper. Den er velskrevet, optimistisk, fragmentarisk på den helt rigtige, inspirerende måde, og propfuld med både praktiske tips og overordnede tanker om det at være sangskriver. Smukt arbejde i musikkens og mangfoldighedens tjeneste.

Cool, couragous and slightly mad. Feminist, lesbian, antropologist. And a very good writer. I’ll recommend this book to anyone interested in the workings of men, of women, and of men and women. Very impressive.