bibliomani

I finally remembered to buy the rest of Dranger’s fabulous graphic novels about women. They would work well as an introduction to feminism. For instance, did you know why Cinderella’s stepsisters were so mean? Because she was so freakin’ beautiful and always rubbed it in her ugly stepsisters’ noses.

Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det er for et ærinde, Lessing er ude i her. Allerede i forordet går det galt:

[...] I had been wondering if men were not a younger type [of humans], a junior variation. They lack the solidity of women, who seem to have been endowed with a natural harmony with the ways of the world. I think most people would agree with this, even if a definition would be hard to come by. Men in comparison are unstable, and erratic. Is Nature trying something out?

Det da en meget pudsig tanke, og romanen er ellers en rigtig flot, lækkert skrevet rammefortælling, stort set uden hverken personer eller plot; og det lidt der er, nemlig omhandlende fortælleren, bliver aldrig afsluttet. Men udover, at jeg slet ikke er enig i hendes grundliggende præmis, så forstår jeg simpelthen ikke, hvad formålet er med bogen. Hvad har hun gang i? Grøftegraveri for viderekommende?

Den svenske roman Bitterfittan er noget så udansk som en feministisk chilklitroman. Meget udansk og meget svensk, fordi den handler om en kvinde, der med egne ord er blevet en “bitterfisse” af kampen for at opretholde ligestillingen i parforholdet, da de får børn. Og det udanske heri er naturligvis ordet “opretholde”, der indikerer, at der inden barnets ankomst faktisk herskede ligestilling; en bevidst, oprigtig bestræbelse fra begge parter på at være to om alt, også de sure husholdningspligter, og især også om at se behovet for de sure husholdningspligter. Det er nemlig dér filmen knækker i den typiske danske familie. Kvinder laver husarbejdet, og manden hjælper til. Hjælper til.

Nå. Ikke dermed sagt, at alle danske mænd er mandschauvinister. Blot at der er meget mere fokus på ligestilling i Sverige, og derfor er det muligt at skrive en bog, der kombinerer feminisme og chiklit. (mere…)

På forsiden af min udgave af Lady Oracle (Vintage, 2007, paperback) står der øverst oppe “a mistress of controlled hysteria. TIME”. Den tænkte jeg meget over; hysteri er jo en ting, der interesserer mig, og jeg kunne ikke rigtig få det til at passe med romanens handling. Skulle vi ud i en Elaine Showalter-agtig tanke om spiseforstyrrelser som vor tids massehysteri? Den køber jeg sådan set, men er det noget, der ender i en anmeldelse i The Time? Men, men, der er en forklaring på alt. Google kunne afsløre, at citatet stammer fra denne anmeldelse. Som er af Surfacing. Citatet har altså ingenting at gøre med Lady Oracle. Så forstår jeg det bedre. Og begrebet hysteri kan vel godt bruges om det, der sker for hovedpersonen i Surfacing. Det eneste spørgsmål, der står tilbage, er, hvem i alverden der finder på at klippe noget fra anmeldelsen af én bog, og sætte det på forsiden af en anden? Måske den samme som finder på at skrive de der fuldstændigt vildledende bagsidetekster (som LO i øvrigt også har en af)? Det her er afgjort et af mit livs helt store spørgsmål.

Men bortset fra det, var Lady Oracle helt oppe på siden af The Blind Assassin, Cat’s Eye og Alias Grace. Den er på mange måder en grundbog i spiseforstyrrelseskvindelitteratur, men den formåede det, som Surfacing ikke rigtig gjorde, nemlig at skille sig ud som en selvstændig, nærværende, medrivende roman.

… at få en stak bøger med posten fra Amazon. Det var en god fødselsdagsgave.

Ny, svensk antologi om “hur vi delas upp och hur vi hör ihop”, som undertitlen hedder. Spændende både mht. form og indhold. Formmæssigt fordi indlæggene består af alt fra artikler med højt lixtal og alle de politisk korrekte feministiske termer til et poetryslamagtigt digt og en småpornografisk novelle. Og det fungerer rigtig godt. Forholdet mellem kønnene er et svært, mangesidet emne, så det skal selvfølgelig også belyses fra mange sider.

En anden fed ting, og jeg er sikker på, at det er overlagt, er, at forfatterens navn ikke er angivet ved det enkelte indlæg, men til sidst i en oversigt sammen med et par ord om hver. Det betyder, at man ikke kender forfatterens køn, og det betyder faktisk meget, opdagede jeg, når man læser feministisk kritik/musings. Jeg læste bogen sådan, at jeg efter hvert indlæg slog op i oversigten og læste om forfatteren. Det gav tit et nyt/andet perspektiv på det, jeg lige havde læst, og på min egen reaktion. For ja, det er meget nemt at forudsætte forfatterens køn, især når teksten handler om feminisme og ligestilling. Og så var der de tekster, hvor forfatterens køn blev “afsløret” et stykke inde, og så sad jeg der med sprækker i feminismen. For hvorfor gik jeg ud fra at det var en kvinde, ikke en mand, der var på vej hen for at hente sit barn i børneinstitutionen?

Jeg er på det sidste blevet mere opmærksom på, at der faktisk pågår en debat om feminisme og ligestilling i Danmark også, men hold kæft, hvor er svenskerne bare længere fremme.

En feministisk roman? Nej, ikke i den traditionelle forstand. Hovedpersonen er for eksempel en mand. Men måske i den forstand, at den handler om normalitet og vores måde at definere normaliteten. Og ikke mindst vores tendes til at definere normaliteten. Og det er jo et klassisk tema inden for den feministiske litteratur. Mænd er normaliteten, kvinder er hysteriske, mandhaftige, irrationelle når de forsøger at analysere, argumentere, ændre og pirke i status quo.

I denne roman er det en mand, der befinder sig i den situation, at fordi han opfører sig anderledes, bliver han diagnosticeret som syg. Han lider af hukommelsestab, og hvad er hans garanti for, at den (for)historie, man siger er hans, er mere sand end det, han selv kan huske eller fornemme om sin fortid?

Det hele er nemlig (bare) historier, og én er ikke mere værd eller sand end en anden. (mere…)

And here’s another disturbing novel about childhood traumas and memory. I read most of this in one day, cancelling appointments and tasks as I went along. If I ever get to teach po-mo lit, remind me to use this novel. It would go well with Ishiguro’s When We Were Orphans, but it has the female/feminist perspective. My kind of novel exactly.

Smuk og foruroligende.

Cool, couragous and slightly mad. Feminist, lesbian, antropologist. And a very good writer. I’ll recommend this book to anyone interested in the workings of men, of women, and of men and women. Very impressive.

Hverdagsfeminisme serveret i øjenhøjde, her defineret som Slet ikke bekendt med feministisk teori. Og jeg synes det fungerer godt, og jeg tror også, det lykkes. Jeg fik også meget ud af den, selvom jeg ikke befinder mig helt i målgruppen. Bogen er meget praktisk orienteret og fuld af lister og konkrete tips, meget i stil med Bom og Bjerkes “Udslag” fra 2002.

Dog synes jeg, at bogen går i et par af de klassiske fælder indenfor den feministiske teori. En af dem er den med at kritisere det patriarkatiske samfund for, at alting foregår på mænds måde, men samtidig råde kvinder til at være mere udadvendte, mindre undskyldende osv. De to ting er ikke nødvendigvis det samme, det ved jeg godt, men jeg hører ikke bogen reflektere over det, der nemt kan ligne et dilemma.

Et andet, og virkelig stort problem er, at bogen er layoutet som en teenagepigeblad. Hjerter, børnetegninger, og hverdagseksempler under overskriften “Mit livs novelle”. Hvad er formålet med det?? Jeg synes i den grad, forfatterne skyder sig selv i forden. Det er muligt, de ironiserer over 50′ernes kvindemyte, men det fungerer overhovedet ikke. Omslaget ligner en “venindebog”, og ved en hurtig gennembladring ser bogen ud til at regne sit publikum for 10-årige amøber, godt sovset ind i gammeldags kønsroller. Jeg følte mig talt ned til af loy-outet, samtidig med, at teksten netop formåede ikke at gøre det. Tal om modsatrettede signaler. (Og den ene forfatter er jo også forlagsejer, så man kan nok desværre ikke skyde skylden på Det Onde Forlag).